Frihandel er benzin på fødevarekrisens bål

Denne kronik blev bragt i Information i den 24. Juli 2008.

Frihandel er benzin på fødevarekrisens bål

Den globale fødevarekrise fortsætter og mange ulande står over for truende eller igangværende sultkatastrofer
Ifølge fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er den vigtigste kur mod fødevarekrisen, at sætte yderligere skub i de globale aftaler om frihandel for landbrugsvarer. Ministeren udtalte før FN's fødevaretopmøde i juni, at det vigtigste svar på krisen var et "mere liberalt verdensmarked".
Udtalelserne fra ministeren skriger til himmelen al den stund, at netop liberaliseringen af verdenshandelen med fødevarer er en af hovedårsagerne til den nuværende krise. Nye liberaliseringer af fødevarehandelen vil kaste benzin på bålet.

For når et stort antal u-lande i dag er tæt på at bukke under for fødevarekrisen, bør man som det første stille det basale spørgsmål: Hvordan det gik til, at disse lande - hvoraf mange for blot et par årtier siden var selvforsynende eller nettoeksportører af fødevarer - i dag lider under eksploderende udgifter til fødevareimport?
Et af de væsentligste svar skal findes i u-landenes integration i den globaliserede nyliberalistiske markedsøkonomi. For nogle årtier siden var ulandenes fødevareproduktion først og fremmest rettet mod deres egne befolkninger, og staterne så det som en vigtig opgave at skabe stabile fødevarepriser på hjemmemarkedet. I dag er fødevaresystemet globalt og markedsdrevet, og staterne påtager sig ikke længere ansvaret for at sørge for at sikre billige fødevarer til deres befolkninger.

Frihandelsaftaler
Bag dette paradigmeskiftet står de internationale finansielle institutioner, der har dikteret u-landenes økonomiske politik i de seneste 20-30 år og har foreskrevet en dereguleret markedsøkonomi. Da en række u-lande i 80'erne var ruineret af stigende udlandsgæld, rykkede Den internationale valutafond (IMF) til undsætning. Men betingelsen for at hjælpe ulandene, var, at de fulgte IMFs anvisninger for en 'sund' økonomisk politik.


De følgende reformer fik store konsekvenser for ulandenes fødevareproduktion. Landbruget blev i stor stil konverteret fra fødevareproduktion rettet mod hjemmemarkedet til eksportafgrøder til verdensmarkedet. Samtidig blev den statslige subsidiering af landbruget sænket markant. Ordninger, der havde sikret småbønder billig såsæd og gødning, forsvandt. Endelig afskaffede mange u-lande de bufferlagre, som havde afbødet prissvingninger ved at opkøbe afgrøder, når priserne faldt og sælge dem, når priserne steg. Ligesom den statslige subsidiering blev lagrene af IMF opfattet som markedsforvrængende hindringer for en sund markedsøkonomi.
Næste fase i demonteringen af u-landenes fødevaresikkerhed var, at landbrugsvarer med den såkaldte Uruguay-runde blev integreret i de globale frihandelsaftaler. Aftalerne betød, at u-landene skulle sænke toldsatser og åbne op for import af fødevarer. Samtidig begrænsede aftalerne de redskaber, som u-landene havde anvendt til at beskytte deres landbrugsproduktion.

En ny model
Resultatet er efterhånden velkendt. Heftigt subsidierede landbrugsvarer fra EU og USA oversvømmede u-landenes markeder og udkonkurrerede den lokale produktion. Hundredetusinder af småbønder måtte vandre til byernes slumbælter for at brødføde familien. Her findes baggrunden for, at ulandene i dag står uden effektive redskaber til at sikre deres befolkninger mod de eksplosive prisstigninger.

I slutningen af juli vil man forsøge at indgå en ny global frihandelsaftale i WTO.
Hvis det, som Eva Kjer Hansen håber, lykkes at nå en aftale, vil alle de negative tendenser forværres. Den aftale, der ligger på bordet - og som ulandene hidtil har afvist - vil betyde, at ulandenes toldsatser på fødevarer bliver sænket yderligere, og de endnu resterende beskyttelsesmekanismer, som f.eks. eksportkvoter, vil blive gjort ulovlige.
Hvis fødevarekrisen skal bekæmpes, er der ikke brug for mere frihandel, men tværtimod for et
opgør med de seneste årtiers nyliberalistiske handelspolitik.

En ny model for fødevareproduktionen og distribution må sikre landenes ret til fødevaresuverænitet. Ulandene skal have mulighed for at genopbygge deres fødevareproduktion med effektiv statslig understøttelse og beskytte sig effektivt mod import fra de rige lande. Aftaler om international handel med fødevarer bør baseres på langsigtede aftagningsaftaler med prisstabilitet, frem for at overlades til markedskræfterne, så spekulation og pludselige prisfald og prishop kan begrænses.

Hvis dette skal realiseres, vil det formentlig kræve, at globale aftaler om fødevarer helt fjernes fra det markedsorienterede WTO's domæne, og at FN's fødevareorganisation FAO får langt større indflydelse.
Fødevarekrisen har med al tydelighed vist, at forvaltningen af en så følsom produktion som fødevarer ikke kan overlades til en global dereguleret kapitalistisk markedsøkonomi.

Pelle Dragsted er idenrigspolitisk medarbejder i Enhedslisten