Politiken, som ellers ikke plejer at have voldsom interesse i venstrefløjens idéer og visioner, satte for en måneds tid siden gang i en eftersøgning efter venstrefløjens visioner og projekt, som de mente var usynlige eller ikke eksisterende.
Derfor skrev jeg sammen med Frank Aaen denne kronik til Politiken, som er et forsøg på at beskrive nogle af vores centrale visioner:
Se kronikken her
Venstrefløjens demokratiske visioner
Af Frank Aaen, medlem af Folketinget for Enhedslisten.
og Pelle Dragsted, sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe
Politiken har sat en landsdækkende eftersøgning i gang efter venstrefløjens projekt. Hvor gemmer I jer spørges der, hvor er jeres visioner for samfundet? Snorksover I?
Det er trist, at venstrefløjens visioner efterlyses – i stedet for at diskuteres. Måske skyldes det øjensynlige fravær af visioner, at venstrefløjen er travlt optaget med at forsvare tidligere landvindinger – velfærden, retssikkerheden og det tolerante samfund.
Men visionerne har vi – visioner, som er under stadig udvikling i takt med de ændringer, der sker i samfundet omkring os.
Mange af Enhedslistens visioner er bundet sammen af ønsket om mere demokrati. For selv om vi er nået langt i Danmark, så er der stadig store huller i vores demokrati og desværre har vi i de seneste årtier oplevet en yderligere underminering af det pluralistiske demokrati fra flere sider.
Der er kort sagt alt for meget, der ikke kan træffes demokratisk beslutning om, fordi handlemulighederne er blokeret. For det første foregår den politiske debat i stigende grad inden for snævre rammer af ”økonomiske nødvendigheder”. For det andet begrænser den økonomiske globalisering de enkelte landes politiske råderum, og for det tredje indskrænker privatiseringen og markedsgørelsen af stadig flere samfundsområder det felt, der kan træffes demokratiske beslutninger om.
Demokratiet sættes på den måde ofte skakmat og det har medført, at størstedelen af de politiske partier klumper sig sammen på midten, hvor de politiske forskelle er yderst begrænsede – i nogle tilfælde en diskussion om et par vindmøller fra eller til. Politik bliver til administration af en snæver politisk konsensus uden udsyn og visioner.
Men reelt demokrati handler ikke bare at vælge mellem partier. Demokrati indebærer muligheden for at kunne vælge mellem reelt forskellige politiske projekter. Det er derfor en central opgave for venstrefløjen at udvide demokratiet og genskabe troen på, at der ikke kun findes én mulig politik.
En af de store udfordringer for venstrefløjen er at få gjort op med de myter og påstande, som det borgerlige økonomiske projekt hviler på. Det er i alt for høj grad lykkedes at få en ideologisk offensiv maskeret som ”økonomiske nødvendigheder” og ”sund fornuft”. Igen og igen får vi at vide, at ældrebyrden tvinger os til at gennemføre velfærdsreformer (læs nedskæringer), at vi ikke kan hæve lønningerne, fordi det vil føre til overophedning, eller at det er helt nødvendigt at sænke topskatten for at tiltrække arbejdskraft eller skabe incitament til at arbejde mere. Påstandene tager udgangspunkt i den liberalistiske økonomis modeller og hviler sjældent eller aldrig på noget egentligt erfaringsgrundlag. Alligevel bruges myterne om det nødvendiges politik – eller om den ’sunde fornuft’ til at indsnævre rammerne for samfundsdebatten og få den borgerlig/liberalistiske politik til at fremstå som næsten videnskabelige, naturgivne nødvendigheder.
Et eksempel på nødvendigheden af at gøre op med disse myter er den aktuelle diskussion om mangel på arbejdskraft. Regeringen vil i ramme alvor gennemføre en kvalitetsreform uden at ansætte flere medarbejdere i den offentlige sektor. De borgerlige partiers modvilje mod vækst i den offentlige sektor pakkes ind i myten om den manglende arbejdskraft. Men virkeligheden er en anden. Der findes faktisk titusinder af arbejdsløse og flere hundrede tusinder, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Omkring hver femte i den arbejdsdygtige alder er ikke i beskæftigelse. Ved at inddrage de arbejdsløse, gennem øget uddannelse og ved at nedbringe nedslidningen på arbejdsmarkedet, kan der skaffes hænder nok. Enhedslisten fremlagde under valgkampen 2007 et forslag til, hvordan der kan skaffes 100.000 ekstra i arbejde inden for velfærdssektoren.
Senest har vi oplevet, at regeringen med alvorlig mine har afvist de offentligt ansattes lønkrav med henvisning til truslen om overophedning. Men sjovt nok har regeringen ikke samme bekymring for overophedning når den rundhåndet deler skattelettelser ud til de rigeste eller når virksomhederne i de seneste år har haft enorme overskud.
Det er således en politisk afgørelse om det er aktieejerne eller de lavtlønnede offentligt ansatte der skal tage ansvar for at afværge en eventuel overophedning.
Det er en central opgave for venstrefløjen at trække debatten om samfundets økonomiske udvikling ud af den spændetrøje, som i dag begrænser udsynet og muligheden for at gennemføre progressive reformer af økonomi og arbejdsmarked. Beskæftigelsen er et helt afgørende emne. Flere arbejdspladser vil løse store sociale problemer og mindske uligheden. Der hvor der for alvor mangler flere ansatte inden for velfærdssektoren, kan man bare ansætte flere. Det er stort set gratis for samfundet. At få alle i arbejde er også en mulighed for at inkludere dem, der i dag føler sig udelukket og uretfærdigt behandlet af samfundet. Mere social sikkerhed - også for nydanskerne - og integration på arbejdsmarkedet vil gøre borgerne mindre utrygge og gøre det nemmere for alle at finde en god plads i samfundet.
En anden rambuk for angreb på det solidariske velfærdsamfund er den økonomiske globalisering.
Vi har i årevis fået tudet ørerne fulde med alle de ting, som globaliseringen og den øgede internationale konkurrence tvinger os til. Den økonomiske globalisering fremstilles som en neutral naturkraft, som vi bare må tilpasse os. Men de regler, der regulerer det internationale samarbejde og handel er langt fra upolitiske. Både de globale handelsaftaler og EU's indre marked er baseret på klare nyliberale prioriteringer, hvor virksomhedernes ”ret” til markedsadgang og nedbrydning af toldmure går forud for alt andet. Reglerne i EU's indre marked forhindrer f.eks. Danmark i at forbyde en række giftstoffer, fordi et forbud anses som en handelshindring, dvs. en barriere mod den frie handel. .
