Politiken, som ellers ikke plejer at have voldsom interesse i venstrefløjens idéer og visioner, satte for en måneds tid siden gang i en eftersøgning efter venstrefløjens visioner og projekt, som de mente var usynlige eller ikke eksisterende.
Derfor skrev jeg sammen med Frank Aaen denne kronik til Politiken, som er et forsøg på at beskrive nogle af vores centrale visioner:
Se kronikken her
Venstrefløjens demokratiske visioner
Af Frank Aaen, medlem af Folketinget for Enhedslisten.
og Pelle Dragsted, sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe
Politiken har sat en landsdækkende eftersøgning i gang efter venstrefløjens projekt. Hvor gemmer I jer spørges der, hvor er jeres visioner for samfundet? Snorksover I?
Det er trist, at venstrefløjens visioner efterlyses – i stedet for at diskuteres. Måske skyldes det øjensynlige fravær af visioner, at venstrefløjen er travlt optaget med at forsvare tidligere landvindinger – velfærden, retssikkerheden og det tolerante samfund.
Men visionerne har vi – visioner, som er under stadig udvikling i takt med de ændringer, der sker i samfundet omkring os.
Mange af Enhedslistens visioner er bundet sammen af ønsket om mere demokrati. For selv om vi er nået langt i Danmark, så er der stadig store huller i vores demokrati og desværre har vi i de seneste årtier oplevet en yderligere underminering af det pluralistiske demokrati fra flere sider.
Der er kort sagt alt for meget, der ikke kan træffes demokratisk beslutning om, fordi handlemulighederne er blokeret. For det første foregår den politiske debat i stigende grad inden for snævre rammer af ”økonomiske nødvendigheder”. For det andet begrænser den økonomiske globalisering de enkelte landes politiske råderum, og for det tredje indskrænker privatiseringen og markedsgørelsen af stadig flere samfundsområder det felt, der kan træffes demokratiske beslutninger om.
Demokratiet sættes på den måde ofte skakmat og det har medført, at størstedelen af de politiske partier klumper sig sammen på midten, hvor de politiske forskelle er yderst begrænsede – i nogle tilfælde en diskussion om et par vindmøller fra eller til. Politik bliver til administration af en snæver politisk konsensus uden udsyn og visioner.
Men reelt demokrati handler ikke bare at vælge mellem partier. Demokrati indebærer muligheden for at kunne vælge mellem reelt forskellige politiske projekter. Det er derfor en central opgave for venstrefløjen at udvide demokratiet og genskabe troen på, at der ikke kun findes én mulig politik.
En af de store udfordringer for venstrefløjen er at få gjort op med de myter og påstande, som det borgerlige økonomiske projekt hviler på. Det er i alt for høj grad lykkedes at få en ideologisk offensiv maskeret som ”økonomiske nødvendigheder” og ”sund fornuft”. Igen og igen får vi at vide, at ældrebyrden tvinger os til at gennemføre velfærdsreformer (læs nedskæringer), at vi ikke kan hæve lønningerne, fordi det vil føre til overophedning, eller at det er helt nødvendigt at sænke topskatten for at tiltrække arbejdskraft eller skabe incitament til at arbejde mere. Påstandene tager udgangspunkt i den liberalistiske økonomis modeller og hviler sjældent eller aldrig på noget egentligt erfaringsgrundlag. Alligevel bruges myterne om det nødvendiges politik – eller om den ’sunde fornuft’ til at indsnævre rammerne for samfundsdebatten og få den borgerlig/liberalistiske politik til at fremstå som næsten videnskabelige, naturgivne nødvendigheder.
Et eksempel på nødvendigheden af at gøre op med disse myter er den aktuelle diskussion om mangel på arbejdskraft. Regeringen vil i ramme alvor gennemføre en kvalitetsreform uden at ansætte flere medarbejdere i den offentlige sektor. De borgerlige partiers modvilje mod vækst i den offentlige sektor pakkes ind i myten om den manglende arbejdskraft. Men virkeligheden er en anden. Der findes faktisk titusinder af arbejdsløse og flere hundrede tusinder, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Omkring hver femte i den arbejdsdygtige alder er ikke i beskæftigelse. Ved at inddrage de arbejdsløse, gennem øget uddannelse og ved at nedbringe nedslidningen på arbejdsmarkedet, kan der skaffes hænder nok. Enhedslisten fremlagde under valgkampen 2007 et forslag til, hvordan der kan skaffes 100.000 ekstra i arbejde inden for velfærdssektoren.
Senest har vi oplevet, at regeringen med alvorlig mine har afvist de offentligt ansattes lønkrav med henvisning til truslen om overophedning. Men sjovt nok har regeringen ikke samme bekymring for overophedning når den rundhåndet deler skattelettelser ud til de rigeste eller når virksomhederne i de seneste år har haft enorme overskud.
