Vi fik ret - Desværre

Forsvarets manøvre med at bruge stråmænd fra andre lande til at tage fanger ved danske militæroperationer for at fralægge sig ansvaret kunne have været stoppet i 2006 - hvis de andre partier havde lyttet til Enhedslisten.

Jeg og Rune Lund havde denne kommentar i Information i dag (26/11 2010)

Information har gennem de seneste uger afsløret, at Danmark i Irak og Afghanistan bevidst har tørret ansvaret for fanger af på andre lande. Ved at lade andre landes styrker stå for den rent fysiske tilbageholdelse af fanger ved danske militære operationer har man bevidst forsøgt at undgå det folkeretslige ansvar for fangerne og dermed blive fri for pligten til at følge fangernes videre skæbne.

Denne stråmandsmanøvrer åbent blevet indrømmet af en tidligere militærjurist i forsvaret.

Det er første gang, at det fra officiel side er blevet indrømmet, at man på denne måde omgår reglerne, og Information skal have ros for at sikre, at sandheden om dette kom frem.

Det, der er så trist og frustrerende, er, at forsvarets stråmandsmanøvre kunne være stoppet for mange år siden. Allerede i 2006 fik Enhedslisten mistanke om, at Forsvaret bevidst undgik at tage ansvar for de fanger, som blev taget ved danske aktioner. Mistanken opstod efter en række danske militæroperationer i Irak i foråret 2006. På forsvarets hjemmeside pralede man af, at man havde fanget mistænkte terrorister ved de pågældende aktioner.

Det fik os til at spørge Forsvarsministeren, hvad der var sket med de pågældende fanger, og om man havde sikret sig, at de ikke led overlast. Hver eneste gang fik vi samme svar: Fangerne var taget af britiske eller irakiske styrker, og Danmark havde kun ansvar for de fanger, vi selv fysisk og faktisk havde tilfangetaget. Danmark »førte ikke fortegnelser over« fanger, som andre lande havde taget.

Bevidst strategi Vi spurgte igen og igen ind til sagerne, men det stod efterhånden klart, at der var tale om en helt bevidst strategi fra forsvarets side.

Ved dansk ledede og dansk planlagte operationer tog man simpelthen en håndfuld britiske eller irakiske soldater med, og når man havde omringet den mistænkte, lod man så de fremmede tropper foretage den rent fysiske anholdelse. Og vupti, så mente man, at man intet ansvar havde for fangerne og kunne i Folketinget svare Enhedslisten, at man ingen viden havde om deres videre skæbne.

Da denne manøvre stod klart for os, stillede vi første gang i 2006 og igen i 2007 et forslag i Folketinget, der ville medføre, at forvaret fremover skulle føre tilsyn med alle fanger taget under operationer med dansk deltagelse - også hvis de rent fysisk var pågrebet af et andet lands styrker. På den måde ville vi forhindre en fortsat omgåelse af det danske ansvar for fanger i Irak og Afghanistan.

Regeringen og Dansk Folkeparti afviste forslaget og nægtede fuldstændig, at der skulle være tale en bevidst manøvre. Konservatives Tom Behnke tog skarpt afstand fra det, han kaldte Enhedslistens »uhyrlige påstande«.

Ingen støtte Desværre var det ikke kun regeringen, som afviste at støtte vores forslag. Også Socialdemokraterne og Radikale Venstre, som var med i forlig om Irak og Afghanistan, afviste at støtte forslagene. De fandt dem fandt unødvendige. SF ville hverken sige klart til eller fra.

I dag ved vi, at vi havde ret. Desværre. For virkeligheden er jo den, at hvis et flertal i Folketinget på daværende tidspunkt havde støttet vores forslag, eller hvis Socialdemokraterne eller de Radikale havde stillet samme krav i forligskredsen bag krigsindsatsen, havde vi for flere år siden kunnet stoppe forsvarets stråmandsmanøvre.

I dag ved vi, igen takket være Information, at fanger der blev taget ved dansk ledede operationer, efterfølgende blev mishandlet. Og omfanget af mishandlingen er formentlig langt større end det, vi kender i dag. Ikke mindst fordi manøvren er blevet overført til Afghanistan, hvor danske soldater stort set ikke tager fanger, men lader afghanske soldater stå for tilfangetagelsen.

Enhedslisten har nu genfremsat vores forslag - og meldingerne fra S, SF og R er denne gang positive. Alt andet ville også have været mærkeligt. Om regeringen også vil støtte, at Danmark fremover fører tilsyn med alle fanger, står stadig hen i det uvisse, selvom Lars Løkke har åbnet en dør på klem.

Men uanset hvad, er det en trist historie, at der skulle gå fire år, fra vi første gang rejste problemet med fangemanøvren, til det nu ser ud til, at der bliver grebet ind over for den. Historien viser med al tydelighed, at der - også under en ny regering - vil være brug for en vågen vagthund i Folketinget.

Rune Lund er tidligere udenrigsordfører for Enhedslisten. Pelle Dragsted er tidligere udenrigsmedarbejder, i dag presseansvarlig i Enhedslisten