Den uregulerede frihandel tvinger samtidig landene til at konkurrere om at være mest attraktive for de store virksomheder og dermed indskrænkes vores råderum til at udvikle samfundet efter egne ønsker. Krav om lønforhøjelser eller om øget selskabsbeskatning mødes med trusler om udflytning.
Det er en hovedopgave for venstrefløjen, at politisere debatten om globaliseringen og om de internationale aftaler, som Danmark indgår i. Det er politiske beslutninger, der har formet den globalisering, vi kender i dag, og politiske beslutninger kan ændre den.
Enhedslisten har en vision om at gøre globaliseringen demokratisk, bæredygtig og socialt ansvarlig. Det kræver et opgør med de nyliberalistiske principper, som i dag er grundlaget for det internationale samarbejde, både i EU og i det globale handelssamarbejde. Et demokratisk og socialt samarbejde må tøjle markedskræfterne, frem for at styrke dem, sådan som det i dag er tilfældet.
Hensynet til miljø, arbejdstagerrettigheder og til det enkelte lands mulighed for at føre en politik i overensstemmelse med flertallets ønsker, skal indtage den centrale placering, som hensynet til de store virksomheder har i dag.
Samtidig må vi udvikle bud på, hvordan de regionale og globale samarbejder kan demokratiseres – så de bliver langt mindre centralistiske end dem, vi kender i dag.
Men det er ikke kun på globalt niveau, at de store virksomheder og markedstænkningen æder sig ind på demokratiets domæne. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejede virksomheder til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundets fælles ejendom, privatiseres. Hver gang en virksomhed privatiseres eroderes demokratiet – fordi vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk, ud fra hvad der gavner samfundet bedst. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det, der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et helt aktuelt eksempel er privatiseringen af det statslige energiselskab DONG. Et flertal i Folketinget har valgt at privatisere og børsnotere DONG. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt - dvs. at målsætningen er at skabe overskud til aktionærerne. Konsekvenserne er allerede slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en vindmøllepark og har i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
I en tid hvor alle skriger på en indsats for at bremse klimaforandringerne, er det da tåbeligt, at vi sælger vores energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden.
I Enhedslisten vil vi gå den modsatte vej. Privatiseringen skal stoppes og rulles tilbage. Vi ser også gerne langt mere offentlig produktion både i statsligt og kommunalt regi.
Samfundsejede virksomheder vil selvfølgelig tage større ansvar for det omkringliggende samfund end de private – simpelthen fordi det kan betale sig. En kommunalt ejet produktionsvirksomhed vil f.eks. have langt mindre incitament til at flytte til lavtlønslande, fordi det vil medføre lokal arbejdsløshed og dermed øgede udgifter for kommunen. Den vil også have langt større incitament til at være rummelig for medarbejdere, der ikke kan yde optimalt, da de ellers vil ende på passiv forsørgelse betalt af samme kasse.
Der er intet grundlag for at hævde, at offentlige virksomheder er mindre effektive end de private, selvom vi ofte hører det. Vi har allerede en stor offentlig sektor i Danmark, der fungerer godt på trods af de elendige politiske rammer, den tilbydes i disse år. Samtidig er spørgsmålet også, hvad der forstås ved effektivitet. Betragter man effektivitet kortsigtet ud fra regnskabsårets bundlinje, eller tager man langsigtede, menneskelige hensyn?
Det er givetvis mere effektivt for en privat virksomhed at presse det maksimale ud af medarbejderne i de år, de befinder sig på den pågældende virksomhed. Men for samfundet som helhed er det altså en fordel, at medarbejderne ikke nedslides og derfor kan være med et helt arbejdsliv. Øget samfundseje og demokratisk kontrol med produktionen vil betyde en langt mere bæredygtig udnyttelse af både naturressourcer og menneskelige ressourcer - fordi det betaler sig og er bedst for samfundet i det lange løb.
Men demokratisering af økonomien handler ikke kun om samfundets demokratiske kontrol med større dele af produktionen. Det handler også om den enkelte medarbejders indflydelse på sit arbejdsliv. På trods af snak om selvstyrende teams, de åbne døres politik og afskaffelsen af stempeluret, stopper demokratiet i dag ved indgangsdøren til langt størstedelen af de danske arbejdspladser. Rundt om virksomhederne står et usynligt hegn med påskriften: ”Her stopper demokratiet, inden for bestemmer jeg. Ejeren.”
Selvfølgelig er der lovgivning, der rækker ind bag hegnet til arbejdspladserne. Og de ansatte har - eller kan tilkæmpe sig - indflydelse. Men basalt er det ejeren, der bestemmer hvem der ansættes, hvad der skal produceres, tilrettelæggelsen af arbejdet, hvem der skal fyres osv. Det er dybest set absurd i et moderne samfund, at når vi træder ind over tærsklen til vores arbejdsplads, så fratages vi den demokratiske indflydelse, som vi ellers er sikret i det politiske liv.
Det er vores vision, at demokratiet skal overskride grænsen til arbejdslivet. Det kan ske ved at skabe flere fællesejede arbejdspladser, kooperativer, kommunale og statslige virksomheder, hvor det fra politisk hold sikres, at virksomheden giver vidstrakt indflydelse til ansatte, brugere og befolkningen i lokalområderne. På hospitaler, plejehjem og andre velfærdsinstitutioner kan mere demokrati indføres ved beslutning. Her vil en mængde af det bureaukrati, der findes i dag, kunne fjernes hvis de ansatte i samspil med brugerne fik lov til at tage roret. Men denne mulighed bliver udhulet af privatiseringer og markedstænkningens indtog i de offentlige.
I modsætning til den offentlige sektor, hvor styringen kan demokratiseres ved lov, er det oplagt sværere i de private virksomheder. Derfor er det nødvendigt at genrejse debatten om økonomisk demokrati. Og heldigvis er mulighederne for at udvide demokratiet til også at dække økonomiens område ved af ændre sig til arbejdstagernes fordel som følge af udviklingen i vores måde at producere på:
I den industrielle produktion var ejerskabet til maskiner det centrale. Maskinerne var nødvendige for produktionen, og ejerskabet til maskinerne sikrede ejerne kontrollen over medarbejderne. Denne kontrol udhules i takt med, at videns- eller informationsøkonomien vinder frem. Her er det ikke længere maskinerne, der er det centrale, men derimod medarbejdernes kreativitet, følelser og evne til at samarbejde. Det er i stigende grad de ansatte selv, der tilrettelægger og leder arbejdet, og arbejdsgiverne er således mere og mere overflødige. I princippet kan medarbejderne tage deres evner og viden med sig, hvis de ønsker det, mens arbejdsgiveren efterlades med de tomme lokaler.