Det er således en politisk afgørelse om det er aktieejerne eller de lavtlønnede offentligt ansatte der skal tage ansvar for at afværge en eventuel overophedning.
Det er en central opgave for venstrefløjen at trække debatten om samfundets økonomiske udvikling ud af den spændetrøje, som i dag begrænser udsynet og muligheden for at gennemføre progressive reformer af økonomi og arbejdsmarked. Beskæftigelsen er et helt afgørende emne. Flere arbejdspladser vil løse store sociale problemer og mindske uligheden. Der hvor der for alvor mangler flere ansatte inden for velfærdssektoren, kan man bare ansætte flere. Det er stort set gratis for samfundet. At få alle i arbejde er også en mulighed for at inkludere dem, der i dag føler sig udelukket og uretfærdigt behandlet af samfundet. Mere social sikkerhed - også for nydanskerne - og integration på arbejdsmarkedet vil gøre borgerne mindre utrygge og gøre det nemmere for alle at finde en god plads i samfundet.
En anden rambuk for angreb på det solidariske velfærdsamfund er den økonomiske globalisering.
Vi har i årevis fået tudet ørerne fulde med alle de ting, som globaliseringen og den øgede internationale konkurrence tvinger os til. Den økonomiske globalisering fremstilles som en neutral naturkraft, som vi bare må tilpasse os. Men de regler, der regulerer det internationale samarbejde og handel er langt fra upolitiske. Både de globale handelsaftaler og EU's indre marked er baseret på klare nyliberale prioriteringer, hvor virksomhedernes ”ret” til markedsadgang og nedbrydning af toldmure går forud for alt andet. Reglerne i EU's indre marked forhindrer f.eks. Danmark i at forbyde en række giftstoffer, fordi et forbud anses som en handelshindring, dvs. en barriere mod den frie handel. .
Den uregulerede frihandel tvinger samtidig landene til at konkurrere om at være mest attraktive for de store virksomheder og dermed indskrænkes vores råderum til at udvikle samfundet efter egne ønsker. Krav om lønforhøjelser eller om øget selskabsbeskatning mødes med trusler om udflytning.
Det er en hovedopgave for venstrefløjen, at politisere debatten om globaliseringen og om de internationale aftaler, som Danmark indgår i. Det er politiske beslutninger, der har formet den globalisering, vi kender i dag, og politiske beslutninger kan ændre den.
Enhedslisten har en vision om at gøre globaliseringen demokratisk, bæredygtig og socialt ansvarlig. Det kræver et opgør med de nyliberalistiske principper, som i dag er grundlaget for det internationale samarbejde, både i EU og i det globale handelssamarbejde. Et demokratisk og socialt samarbejde må tøjle markedskræfterne, frem for at styrke dem, sådan som det i dag er tilfældet.
Hensynet til miljø, arbejdstagerrettigheder og til det enkelte lands mulighed for at føre en politik i overensstemmelse med flertallets ønsker, skal indtage den centrale placering, som hensynet til de store virksomheder har i dag.
Samtidig må vi udvikle bud på, hvordan de regionale og globale samarbejder kan demokratiseres – så de bliver langt mindre centralistiske end dem, vi kender i dag.
Men det er ikke kun på globalt niveau, at de store virksomheder og markedstænkningen æder sig ind på demokratiets domæne. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejede virksomheder til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundets fælles ejendom, privatiseres. Hver gang en virksomhed privatiseres eroderes demokratiet – fordi vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk, ud fra hvad der gavner samfundet bedst. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det, der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et helt aktuelt eksempel er privatiseringen af det statslige energiselskab DONG. Et flertal i Folketinget har valgt at privatisere og børsnotere DONG. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt - dvs. at målsætningen er at skabe overskud til aktionærerne. Konsekvenserne er allerede slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en vindmøllepark og har i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
I en tid hvor alle skriger på en indsats for at bremse klimaforandringerne, er det da tåbeligt, at vi sælger vores energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden.
I Enhedslisten vil vi gå den modsatte vej. Privatiseringen skal stoppes og rulles tilbage. Vi ser også gerne langt mere offentlig produktion både i statsligt og kommunalt regi.
Samfundsejede virksomheder vil selvfølgelig tage større ansvar for det omkringliggende samfund end de private – simpelthen fordi det kan betale sig. En kommunalt ejet produktionsvirksomhed vil f.eks. have langt mindre incitament til at flytte til lavtlønslande, fordi det vil medføre lokal arbejdsløshed og dermed øgede udgifter for kommunen. Den vil også have langt større incitament til at være rummelig for medarbejdere, der ikke kan yde optimalt, da de ellers vil ende på passiv forsørgelse betalt af samme kasse.
