Grådigheden skal tøjles

Dette indlæg om finanskrisen blev bragt i en forkortet udgave i Politiken i starten af oktober




Grådigheden skal tøjles

Med sin historiske kritik af de utøjlede markedskræfter bærer Socialdemokraterne og venstrefløjen et særligt ansvar for at finde svar på den aktuelle finanskrise

”Hvad sagde vi” er nogle gange frydefuldt at kunne sige. Og ganske rigtigt er det, at venstrefløjen og venstreorienterede økonomer i årevis har advaret mod den spekulative kapital, kasino-kapitalismen og finansboblen, mens regeringerne, erhvervslivet og de dominerende økonomer har vendt det døve øre til. Desværre er konsekvenserne af den aktuelle krise så alvorlige, at der ikke er særlig sjovt at konstatere, at advarslerne var berettigede. Som altid er det almindelige mennesker og særligt dem på samfundets bund, der må bære byrden når krisen kradser. Vi har formentlig kun set begyndelsen på problemerne med stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner og deraf følgende social udstødelse. Som et demokratisk medlem af USA's kongres har sagt, så er rigdommen og gevinsten i årevis blevet privatiseret til de få – mens tabet nu skal socialiseres til de mange. Det er resultatet af den økonomiske dogmatik som har domineret verden de seneste 25 år.

Dereguleringen af økonomien og kapitalstrømmene, afdemokratiseringen af nationalbankerne og privatiseringerne af kreditvæsnet er frugterne af den nyliberalistiske revolution, som blev indvarslet af Reagan og Thatcher i 80´erne. En dogmatisk ideologi, der foreskriver at staten (læs de demokratiske institutioner) skal blande sig så lidt så muligt i økonomien. En ideologi, som særligt efter murens fald spredtes udover kloden og som desværre vant indpas langt ind i de europæiske socialdemokratiske partier.

Nogle af konsekvenserne af denne politik har længe været kendte. Særligt i ulandene har dereguleringen slået hårdt. Landene i syd som valgte at følge den økonomiske dogmatik har betalt en hård pris. Lokal produktion er blevet udkonkurreret, og privatiseringer og udenlandsk overtagelse af hele brancher har medført en stigende kapitaleksport mod Nord. I Argentina – et af de lande som var mest trofast overfor dereguleringsdogmet, kom det til en statsbankerot allerede i 2001 – titusindvis af småsparere blev ruineret.

Men også i det rige nord har konsekvenserne været til at tage og føle på. Først og fremmest i form af en voksende ubalance i økonomien. For første gang siden anden verdenskrig, har lønningerne som andel af BNP i det seneste årti været faldende eller stagneret i OECD-landene, mens profitterne er vokset eksplosivt. Da selskabsskatterne samtidig er blevet halveret på globalt plan, er skattegrundlaget for velfærdssamfundet i mange lande under pres. Privatiseringen og dereguleringen af kreditmarkederne har samtidig skabt en bolig-boble, som ikke alene har gjort det næsten umuligt for almindelige mennesker at få en bolig i storbyerne, men som også markant har øget den økonomiske ulighed.

Alarmklokkerne burde altså have ringet for mange år siden. Men den økonomiske dogmatik om det frie markeds velsignelser har været så indgroet hos politikere, økonomer og meningsdannere, at det har forhindret en klar forståelse af udviklingen.

Det er derfor positivt at opleve, at flere og flere økonomer, politikere og meningsdannere nu erkender, at øget demokratisk kontrol med økonomien ikke er af det onde, men er en nødvendighed – også under en kapitalistisk markedsøkonomi. Det selvregulerende frie marked, hvor en usynlig hånd sikrer balance og social retfærdighed findes kun i de nyliberalistiske økonomers fantasi og modelverden - ikke i den virkelige verden. Grådigheden skal tøjles.