Viden, kreativitet og samarbejde kan ikke som en maskine, bare købes og sælges af ejeren, og den moderne udvikling giver helt nye muligheder for at give medarbejderne demokratisk ejerskab til arbejdspladsen. Nye muligheder for at frigøre produktivkræfterne fra kapitalisternes magt, som vi ville have sagt i gamle dage.
Der udvikler sig således helt nye perspektiver for at lade demokratiet overskride det politiske rums grænser. Og jo stærkere demokratiet er på arbejdspladserne, og jo flere virksomheder, der ikke har en privat aktionær eller en multinational ejer, der bestemmer, jo stærkere bliver demokratiet.
Men hov, vil nogen måske sige her ved afslutningen. Hvor blev socialismen af? Har Enhedslisten glemt den socialistiske vision? Nej, for virkelig socialisme og virkeligt demokrati er hinandens nødvendige forudsætninger - uanset om nogle lande, der har kaldt sig socialistiske, glemte demokratiet. Det var basalt set derfor, de gik bankerot. Den fejl skal ikke begås igen.
DR2-debat om CIA-flyene
Skandalen om CIA-flyene ruller videre - og synes aldrig at stoppe. Hvad mange måske i dag har glemt, var, at det var Enhedslisten, der første gang for snart tre år siden afslørede, at CIA-flyene havde landet i Danmark. Enhedslistens flerårige research er faktisk en vigtig del af forudsætningen for at regeringen nu omsider er blevet presset til at gennemføre en undersøgelse.
Det var baggrunden for, at jeg den 2. februar var inviteret i studiet i DR2 for at debattere CIAs hemmelige fangeprogram i DR2 temaaften.
Debatten kan ses her
Det var baggrunden for, at jeg den 2. februar var inviteret i studiet i DR2 for at debattere CIAs hemmelige fangeprogram i DR2 temaaften.
Debatten kan ses her
Myten om venstrefløjens mangende opgør
Forfatteren Peter Øvig Knudsen langede i et interview i Information i forbindelse med udgivelsen af hans Blekingegade-bøger voldsomt ud efter Enhedslisten og Frank Aaen, som han ikke mente havde taget det nødvendige opgør med de problematiske sider af fortiden.
(Se interviewet her)
Jeg skrev denne replik, som dog blev forkortet af redaktionen:
Myten om det manglende opgør?
Jeg ved ikke hvor Peter Øvig Knudsen har befundet sig de seneste 20 år, når han (information 25/1) kan fastholde den hårdnakkede påstand om, at venstrefløjen og Enhedslisten aldrig har foretaget noget opgør med de tvivlsomme sider af venstrefløjens historie. Er det eksempelvis gået hen over hovedet på ham, at DKP i slutningen af 80´erne gennemgik et ”blodigt” opgør netop om holdningen til Sovjetunionen som endte med, at et af Danmarks ældste partier blev splittet i to uforsonlige grupper. Den del af DKP´erne, der ønskede et opgør med fortiden gik ind og blev medstifter af Enhedslisten. Er det gået hen over hovedet på ham, at enigheden om en klar afstandstagen til den ”virkeliggjorte socialisme”, var selve grundlaget for, at de tidligere stridende venstrefløjsfraktioner kunne finde sammen i Enhedslisten, og at denne afstandstagen tydeligt fremgår af partiets principprogram hvor man f.eks. kan læse, at:
” Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er begået, illustrerer hvad der sker, når magt korrumperer hos en lille elite og når socialistiske elementer i den økonomiske og sociale politik ikke underbygges af en styrket politisk bevidsthed og gennemførte demokratiske rettigheder.”
Så kan det vist ikke siges mere klart.
Selvfølgelig skal vi blive ved med at diskutere og lære af venstrefløjens historie. Men det vedholdende krav om et opgør, der allerede for længst er foretaget, er, som jeg ser det, ikke andet end et forsøg fra højrefløjen på at fastholde venstrefløjen og de venstreorienterede idéer i en defensiv position, til fordel for højrefløjens politiske projekt. Det er synd, at Øvig Knudsen bidrager til dette.
Mens venstrefløjen i dag således er sig pinlig bevidst, om fortidens fejltagelser, savner jeg stadig en selvrefleksion på højrefløjen over dens rolle i den kolde krig. Den kolde krig var jo ikke et opgør mellem et godt og et ondt imperium. Indenfor den vestlige interessesfære og i antikommunismens navn blev der begået forbrydelser, som i deres brutalitet og kynisme ikke lader de socialistiske staters undertrykkelse noget tilbage. Jeg kan i flæng nævne: De tidligere kolonimagters blodige massakrer mod uafhængighedsbevægelserne i Afrika, massemordet på op mod en halv million indonesiske kommunister efter Suhartos USA-støttede kup, Vietnamkrigens massakrer i Indokina, de europæiske militærdiktaturers (og NATO-medlemmers) forfølgelse og fængslinger af enhver anderledes tænkende, de latinamerikanske militærregimers koordinerede massemord på landenes venstrefløj og fagbevægelse, og det sydafrikanske apartheidsystem. Alt sammen forbrydelser begået i antikommunismens og markedsøkonomiens navn og med støtte fra et eller flere af de vestlige lande. Højrefløjen herhjemme var i al overvejende grad tavse overfor disse overgreb og har aldrig siden reflekteret over denne tavshed.
Tænk f.eks. at Søren Pind kan slippe af sted med at sige at Reagan var det 20. århundredes største statsmand. En præsident, der støttede og godkendte opbygningen af de latinamerikanske dødspatruljer som på ganske få år tog livet af 10.000 vis af mennesker på de mest bestialske måder.
Den manglende selvrefleksion til højre er måske også årsagen til, at det i dag er på højrefløjen vi finder ”voldsromantikerne”, som retfærdiggør militære interventioner som den vi så i Irak, og som accepterer, at menneskerettighederne gradbøjes i krigen mod terror. Måske skulle Øvig Knudsen rette blikket den vej næste gang.
(Se interviewet her)
Jeg skrev denne replik, som dog blev forkortet af redaktionen:
Myten om det manglende opgør?
