Finanskrisen skal løses fra venstre

Denne kronik om den finansielle krise, som jeg har skrevet sammen med Frank Aaen blev bragt i Politiken søndag d. 16. november 2008.


Finanskrisen skal løses fra venstre

Finanskrisen er resultatet af et spekulativt finansielt system, der har mistet enhver forbindelse til den virkelige verden. Men spekulationsøkonomien opstod ikke af sig selv. Den blev skabt af politiske beslutninger, og den kan ændres med politiske beslutninger.

Af Frank Aaen (MF for Enhedslisten) og Pelle Dragsted,(folketingskandidat for Enhedslisten)

Blodbad på børsen, panik i Wall Street, bankkrak, rentestigninger og konkurser. Omfanget og farten på den igangværende økonomiske krise er nok kommet bag på de fleste af os. Og vi er stadig langt fra at have overblik over rækkevidden og konsekvenserne af krisen.

Dog står det klart, at krisen har sin baggrund i et spekulativt finansielt system, hvis omfang i løbet af de seneste årtier er eksploderet i en grad, så det har mistet enhver jordforbindelse.

Når en krise på det amerikanske boligmarked i løbet af få måneder kan brede sig og blive til en global finanskrise, der når alle hjørner af kloden, er det fordi, det finansielle system er blevet en global sammenfiltret kolos, der bygger på finansiel spekulation af helt ufattelige dimensioner.

Den aktuelle krise er således udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre som nye afledte finansielle produkter – de såkaldte derivater

Dette internationale marked for spekulation i derivater er 7-doblet i omfang siden slutningen af 90’erne. Ifølge den internationale bank, BIS, udgjorde omfanget af disse spekulative papirer på markedet ved årsskiftet 625.000 milliarder $, altså 625 efterfulgt af 12 nuller og et $-tegn. For at gøre det astronomiske tal lidt mere forståeligt svarer det til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Verdens rigeste mand, Warren Buffet, der kender sådanne tal bedre end de fleste, har kaldt derivaterne for et masseødelæggelsesvåben og en tidsindstillet bombe.
Samtidig med væksten i disse nye spekulative finansprodukter er spekulation i kortvarige valuta-transaktioner eksploderet. Det anslås, at 98 % af de seneste års valutatransaktioner er spekulative – og uden noget produktivt sigte.

Den finansielle sektors oprindelige formål med at formidle kapital mellem virksomheder med overskud og virksomheder, der havde brug for investeringer, er blevet helt fortrængt til fordel for en selvstændig finansiel økonomi med stadig mere kringlede og fantasifulde investeringsformer. I USA er den finansielle sektors andel af de samlede fortjenester i erhvervslivet da også vokset fra 10% til 40% i løbet af ganske få år.

Problemet med denne finansielle kapitalisme er selvfølgelig, at den er uproduktiv og uden kontakt til virkeligheden. De fortjenester, der skabes, bygger ikke på en vækst i den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen, og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem.

Det siger næsten sig selv, at en økonomi baseret på at skabe fortjenester uden at skabe ny værdi må ende i noget, der mest af alt ligner et pyramidespil. Og advarselslamperne har da også blinket igen og igen. Sydøstasien nedsmeltede økonomisk for godt 10 år siden, og efter at dot.com-boblen bristede i 2000, oplevede størstedelen af verden en lang økonomisk krise med vækstrater nær nul.
Det ser dog ud til, at den nuværende krise vil få et langt større omfang og langt mere alvorlige konsekvenser.

Men den finansielle kasino-økonomi opstod ikke af sig selv. Den var et resultat af politiske beslutninger taget som følge af de seneste årtiers politiske og økonomiske højresving – den nyliberalistiske bølge.