Derfor er det bydende nødvendigt, at politikere i Danmark, i Europa og i verden, nu vågner op til dåd. Det der er brug for, er ikke små redningsplaner, som sikrer en fortsættelse af den kriseramte økonomiske model. Det vil blot føre til, at det skadelige spekulationsspil starter forfra indtil næste krise forårsaget af de samme grundlæggende problemer.

Nej, det der er brug for er, at hele den økonomiske dogmatik, som har været dominerende i de seneste årtier udsættes for en gennemgribende kritik og revision. Hele den pakke af dereguleringer som er blevet gennemført skal underkastes en grundig analyse:
Skal kapitalstrømme igen reguleres, skal nationalbankerne på ny under demokratisk kontrol, skal privatiseringerne af offentlige virksomheder rulles tilbage, skal staten overtage kreditvæsnet og igen drive bankvirksomhed, som det var tilfældet ind til for få år siden. Det er nogle af de spørgsmål som trænger sig på.

Én af målsætningerne må være, at de demokratiske institutioner igen skal styrkes, så de får en hovedrolle i økonomien. En anden målsætning er, at den økonomiske vækst, er baseret på reel produktion, der skaber gode arbejdspladser og ikke på uproduktiv finansiel spekulation. Et sidste mål må være at sikre at udviklingen i balancen mellem løn og profit vendes så uligheden mindskes og statens skattegrundlag sikres

Der er kort sagt brug for grundlæggende ny økonomisk model både nationalt og globalt. Et særligt ansvar ligger i denne situation hos socialdemokratierne og venstrefløjen som historisk har været bærere af netop det blik på økonomien og demokratiet, som der nu er brug for. Nemlig det blik der sikrer, at det økonomiske system skal tjene samfundet – og ikke vice versa.

I første omgang handler det om regulering og demokratisk kontrol med den kapitalistiske markedsøkonomi – men den aktuelle krise bør også både på venstrefløjen og i Socialdemokratiet genrejse diskussionen om, hvorvidt historien ender med den kapitalistiske økonomi – eller om den aktuelle krise indvarsler nødvendigheden af en ny debat om alternativer til den kapitalistiske økonomi.

Pelle Dragsted
Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
Folketingskandidat for Enhedslisten

Terrorlovgivningens dobbelte standarder

Her en kronik som jeg har skrevet sammen med Christine Lundgaard efter dommen mod Fighters and Lovers. Blev bragt i Information den 2. oktober.


Terrorlovgivningens dobbelte standarder

Landsrettens dom mod T-shirtfirmaet Fighters & Lovers blotlægger problemerne ved den terrorlovgivning, som Folketinget vedtog efter angrebet den 11. september 2001
Landsrettens dommere konkluderede i retssagen modt-shirtfirmaet Fighters & Lovers med henvisning til terrorlovgivningen, at væbnede grupper, som har civile liv på samvittigheden, skal anses som terrorgrupper. Og at dette gælder uanset under hvilke forhold oppositionsgrupperne opererer, og uanset om civile ofre var tilsigtede eller blev dræbt ved en fejltagelse.
Der er to helt afgørende problemer ved landsrettens definition af terror. Det første er, at det er udtryk for klare dobbelte standarder, når organisationer terrorstemples på grund af drab på civile, der ikke er sket tilsigtet, mens stater, der gør det samme, går fri.
En af de episoder som retten lægger til grund for at karakterisere FARC-guerillaen i Colombia som terrorister, er et sammenstød mellem en FARC-kolonne og paramilitære styrker, som samarbejdede med den colombianske hær i byen Bojayá i 2002. Under kampene affyrede FARC primitive raketter mod militærforlægningen i byen.
Én af raketterne ramte ved en fejl en kirke, hvor civile havde søgt tilflugt med et stort antal civile dræbte og sårede til følge. FARC beklagede offentligt aktionen over for de efterladte. Hændelsen er dybt tragisk, og FARC er med god grund blevet kritiseret for handlingen.