Jeg ved ikke hvor Peter Øvig Knudsen har befundet sig de seneste 20 år, når han (information 25/1) kan fastholde den hårdnakkede påstand om, at venstrefløjen og Enhedslisten aldrig har foretaget noget opgør med de tvivlsomme sider af venstrefløjens historie. Er det eksempelvis gået hen over hovedet på ham, at DKP i slutningen af 80´erne gennemgik et ”blodigt” opgør netop om holdningen til Sovjetunionen som endte med, at et af Danmarks ældste partier blev splittet i to uforsonlige grupper. Den del af DKP´erne, der ønskede et opgør med fortiden gik ind og blev medstifter af Enhedslisten. Er det gået hen over hovedet på ham, at enigheden om en klar afstandstagen til den ”virkeliggjorte socialisme”, var selve grundlaget for, at de tidligere stridende venstrefløjsfraktioner kunne finde sammen i Enhedslisten, og at denne afstandstagen tydeligt fremgår af partiets principprogram hvor man f.eks. kan læse, at:
” Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er begået, illustrerer hvad der sker, når magt korrumperer hos en lille elite og når socialistiske elementer i den økonomiske og sociale politik ikke underbygges af en styrket politisk bevidsthed og gennemførte demokratiske rettigheder.”
Så kan det vist ikke siges mere klart.
Selvfølgelig skal vi blive ved med at diskutere og lære af venstrefløjens historie. Men det vedholdende krav om et opgør, der allerede for længst er foretaget, er, som jeg ser det, ikke andet end et forsøg fra højrefløjen på at fastholde venstrefløjen og de venstreorienterede idéer i en defensiv position, til fordel for højrefløjens politiske projekt. Det er synd, at Øvig Knudsen bidrager til dette.
Mens venstrefløjen i dag således er sig pinlig bevidst, om fortidens fejltagelser, savner jeg stadig en selvrefleksion på højrefløjen over dens rolle i den kolde krig. Den kolde krig var jo ikke et opgør mellem et godt og et ondt imperium. Indenfor den vestlige interessesfære og i antikommunismens navn blev der begået forbrydelser, som i deres brutalitet og kynisme ikke lader de socialistiske staters undertrykkelse noget tilbage. Jeg kan i flæng nævne: De tidligere kolonimagters blodige massakrer mod uafhængighedsbevægelserne i Afrika, massemordet på op mod en halv million indonesiske kommunister efter Suhartos USA-støttede kup, Vietnamkrigens massakrer i Indokina, de europæiske militærdiktaturers (og NATO-medlemmers) forfølgelse og fængslinger af enhver anderledes tænkende, de latinamerikanske militærregimers koordinerede massemord på landenes venstrefløj og fagbevægelse, og det sydafrikanske apartheidsystem. Alt sammen forbrydelser begået i antikommunismens og markedsøkonomiens navn og med støtte fra et eller flere af de vestlige lande. Højrefløjen herhjemme var i al overvejende grad tavse overfor disse overgreb og har aldrig siden reflekteret over denne tavshed.
Tænk f.eks. at Søren Pind kan slippe af sted med at sige at Reagan var det 20. århundredes største statsmand. En præsident, der støttede og godkendte opbygningen af de latinamerikanske dødspatruljer som på ganske få år tog livet af 10.000 vis af mennesker på de mest bestialske måder.
Den manglende selvrefleksion til højre er måske også årsagen til, at det i dag er på højrefløjen vi finder ”voldsromantikerne”, som retfærdiggør militære interventioner som den vi så i Irak, og som accepterer, at menneskerettighederne gradbøjes i krigen mod terror. Måske skulle Øvig Knudsen rette blikket den vej næste gang.
Fem år med Guantanamo
I forbindelse med femåret for opbygningen af den berygtede Guantanamo fangelejr, skrev jeg sammen med Frank Aaen i Information et "jubilæumsskrift", som sætter lys på Fogh-regeringens svigt i sagen om Guantanamo og USAs krænkelser af menneskerettighederne.
Fem år med Guantánamo
Af: Frank Aaen, Pelle Dragsted
Guantánamo-lejren fylder idag fem år, det samme gør Fogh-regeringens mangel på reaktion, ligesom intet ser ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo. Et moderne højsikkerhedsfængsel er således under opførelse i lejren
Den 11. januar 2002 landede det første fly med fanger fra Afghanistan i Guantánamo.
Billederne af fangerne i deres orange dragter, med bind for øjne, ører og mund, gik verden rundt og blev et første symbol på, at USA havde indført ganske nye spilleregler i den såkaldte 'krig mod terror'.
Ved at placere fængslet på en flådebase uden for USA ønskede Bush-regeringen at fratage fangerne de rettigheder, som de takket være den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de sad fængslet i selve USA. Herunder særligt rettigheden til at få prøvet deres skyld ved amerikanske domstole.
Det juridiske tomrum blev fuldstændiggjort med Bush-regeringens beslutning om at nægte fangerne krigsfangestatus og i stedet opfinde begrebet 'ulovlige kombattanter' - et begreb som ikke eksisterer i den humanitære folkeret. Som ulovlige kombattanter har fangerne hverken krigsfangers rettigheder eller de rettigheder, som civile er sikret i forbindelse med fængsling.
Resultatet af de juridiske krumspring er velkendt. Over 400 fanger sidder nu på femte år i Guantánamo-lejren, uden nogensinde at have fået prøvet deres fængsling ved en uafhængig domstol.
Kun 10 af de 775 fanger, der har været fængslet i lejren, er sigtet for at tilhøre al-Qaeda, og Pentagon har erkendt, at man kun vil rejse sigtelse mod 30-40 personer. De øvrige fanger er i forvaring på ubestemt tid.
Mishandling og ydmygelser har været systematiseret, siden lejren åbnede. Alle løsladte fanger har samstemmende berettet, hvordan de blev udsat for direkte vold og for mere sofistikerede former for tortur såsom udsættelse for ekstreme temperaturer, ekstrem lyd- og lys-påvirkning, intimidering ved hjælp af kamphunde og seksuelle ydmygelser. Oplysningerne er senest blevet bekræftet af en intern FBI-rapport, hvori FBI-medarbejdere bekræfter, at der er foregået systematisk mishandling i lejren.
Der er ikke tale om mishandling begået af enkelte brodne kar, men om en praksis, som har opbakning fra Bush-regeringen. Efter at lederen af lejren i efteråret 2002 havde beklaget sig over de dårlige resultater af afhøringerne, godkendte USA's tidligere forsvarsminister Rumsfeld, at afhøringsofficerer måtte anvende en række såkaldte "udvidede" forhørsmetoder, der alle falder ind under den danske definition af tortur.
