Grådigheden skal tøjles

Dette indlæg om finanskrisen blev bragt i en forkortet udgave i Politiken i starten af oktober




Grådigheden skal tøjles

Med sin historiske kritik af de utøjlede markedskræfter bærer Socialdemokraterne og venstrefløjen et særligt ansvar for at finde svar på den aktuelle finanskrise

”Hvad sagde vi” er nogle gange frydefuldt at kunne sige. Og ganske rigtigt er det, at venstrefløjen og venstreorienterede økonomer i årevis har advaret mod den spekulative kapital, kasino-kapitalismen og finansboblen, mens regeringerne, erhvervslivet og de dominerende økonomer har vendt det døve øre til. Desværre er konsekvenserne af den aktuelle krise så alvorlige, at der ikke er særlig sjovt at konstatere, at advarslerne var berettigede. Som altid er det almindelige mennesker og særligt dem på samfundets bund, der må bære byrden når krisen kradser. Vi har formentlig kun set begyndelsen på problemerne med stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner og deraf følgende social udstødelse. Som et demokratisk medlem af USA's kongres har sagt, så er rigdommen og gevinsten i årevis blevet privatiseret til de få – mens tabet nu skal socialiseres til de mange. Det er resultatet af den økonomiske dogmatik som har domineret verden de seneste 25 år.

Dereguleringen af økonomien og kapitalstrømmene, afdemokratiseringen af nationalbankerne og privatiseringerne af kreditvæsnet er frugterne af den nyliberalistiske revolution, som blev indvarslet af Reagan og Thatcher i 80´erne. En dogmatisk ideologi, der foreskriver at staten (læs de demokratiske institutioner) skal blande sig så lidt så muligt i økonomien. En ideologi, som særligt efter murens fald spredtes udover kloden og som desværre vant indpas langt ind i de europæiske socialdemokratiske partier.

Nogle af konsekvenserne af denne politik har længe været kendte. Særligt i ulandene har dereguleringen slået hårdt. Landene i syd som valgte at følge den økonomiske dogmatik har betalt en hård pris. Lokal produktion er blevet udkonkurreret, og privatiseringer og udenlandsk overtagelse af hele brancher har medført en stigende kapitaleksport mod Nord. I Argentina – et af de lande som var mest trofast overfor dereguleringsdogmet, kom det til en statsbankerot allerede i 2001 – titusindvis af småsparere blev ruineret.

Men også i det rige nord har konsekvenserne været til at tage og føle på. Først og fremmest i form af en voksende ubalance i økonomien. For første gang siden anden verdenskrig, har lønningerne som andel af BNP i det seneste årti været faldende eller stagneret i OECD-landene, mens profitterne er vokset eksplosivt. Da selskabsskatterne samtidig er blevet halveret på globalt plan, er skattegrundlaget for velfærdssamfundet i mange lande under pres. Privatiseringen og dereguleringen af kreditmarkederne har samtidig skabt en bolig-boble, som ikke alene har gjort det næsten umuligt for almindelige mennesker at få en bolig i storbyerne, men som også markant har øget den økonomiske ulighed.

Alarmklokkerne burde altså have ringet for mange år siden. Men den økonomiske dogmatik om det frie markeds velsignelser har været så indgroet hos politikere, økonomer og meningsdannere, at det har forhindret en klar forståelse af udviklingen.

Det er derfor positivt at opleve, at flere og flere økonomer, politikere og meningsdannere nu erkender, at øget demokratisk kontrol med økonomien ikke er af det onde, men er en nødvendighed – også under en kapitalistisk markedsøkonomi. Det selvregulerende frie marked, hvor en usynlig hånd sikrer balance og social retfærdighed findes kun i de nyliberalistiske økonomers fantasi og modelverden - ikke i den virkelige verden. Grådigheden skal tøjles.

Derfor er det bydende nødvendigt, at politikere i Danmark, i Europa og i verden, nu vågner op til dåd. Det der er brug for, er ikke små redningsplaner, som sikrer en fortsættelse af den kriseramte økonomiske model. Det vil blot føre til, at det skadelige spekulationsspil starter forfra indtil næste krise forårsaget af de samme grundlæggende problemer.

Nej, det der er brug for er, at hele den økonomiske dogmatik, som har været dominerende i de seneste årtier udsættes for en gennemgribende kritik og revision. Hele den pakke af dereguleringer som er blevet gennemført skal underkastes en grundig analyse:
Skal kapitalstrømme igen reguleres, skal nationalbankerne på ny under demokratisk kontrol, skal privatiseringerne af offentlige virksomheder rulles tilbage, skal staten overtage kreditvæsnet og igen drive bankvirksomhed, som det var tilfældet ind til for få år siden. Det er nogle af de spørgsmål som trænger sig på.

Én af målsætningerne må være, at de demokratiske institutioner igen skal styrkes, så de får en hovedrolle i økonomien. En anden målsætning er, at den økonomiske vækst, er baseret på reel produktion, der skaber gode arbejdspladser og ikke på uproduktiv finansiel spekulation. Et sidste mål må være at sikre at udviklingen i balancen mellem løn og profit vendes så uligheden mindskes og statens skattegrundlag sikres

Der er kort sagt brug for grundlæggende ny økonomisk model både nationalt og globalt. Et særligt ansvar ligger i denne situation hos socialdemokratierne og venstrefløjen som historisk har været bærere af netop det blik på økonomien og demokratiet, som der nu er brug for. Nemlig det blik der sikrer, at det økonomiske system skal tjene samfundet – og ikke vice versa.

I første omgang handler det om regulering og demokratisk kontrol med den kapitalistiske markedsøkonomi – men den aktuelle krise bør også både på venstrefløjen og i Socialdemokratiet genrejse diskussionen om, hvorvidt historien ender med den kapitalistiske økonomi – eller om den aktuelle krise indvarsler nødvendigheden af en ny debat om alternativer til den kapitalistiske økonomi.

Pelle Dragsted
Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
Folketingskandidat for Enhedslisten