’Collateral damage’
Men utilsigtede drab på civile i kamphandlinger – såkaldt 'collateral damage' er jo noget vi hele tiden oplever fra statsmagternes side, og det er noget, vi i dagens krigsførende Danmark endda opdrages til at acceptere. Israel har i de seneste år dræbt hundredvis af civile i forbindelse med deres ’målrettede’ drab på palæstinensere. Colombias luftvåben holder sig ikke tilbage fra bombardementer af civile områder.
Det samme gælder de danske styrker i Irak og Afghanistan, som i flere tilfælde har medvirket i kampe, der har medført civile tab. Den danske udenrigsminister har sågar klart udtalt, at drab på civile ikke nødvendigvis er i strid med krigens love. Udenrigsministeren skrev i et svar til Enhedslisten:
»Endvidere skal der ved udførelsen af militære operationer altid drages omsorg for at skåne civilbefolkningen. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke lovligt efter den humanitære folkeret kan gennemføres militære operationer, hvor der er risiko for civile tab.«
Den nuværende terrorlovgivning indfører altså en grundlæggende forskelsbehandling. Stater og besættelsesmagter må gerne gennemføre militære aktioner, hvor civile dræbes utilsigtet uden, at det opfattes som folkeretsstridigt, og uden at det får konsekvenser. Men væbnede oppositionsbevægelser stemples som terrorister, hvis de foretager de samme handlinger. Det skaber en helt ujævn spillebane mellem de regimer, der har magten (uanset om de er demokratiske eller ej) og oppositionsbevægelserne.

Var ANC terrorister?
Det andet afgørende problem ved dommen er, at den i virkelighedens verden medfører, at alle væbnede modstandsbevægelser før eller siden vil blive karakteriseret som terrorister. Der findes ulykkeligvis ikke en modstandskamp, som ikke før eller siden får civile ofre på sin samvittighed.
De europæiske modstandsbevægelser under Anden Verdenskrig er et godt eksempel.
Den norske modstandsbevægelse bombede f.eks. en vigtig tysk våbentransport, velvidende, at et antal norske søfolk ville omkomme. Det nuværende sydafrikanske regeringsparti ANC var kendt for sine uhyggelige afstraffelsesmetoder, hvor kollaboratører fik brændende bildæk om halsen. Nicaraguas nuværende præsident Daniel Ortega stod i 70erne spidsen for Sandinistbevægelsen, der flere gange gennemførte blodige gidselaktioner mod Nicaraguas overklasse. Alt sammen handlinger, som er dybt problematiske og bør kritiseres, men som vi historisk ikke har opfattet som terrorisme.
Med Landsrettens dom står det klart, at den nuværende terrorlovgivning, hvis den havde været gældende dengang, havde betydet, at såvel støtte til de europæiske modstandsbevægelser som til ANC eller sandinisterne ville have været kriminelt.

Beskytter regimer
Som anklageren Charlotte Alsing Juul udtalte efter dommen, valgte Landsretten at se helt bort fra de omgivelser, som de terrorstemplede bevægelser opererer i. Der er ingen tvivl, om at FARC har ansvar for meget kritisable aktioner, som de ansvarlige bør stilles til ansvar for. Men det nytter ikke noget at se bort fra den borgerkrig, bevægelsen opererer i eller det faktum, at den anden part i borgerkrigen – den colombianske regering - i årtier har myrdet og tortureret tusindvis af bønder, fagforeningsledere og venstrefløjspolitikere.
Landsrettens tolkning af terrorlovgivningen medfører altså også her en problematisk forskelsbehandling af siddende regimer og væbnede oppositionsbevægelser.
Mens personer, som har haft til hensigt at støtte en FARC-radiostation, nu skal i fængsel, forhandler den danske regering og EU om en frihandelsaftale, der yderligere vil legitimere og understøtte det colombianske regime, hvis forbrydelser mod civile pt. mest af alt minder om Pinochets diktatur i 80’ernes Chile.Denne forskelsbehandling blotlægger den politiske karakter af terrorlovgivningen.
Lovgivningen har ikke først og fremmest til formål, at bekæmpe vold mod civile generelt. Hovedformålet er at beskytte siddende regimer. Landsrettens tolkning af loven ser bort fra, at der faktisk stadig er konflikter i verden, hvor væbnet modstand mod besættelsesmagter eller brutale regimer ulykkeligvis kan være nødvendig. Og hvor de bevægelser, som man nu kalder terrorister, om få år kan sidde med i demokratiske regeringer. På det punkt er den danske terrorlov i strid med både FN´s menneskerettighedserklæring og resolutionen om terrorisme fra 1987, som slår fast, at alle mennesker har en ukrænkelig ret til modstand mod tyranni og undertrykkelse.