Forholdene i lejren kombineret med uvisheden om fremtiden har afstedkommet over 40 selvmordsforsøg, hvoraf tre er lykkedes. Andre fanger har gennemført langvarige og livstruende sultestrejker.
Intet ser desværre ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo eller i højere grad vil respektere fangernes rettigheder. For det første er et moderne højsikkerhedsfængsel under opførelse i lejren.
For det andet vedtog USA's kongres i efteråret en lov, som tilsidesatte en dom fra USA's højesteret, der havde givet fangerne ret til at få prøvet deres sag ved civile amerikanske domstole.
Den nye lov stadfæstede begrebet 'ulovlige kombattanter' og nægtede eksplicit disse at få prøvet deres sag ved civile domstole.
Man kunne have forventet, at en så åbenbar tilsidesættelse af internationale konventioner og borgerrettigheder havde mødt modstand fra et land som Danmark. Men det har desværre ikke været tilfældet.
Fogh-regeringen har i de bedste øjeblikke forholdt sig passivt og i de værste øjeblikke direkte legitimeret lejrens uhyrligheder.
Regeringen var advaret
Årsdagen for Guantánamo-lejren falder sammen med afsløringerne af, at Danmark i marts 2002 udleverede 31 fanger til USA i Afghanistan. Fanger, som var mistænkt for at tilhøre Taleban, blev afleveret til den lejr i Kandahar, som i denne periode var udskibningssted for de fleste af de fanger, der i dag sidder i Guantánamo.
Når de 31 fanger ikke endte på Guantánamo, men 'slap' med tre dages mishandling i Kandahar, var det alene, fordi det viste sig, at de tilhørte en venligtsindet milits. Det er altså et rent tilfælde, at vi ikke i dag har direkte medansvar for et større antal menneskers fængsling i Guantánamo.
I sin redegørelse om fange-sagen henviser regeringen til, at den ikke, da den udleverede fangerne, havde grund til at mistænke amerikanerne for at tilsidesætte grundlæggende rettigheder eller mishandle fanger på Guantánamo. Men regeringen var så rigeligt advaret.
Allerede i januar 2002 offentliggjorde Pentagon de kendte billeder af de ydmygede fanger i de orange dragter og pigtrådsburene, hvilket afstedkom et internationalt ramaskrig. Både danske og udenlandske aviser kritiserede højlydt forholdene i lejren både i artikler og på lederplads. Den engelske avis Mail on Sunday ryddede eksempelvis forsiden med billederne ledsaget af teksten "Torture".
Menneskererettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International talte med store bogstaver om nødvendigheden af at respektere fangernes grundlæggende rettigheder.
Herudover blev den danske regering i en direkte henvendelse fra Internationalt Røde Kors i februar gjort opmærksom på, at USA's kategorisering af fangerne som 'ulovlige kombattanter' stred mod den humanitære folkeret, og at fangerne således havde krav på enten at få krigsfangestatus eller at få de rettigheder, som tilkommer civile.
Også i Folketinget blev udenrigsministeren konfronteret af medlemmer af oppositionen, der var bekymrede over oplysningerne om USA's tilsidesættelse af konventionerne.
Regeringen vidste også allerede i november 2001 fra en offentlig erklæring fra Det Hvide Hus, at fangerne på Guantánamo kunne idømmes dødsstraf - noget som i sig selv burde have umuliggjort en udlevering af fanger til USA.
Indstuderet koreografi
Der var altså masser af lamper, der blinkede, men det fik ikke regeringen til at ændre direktiverne for den udsendte styrke i Afghanistan, hvad angår udlevering af fanger til amerikanerne.
Hvis vi et øjeblik lader regeringens påstand om den manglende viden stå til troende, måtte en naturlig følge af denne være, at regeringen, efterhånden som informationerne om Guantánamo kom frem, havde ladet den nye viden få konkrete konsekvenser. Men det har ikke været tilfældet.
I starten af 2003 ryddede udenrigsminister Per Stig Møller forsiderne med sit forsvar for Guantánamo og sit udsagn om, at fangerne kunne komme til at sidde uden dom i op til 30 år, da der jo ikke var tale om en almindelig krig.
Efter at fangemishandlingsskandalen i Abu Ghraib havde chokeret verden, og der i samme forbindelse blev fornyet fokus på Guantánamo, begyndte Fogh godt nok nødtvungent at kritisere Guantánamolejren. Og Fogh har siden fastholdt det synspunkt i offentligheden, at lejren burde lukkes snarligt.
Men at lejren på trods af den nye danske holdning stadig eksisterer på femte år, har ikke fået nogen som helst konsekvenser for regeringens loyale samarbejde med USA.
Der er tale om en indstuderet koreografi, hvor Fogh kritiserer Guantánamolejren vel vidende, at det ikke ændrer noget, og Bush-regeringen nikker anerkendende til kritikken vel vidende, at Fogh har brug for at markere sig indenrigspolitisk - og så fortsætter alt som før.
Ingen garanti
Da USA sidste efterår vedtog den lov, der legitimerede Guantánamolejrens hidtidige praksis, stillede Enhedslisten en række spørgsmål i Folketinget om, hvilke konsekvenser regeringen ville drage: Ville regeringen garantere, at Danmark ikke fremover udleverede fanger, hvis disse kunne ende på Guantánamo? Ville regeringen garantere, at Danmark ikke bidrog med efterretningsmateriale, der kunne føre mennesker til Guantánamo? Ville regeringen sikre, at fanger, der blev taget ved militære operationer med deltagelse af danske soldater, ikke kunne ende på Guantánamo? Svarene var i alle tilfældene negative.
Den dag i dag, fem år efter lejren åbnede og med al mulig viden om de uhyrlige forhold i Guantánamo, vil Fogh-regeringen altså stadig ikke give garantier for, at Danmark ikke medvirker til, at mennesker ender på Guantánamo.
Regeringen burde bruge femårsdagen til et kursskifte og melde ud til de amerikanske allierede, at et fortsat militært og efterretningsmæssigt samarbejde betinges af, at USA lukker Guantánamolejren, løslader eller sigter de tilbageværende 435 fanger og begynder at respektere grundlæggende internationale konventioner.
Frank Aaen er MF for Enhedslisten og Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslisten
Fem år med Guantánamo
Af: Frank Aaen, Pelle Dragsted
Guantánamo-lejren fylder idag fem år, det samme gør Fogh-regeringens mangel på reaktion, ligesom intet ser ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo. Et moderne højsikkerhedsfængsel er således under opførelse i lejren
Den 11. januar 2002 landede det første fly med fanger fra Afghanistan i Guantánamo.