Der er intet grundlag for at hævde, at offentlige virksomheder er mindre effektive end de private, selvom vi ofte hører det. Vi har allerede en stor offentlig sektor i Danmark, der fungerer godt på trods af de elendige politiske rammer, den tilbydes i disse år. Samtidig er spørgsmålet også, hvad der forstås ved effektivitet. Betragter man effektivitet kortsigtet ud fra regnskabsårets bundlinje, eller tager man langsigtede, menneskelige hensyn?
Det er givetvis mere effektivt for en privat virksomhed at presse det maksimale ud af medarbejderne i de år, de befinder sig på den pågældende virksomhed. Men for samfundet som helhed er det altså en fordel, at medarbejderne ikke nedslides og derfor kan være med et helt arbejdsliv. Øget samfundseje og demokratisk kontrol med produktionen vil betyde en langt mere bæredygtig udnyttelse af både naturressourcer og menneskelige ressourcer - fordi det betaler sig og er bedst for samfundet i det lange løb.
Men demokratisering af økonomien handler ikke kun om samfundets demokratiske kontrol med større dele af produktionen. Det handler også om den enkelte medarbejders indflydelse på sit arbejdsliv. På trods af snak om selvstyrende teams, de åbne døres politik og afskaffelsen af stempeluret, stopper demokratiet i dag ved indgangsdøren til langt størstedelen af de danske arbejdspladser. Rundt om virksomhederne står et usynligt hegn med påskriften: ”Her stopper demokratiet, inden for bestemmer jeg. Ejeren.”
Selvfølgelig er der lovgivning, der rækker ind bag hegnet til arbejdspladserne. Og de ansatte har - eller kan tilkæmpe sig - indflydelse. Men basalt er det ejeren, der bestemmer hvem der ansættes, hvad der skal produceres, tilrettelæggelsen af arbejdet, hvem der skal fyres osv. Det er dybest set absurd i et moderne samfund, at når vi træder ind over tærsklen til vores arbejdsplads, så fratages vi den demokratiske indflydelse, som vi ellers er sikret i det politiske liv.
Det er vores vision, at demokratiet skal overskride grænsen til arbejdslivet. Det kan ske ved at skabe flere fællesejede arbejdspladser, kooperativer, kommunale og statslige virksomheder, hvor det fra politisk hold sikres, at virksomheden giver vidstrakt indflydelse til ansatte, brugere og befolkningen i lokalområderne. På hospitaler, plejehjem og andre velfærdsinstitutioner kan mere demokrati indføres ved beslutning. Her vil en mængde af det bureaukrati, der findes i dag, kunne fjernes hvis de ansatte i samspil med brugerne fik lov til at tage roret. Men denne mulighed bliver udhulet af privatiseringer og markedstænkningens indtog i de offentlige.
I modsætning til den offentlige sektor, hvor styringen kan demokratiseres ved lov, er det oplagt sværere i de private virksomheder. Derfor er det nødvendigt at genrejse debatten om økonomisk demokrati. Og heldigvis er mulighederne for at udvide demokratiet til også at dække økonomiens område ved af ændre sig til arbejdstagernes fordel som følge af udviklingen i vores måde at producere på:
I den industrielle produktion var ejerskabet til maskiner det centrale. Maskinerne var nødvendige for produktionen, og ejerskabet til maskinerne sikrede ejerne kontrollen over medarbejderne. Denne kontrol udhules i takt med, at videns- eller informationsøkonomien vinder frem. Her er det ikke længere maskinerne, der er det centrale, men derimod medarbejdernes kreativitet, følelser og evne til at samarbejde. Det er i stigende grad de ansatte selv, der tilrettelægger og leder arbejdet, og arbejdsgiverne er således mere og mere overflødige. I princippet kan medarbejderne tage deres evner og viden med sig, hvis de ønsker det, mens arbejdsgiveren efterlades med de tomme lokaler.
Viden, kreativitet og samarbejde kan ikke som en maskine, bare købes og sælges af ejeren, og den moderne udvikling giver helt nye muligheder for at give medarbejderne demokratisk ejerskab til arbejdspladsen. Nye muligheder for at frigøre produktivkræfterne fra kapitalisternes magt, som vi ville have sagt i gamle dage.
Der udvikler sig således helt nye perspektiver for at lade demokratiet overskride det politiske rums grænser. Og jo stærkere demokratiet er på arbejdspladserne, og jo flere virksomheder, der ikke har en privat aktionær eller en multinational ejer, der bestemmer, jo stærkere bliver demokratiet.
Men hov, vil nogen måske sige her ved afslutningen. Hvor blev socialismen af? Har Enhedslisten glemt den socialistiske vision? Nej, for virkelig socialisme og virkeligt demokrati er hinandens nødvendige forudsætninger - uanset om nogle lande, der har kaldt sig socialistiske, glemte demokratiet. Det var basalt set derfor, de gik bankerot. Den fejl skal ikke begås igen.
En blog med artikler, kronikker og andet debatstof fra min hånd.