Drop terrorbegrebet
Selv om justitsministeren i sin tid forsikrede om det modsatte, var det forudsigeligt, at terrorlovgivningen ville medføre en kriminalisering af solidaritetsarbejdet. Derfor stemte Enhedslisten i sin tid imod lovgivningen. Med landsrettens dom bliver det bydende nødvendigt at tage loven op til revision.
Hvis vi skal have en egentlig terrorlovgivning, må definitionen af terrorisme gøres langt snævrere, så kun målrettede angreb på civilbefolkningen a la al-Qaeda omfattes.
Det bedste ville dog efter vores mening være helt at droppe terrorbegrebet og i stedet operere med et begreb om forbrydelser mod civilbefolkningen, som jo allerede i en vis udstrækning findes i dansk lovgivning.
For vores ærinde er absolut ikke at bagatellisere overgreb mod civile, tværtimod. Erfaringen viser blot, at krigen mod terror, som den danske lovpakke er en del af, ikke dæmmer op for forbrydelser mod civile, men primært har været brugt til at beskytte udemokratiske regimer mod kritik. En ny lovgivning bør derfor tage udgangspunkt i beskyttelsen af menneskerettigheder og ikke beskyttelsen af institutioner.
Støtte til bevægelser eller stater, der systematisk og målrettet begår overgreb mod civile, skal retsforfølges og straffes. Mens solidaritetsarbejde med legitime befrielsesbevægelser skal kunne fortsætte.

Står i vejen for fred
En anden god grund til en lovrevision er, at terrorlovgivningen skaber hindringer for fredelige løsninger på de væbnede konflikter.
Inden terrorstemplingen af FARC mødtes repræsentanter fororganisationen f.eks. med danske politikere og embedsmænd. Det gav Danmark en mulighed for at få indsigt i konflikten og for at bidrage til fredsforhandlinger og dialog, sådan som Danmark faktisk gjorde under de strandede forhandlinger mellem parterne indtil 2002.
Oprørsbevægelsers mulighed for at indgå i international dialog har historisk spillet en vigtig rolle for fred i lande som eksempelvis El Salvador, Sydafrika og Østtimor. Men de internationale terrorlister har den modsatte effekt og kan være en direkte hindring for fredelige løsninger. Det har vi f.eks. set i Sri Lanka, hvor 30 års blodig borgerkrig er blusset op som følge af EU's terrorstempling af den srilankanske oprørsbevægelse. Terrorstemplingen af FARC i 2002 har på samme måde besværliggjort fredsforhandlinger og vil med stor sandsynlighed forlænge den væbnede konflikt i Colombia.
I krudtrøgen efter angrebet på World Trade Center blev der gennemført vidtrækkende og uigennemtænkt lovgivning. Efter syv år med terrorlovgivningen er der behov for at kigge på loven igen – et behov, der er blevet akut efter landsrettens dom mod Fighters & Lovers.

Pelle Dragsted og Christine Lundgaard er begge folketingskandidater for Enhedslisten