Billederne af fangerne i deres orange dragter, med bind for øjne, ører og mund, gik verden rundt og blev et første symbol på, at USA havde indført ganske nye spilleregler i den såkaldte 'krig mod terror'.
Ved at placere fængslet på en flådebase uden for USA ønskede Bush-regeringen at fratage fangerne de rettigheder, som de takket være den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de sad fængslet i selve USA. Herunder særligt rettigheden til at få prøvet deres skyld ved amerikanske domstole.
Det juridiske tomrum blev fuldstændiggjort med Bush-regeringens beslutning om at nægte fangerne krigsfangestatus og i stedet opfinde begrebet 'ulovlige kombattanter' - et begreb som ikke eksisterer i den humanitære folkeret. Som ulovlige kombattanter har fangerne hverken krigsfangers rettigheder eller de rettigheder, som civile er sikret i forbindelse med fængsling.
Resultatet af de juridiske krumspring er velkendt. Over 400 fanger sidder nu på femte år i Guantánamo-lejren, uden nogensinde at have fået prøvet deres fængsling ved en uafhængig domstol.
Kun 10 af de 775 fanger, der har været fængslet i lejren, er sigtet for at tilhøre al-Qaeda, og Pentagon har erkendt, at man kun vil rejse sigtelse mod 30-40 personer. De øvrige fanger er i forvaring på ubestemt tid.
Mishandling og ydmygelser har været systematiseret, siden lejren åbnede. Alle løsladte fanger har samstemmende berettet, hvordan de blev udsat for direkte vold og for mere sofistikerede former for tortur såsom udsættelse for ekstreme temperaturer, ekstrem lyd- og lys-påvirkning, intimidering ved hjælp af kamphunde og seksuelle ydmygelser. Oplysningerne er senest blevet bekræftet af en intern FBI-rapport, hvori FBI-medarbejdere bekræfter, at der er foregået systematisk mishandling i lejren.
Der er ikke tale om mishandling begået af enkelte brodne kar, men om en praksis, som har opbakning fra Bush-regeringen. Efter at lederen af lejren i efteråret 2002 havde beklaget sig over de dårlige resultater af afhøringerne, godkendte USA's tidligere forsvarsminister Rumsfeld, at afhøringsofficerer måtte anvende en række såkaldte "udvidede" forhørsmetoder, der alle falder ind under den danske definition af tortur.
Forholdene i lejren kombineret med uvisheden om fremtiden har afstedkommet over 40 selvmordsforsøg, hvoraf tre er lykkedes. Andre fanger har gennemført langvarige og livstruende sultestrejker.
Intet ser desværre ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo eller i højere grad vil respektere fangernes rettigheder. For det første er et moderne højsikkerhedsfængsel under opførelse i lejren.
For det andet vedtog USA's kongres i efteråret en lov, som tilsidesatte en dom fra USA's højesteret, der havde givet fangerne ret til at få prøvet deres sag ved civile amerikanske domstole.
Den nye lov stadfæstede begrebet 'ulovlige kombattanter' og nægtede eksplicit disse at få prøvet deres sag ved civile domstole.
Man kunne have forventet, at en så åbenbar tilsidesættelse af internationale konventioner og borgerrettigheder havde mødt modstand fra et land som Danmark. Men det har desværre ikke været tilfældet.
Fogh-regeringen har i de bedste øjeblikke forholdt sig passivt og i de værste øjeblikke direkte legitimeret lejrens uhyrligheder.
Regeringen var advaret
Årsdagen for Guantánamo-lejren falder sammen med afsløringerne af, at Danmark i marts 2002 udleverede 31 fanger til USA i Afghanistan. Fanger, som var mistænkt for at tilhøre Taleban, blev afleveret til den lejr i Kandahar, som i denne periode var udskibningssted for de fleste af de fanger, der i dag sidder i Guantánamo.
Når de 31 fanger ikke endte på Guantánamo, men 'slap' med tre dages mishandling i Kandahar, var det alene, fordi det viste sig, at de tilhørte en venligtsindet milits. Det er altså et rent tilfælde, at vi ikke i dag har direkte medansvar for et større antal menneskers fængsling i Guantánamo.
I sin redegørelse om fange-sagen henviser regeringen til, at den ikke, da den udleverede fangerne, havde grund til at mistænke amerikanerne for at tilsidesætte grundlæggende rettigheder eller mishandle fanger på Guantánamo. Men regeringen var så rigeligt advaret.
Allerede i januar 2002 offentliggjorde Pentagon de kendte billeder af de ydmygede fanger i de orange dragter og pigtrådsburene, hvilket afstedkom et internationalt ramaskrig. Både danske og udenlandske aviser kritiserede højlydt forholdene i lejren både i artikler og på lederplads. Den engelske avis Mail on Sunday ryddede eksempelvis forsiden med billederne ledsaget af teksten "Torture".
Menneskererettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International talte med store bogstaver om nødvendigheden af at respektere fangernes grundlæggende rettigheder.
Herudover blev den danske regering i en direkte henvendelse fra Internationalt Røde Kors i februar gjort opmærksom på, at USA's kategorisering af fangerne som 'ulovlige kombattanter' stred mod den humanitære folkeret, og at fangerne således havde krav på enten at få krigsfangestatus eller at få de rettigheder, som tilkommer civile.
Også i Folketinget blev udenrigsministeren konfronteret af medlemmer af oppositionen, der var bekymrede over oplysningerne om USA's tilsidesættelse af konventionerne.
Regeringen vidste også allerede i november 2001 fra en offentlig erklæring fra Det Hvide Hus, at fangerne på Guantánamo kunne idømmes dødsstraf - noget som i sig selv burde have umuliggjort en udlevering af fanger til USA.
Indstuderet koreografi
Der var altså masser af lamper, der blinkede, men det fik ikke regeringen til at ændre direktiverne for den udsendte styrke i Afghanistan, hvad angår udlevering af fanger til amerikanerne.
Hvis vi et øjeblik lader regeringens påstand om den manglende viden stå til troende, måtte en naturlig følge af denne være, at regeringen, efterhånden som informationerne om Guantánamo kom frem, havde ladet den nye viden få konkrete konsekvenser. Men det har ikke været tilfældet.
I starten af 2003 ryddede udenrigsminister Per Stig Møller forsiderne med sit forsvar for Guantánamo og sit udsagn om, at fangerne kunne komme til at sidde uden dom i op til 30 år, da der jo ikke var tale om en almindelig krig.
Efter at fangemishandlingsskandalen i Abu Ghraib havde chokeret verden, og der i samme forbindelse blev fornyet fokus på Guantánamo, begyndte Fogh godt nok nødtvungent at kritisere Guantánamolejren. Og Fogh har siden fastholdt det synspunkt i offentligheden, at lejren burde lukkes snarligt.
Men at lejren på trods af den nye danske holdning stadig eksisterer på femte år, har ikke fået nogen som helst konsekvenser for regeringens loyale samarbejde med USA.
Der er tale om en indstuderet koreografi, hvor Fogh kritiserer Guantánamolejren vel vidende, at det ikke ændrer noget, og Bush-regeringen nikker anerkendende til kritikken vel vidende, at Fogh har brug for at markere sig indenrigspolitisk - og så fortsætter alt som før.
Ingen garanti
Da USA sidste efterår vedtog den lov, der legitimerede Guantánamolejrens hidtidige praksis, stillede Enhedslisten en række spørgsmål i Folketinget om, hvilke konsekvenser regeringen ville drage: Ville regeringen garantere, at Danmark ikke fremover udleverede fanger, hvis disse kunne ende på Guantánamo? Ville regeringen garantere, at Danmark ikke bidrog med efterretningsmateriale, der kunne føre mennesker til Guantánamo? Ville regeringen sikre, at fanger, der blev taget ved militære operationer med deltagelse af danske soldater, ikke kunne ende på Guantánamo? Svarene var i alle tilfældene negative.
Den dag i dag, fem år efter lejren åbnede og med al mulig viden om de uhyrlige forhold i Guantánamo, vil Fogh-regeringen altså stadig ikke give garantier for, at Danmark ikke medvirker til, at mennesker ender på Guantánamo.
Regeringen burde bruge femårsdagen til et kursskifte og melde ud til de amerikanske allierede, at et fortsat militært og efterretningsmæssigt samarbejde betinges af, at USA lukker Guantánamolejren, løslader eller sigter de tilbageværende 435 fanger og begynder at respektere grundlæggende internationale konventioner.
Frank Aaen er MF for Enhedslisten og Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslisten
En anden globalisering er mulig
Enhedslisten blive tit skudt i skoen at vi er "modstandere" af globalisering og af internationalt arbejde. Det skete i igen i et læserbrev fra Steen Gade og Magrethe Auken i Information i foråret 2007. Her et det svar vi skrev:
http://www.information.dk/138754
Enhedslisten vil ændre globaliseringen
Af: Frank Aaen, MF for Enhedslisten, Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten
Enhedslisten er ikke modstander af bindende internationale aftaler, hvis disse kan skabe en modvægt til markedskræfterne og de multinationale selskabers magt - tvært i mod. Men vi er ikke for enhver international aftale, Vi ser på indholdet og institutioner som WTO og EU, som vi kender dem i dag, regulerer ikke markedskræfterne, men uddyber dem og forstærker deres magt. Enhedslisten arbejder derfor for at disse institutioner erstattes. Men det forhindrer ikke, at vi ikke samtidig forsøger at forbedre politikken i de eksisterende organisationer fra dag til dag.
Handelsaftaler er ikke politisk neutrale. De kan favorisere visse interesser og skade andre. Det er netop tilfældet med WTO, der sætter de store virksomheders 'rettigheder' til markedsadgang over f.eks. arbejdernes rettigheder. WTO har åbnet et globalt marked, uden at der samtidig er lavet forpligtende internationale krav om hvilke vilkår varerne må produceres under. Der er ingen globale mekanismer, der sikrer, at konventioner der skal beskytte miljøet og arbejderne rent faktisk overholdes.
Denne ubalance fører helt automatisk til et kapløb mod bunden hvor virksomhederne flytter deres produktion derhen hvor lønnen er lavest, hvor der ingen fagforening er og hvor miljøet ikke skal beskyttes. Fagforeningsfolk fra ulandene fortæller os, at hver gang de får skabt en fagforening hos en udenlandsk virksomhed, så flytter virksomheden produktionen videre, noget de uden videre kan gøre takket været de eksisterende handelsaftaler. Også i Danmark kender vi til virksomhedernes trusler om udflytning hvis lønmodtagernes ikke accepterer ringere vilkår.
Et andet samarbejde
Enhedslistens alternativ er ikke 'intet handelssamarbejde', men 'et andet handelssamarbejde'. Vi ønsker at WTO erstattes af en ny handelsorganisation, gerne under FN. Opfyldelse af de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, samt internationale miljøstandarder, skal være en forudsætning for deltagelsen i den globale handel, så den sociale dumpning mellem landene kan bremses. Dette krav deles af ulandenes fagforeninger. Men vores ønske om et grundlæggende andet globalt handelssamarbejde, betyder ikke, at vi bare har lagt os i hængekøjen indtil WTO er erstattet.
Det er rent faktisk Enhedslisten der igennem de seneste 4 år har indkaldt stort set alle debatter om WTO i folketinget, hvor vi har forsøgt at få forpligtet regeringen på en ordentlig forhandlingslinje.
Desværre står vi i folketinget for det meste alene i disse bestræbelser. For der er en kedelig tradition for at den øvrige opposition slutter op om regeringen når den danske udenrigspolitik og handelspolitik skal fastlægges. Hver gang vi forsøger at forpligte den danske regering på en fornuftig politik i WTO-forhandlingerne, hiver den øvrige opposition gummistemplet frem og giver regeringen mandat til at fortsætte den asociale forhandlingslinje. Det skete også ved gårsdagens forespørgselsdebat hvor SF i skøn forening med Dansk Folkeparti støttede regeringens vedtagelse.
Så kære Steen og Magrethe. Kom op af hængekøjen. Bryd traditionen med de brede forlig om handelspolitik. Lad os vise befolkningen, at der er et alternativ til højrefløjens asociale globaliseringspolitik. At vi, både herhjemme og sammen med progressive i andre dele af verden kan forandre den nuværende asociale globaliseringsmodel.
http://www.information.dk/138754
Enhedslisten vil ændre globaliseringen
Af: Frank Aaen, MF for Enhedslisten, Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten
Enhedslisten er ikke modstander af bindende internationale aftaler, hvis disse kan skabe en modvægt til markedskræfterne og de multinationale selskabers magt - tvært i mod. Men vi er ikke for enhver international aftale, Vi ser på indholdet og institutioner som WTO og EU, som vi kender dem i dag, regulerer ikke markedskræfterne, men uddyber dem og forstærker deres magt. Enhedslisten arbejder derfor for at disse institutioner erstattes. Men det forhindrer ikke, at vi ikke samtidig forsøger at forbedre politikken i de eksisterende organisationer fra dag til dag.
Handelsaftaler er ikke politisk neutrale. De kan favorisere visse interesser og skade andre. Det er netop tilfældet med WTO, der sætter de store virksomheders 'rettigheder' til markedsadgang over f.eks. arbejdernes rettigheder. WTO har åbnet et globalt marked, uden at der samtidig er lavet forpligtende internationale krav om hvilke vilkår varerne må produceres under. Der er ingen globale mekanismer, der sikrer, at konventioner der skal beskytte miljøet og arbejderne rent faktisk overholdes.
Denne ubalance fører helt automatisk til et kapløb mod bunden hvor virksomhederne flytter deres produktion derhen hvor lønnen er lavest, hvor der ingen fagforening er og hvor miljøet ikke skal beskyttes. Fagforeningsfolk fra ulandene fortæller os, at hver gang de får skabt en fagforening hos en udenlandsk virksomhed, så flytter virksomheden produktionen videre, noget de uden videre kan gøre takket været de eksisterende handelsaftaler. Også i Danmark kender vi til virksomhedernes trusler om udflytning hvis lønmodtagernes ikke accepterer ringere vilkår.
Et andet samarbejde
Enhedslistens alternativ er ikke 'intet handelssamarbejde', men 'et andet handelssamarbejde'. Vi ønsker at WTO erstattes af en ny handelsorganisation, gerne under FN. Opfyldelse af de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, samt internationale miljøstandarder, skal være en forudsætning for deltagelsen i den globale handel, så den sociale dumpning mellem landene kan bremses. Dette krav deles af ulandenes fagforeninger. Men vores ønske om et grundlæggende andet globalt handelssamarbejde, betyder ikke, at vi bare har lagt os i hængekøjen indtil WTO er erstattet.
Det er rent faktisk Enhedslisten der igennem de seneste 4 år har indkaldt stort set alle debatter om WTO i folketinget, hvor vi har forsøgt at få forpligtet regeringen på en ordentlig forhandlingslinje.
Desværre står vi i folketinget for det meste alene i disse bestræbelser. For der er en kedelig tradition for at den øvrige opposition slutter op om regeringen når den danske udenrigspolitik og handelspolitik skal fastlægges. Hver gang vi forsøger at forpligte den danske regering på en fornuftig politik i WTO-forhandlingerne, hiver den øvrige opposition gummistemplet frem og giver regeringen mandat til at fortsætte den asociale forhandlingslinje. Det skete også ved gårsdagens forespørgselsdebat hvor SF i skøn forening med Dansk Folkeparti støttede regeringens vedtagelse.
Så kære Steen og Magrethe. Kom op af hængekøjen. Bryd traditionen med de brede forlig om handelspolitik. Lad os vise befolkningen, at der er et alternativ til højrefløjens asociale globaliseringspolitik. At vi, både herhjemme og sammen med progressive i andre dele af verden kan forandre den nuværende asociale globaliseringsmodel.
SF svigter ulandene
I december 2007 lykkedes det EU at presse en lang række af verdens fattigste lande til at underskrive frihandelsaftaler, der vil gøre landene endnu mere fattige og afhængige.
Alle partier fra SF til DF støttede regeringen i dens handelspolitiske linje. På den baggrund skrev jeg sammen med Frank Aaen dette indlæg til Information, hvor vi opfordrer centrum-venstre partierne til at bryde deres handelspolitiske alliance med de borgerlige partier
Indlægget kan læses her
Alle partier fra SF til DF støttede regeringen i dens handelspolitiske linje. På den baggrund skrev jeg sammen med Frank Aaen dette indlæg til Information, hvor vi opfordrer centrum-venstre partierne til at bryde deres handelspolitiske alliance med de borgerlige partier
Indlægget kan læses her
Venezuela - på vej mod socialisme?
I sommeren 2006 besøgte jeg sammen med min familie Venezuela. Når vi valgte, at tage til Venezuela, var det selvfølgelig på grund, af den spændende udvikling som er sket der i de sidste 6-7 år efter valget af Hugo Chavez til præsident. Jeg skrev et langt rejsebrev, hvor jeg diskuterede udviklingen, problemerne og mulighederne. Det blev bragt i Rød-Grønne Linjer, men kan også læses her
I forbindelse med kuppet i 2002 mod Chavez, skrev jeg i øvrigt dette lille essay sammen med min kæreste.
I det hele taget har jeg altid interesseret mig meget for udviklingen af den latinamerikanske venstrefløj. Se f.eks. dette temanummer af Tidsskriftet Gaia, som jeg i en del år var medredaktør af.
I forbindelse med kuppet i 2002 mod Chavez, skrev jeg i øvrigt dette lille essay sammen med min kæreste.
I det hele taget har jeg altid interesseret mig meget for udviklingen af den latinamerikanske venstrefløj. Se f.eks. dette temanummer af Tidsskriftet Gaia, som jeg i en del år var medredaktør af.
Debat i P1 om venstrefløjen og Che
I forbindelse med, at en stor biografi om Che Geuvara udkom på dansk, havde P1-debat inviteret til debat om Che Guevara. Jeg debatterede med den ganske farverige højrefløjsdebattør Mikael Jalving, der er kendt for at lange ud efter venstrefløjen.
Mikael Jalving mener, at Che var en bloddryppende tyran, og at det er absurd at han anvendes som ikon for venstrefløjen.
Jeg gjorde gældende, at jeg var imod enhver form for person-dyrkelse, men at Che i mine øjne var et symbol på kampen for social retfærdighed. Diskussionen blev bredere og afspejlede den vedholdende debat om venstrefløjens påståede manglende opgør med de forbrydelser der blev begået i socialismens navn
Læs mere og hør udsendelsen her
Mikael Jalving mener, at Che var en bloddryppende tyran, og at det er absurd at han anvendes som ikon for venstrefløjen.
Jeg gjorde gældende, at jeg var imod enhver form for person-dyrkelse, men at Che i mine øjne var et symbol på kampen for social retfærdighed. Diskussionen blev bredere og afspejlede den vedholdende debat om venstrefløjens påståede manglende opgør med de forbrydelser der blev begået i socialismens navn
Læs mere og hør udsendelsen her
P1-debat om WTO og nyliberalisme
I forbindelse med at forhandlingerne i WTO i efteråret 2006 var brudt for alvor sammen debatterede jeg frihandel med en repræsentant for Copenhagen institute - et Cepos-relateret foretagende.
Debatten kan høres her
Debatten kan høres her
Abonner på:
Opslag (Atom)