Fra slutningen af 70´erne blev det den dominerende politiske opfattelse, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i økonomien, og at en svækkelse af den demokratiske kontrol ville være den rette medicin til fornyet vækst. I hele den vestlige verden gennemførte politikerne, rådgivet af liberalistiske tænketanke, en voldsom deregulering af økonomien. Valutakurserne skulle flyde frit og kapitalen lige så. Efterkrigstidens regulering af økonomien blev i det hele taget rullet tilbage for at skabe mere plads til markedet. Samtidig blev hele den finansielle sektor privatiseret, og reglerne for tilsyn og for, hvad bankerne måtte og kunne, blev svækket gang på gang.

Denne politik blev starten på en udvikling, hvor tyngdepunktet i stigende grad blev flyttet fra realøkonomien til den finansielle sektor. I stedet for investeringer i byggeri, ny produktion eller andre ting der bidrager til prduktivitet og beskæftigelse, blev der investeret i spekulative værdipapirer.
Teorien om, at kapitalens frie bevægelighed ville føre investeringerne der hen, hvor de gør mest gavn, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte der hen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.

Det var altså politiske beslutninger, der førte os der hen, hvor vi er i dag – og det er også politiske beslutninger, der skal til, hvis denne og fremtidige økonomiske kriser skal bekæmpes.

Svarene fra regeringerne på begge sider af Atlanten har indtil nu været at vedtage storstilede hjælpepakker, der har til formål at genskabe tilliden til den finansielle sektor.
Det er også tilfældet i Danmark, hvor Folketinget på rekordtid vedtog en hjælpepakke af enorme dimensioner. Regeringen har fremhævet, at de danske pengeinstitutter selv skal bidrage til redningsplanen. Men bankernes andel rækker ikke langt. Hvis blot en middelstor bank krakker, så er bankernes indskud allerede spist, og skatteyderne kommer til at hænge på resten af den samlede garanti på op til 3000 mia.
Hvis det ikke var så alvorligt, er det næsten komisk, at den finansielle sektor, der i årtier har skreget på mindre stats-indblandning, nu pludselig er store tilhængere af statslig intervention.

Enhedslisten vendte sig som det eneste parti imod redningspakken. Dels fordi vi finder det uanstændigt, at skatteyderne skal betale tabet, efter at spekulanter og direktører i årevis har forgyldt sig selv. Men først og fremmest fordi det efter vores mening er en helt forkert medicin.
Ligesom ved tidligere kriser forsøger man at løse problemet ved at tilføre ny kapital – og dermed genskabe tilliden til et system, som ganske enkelt ikke fortjener vores tillid.

Men i stedet for at forsøge at puste liv i en sygdomsramt spekulativ økonomi bør man tage fat om roden til problemerne – nemlig den mangel på demokratisk kontrol med økonomien, som er hovedårsagen til krisen. Krisen viser jo med al tydelighed, at en ureguleret og privatiseret finanssektor ikke skaber en sund økonomisk udvikling, i hvert fald ikke set fra almindelige menneskers synsvinkel. Og derfor må krisen indvarsle en ny demokratisk regulering.

Og her er det slet ikke nok at øge tilsynet med finanssektoren, som blandt andet den danske regering har foreslået. Når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er kontrol selvfølgelig en illusion. Det, der er brug for, er en
begrænsning af spekulationens omfang. Det er nødvendigt både at få mere politisk kontrol med den finansielle sektor og at reducere dens betydning i samfundet. Alle former for skadelig spekulation skal modarbejdes, og de finansielle transaktioner skal reduceres til dem, som er nødvendige for den virkelige økonomi.

Der er ikke ét indgreb, der vil kunne løse problemerne bag den finansielle krise. En lang række værktøjer skal bruges for at få rullet de sidste årtiers nyliberalistiske udvikling tilbage. Fælles for forslagene er, at der er tale om indgreb, der på bedste socialistiske vis ruller demokratiet frem på bekostning af markedskræfterne.

Nogle afgørende reformer vil være:

· Kontrol med spekulation
Der skal indføres langt skrappere regler for, hvad bankerne må og ikke må, for at undgå skadelig og risikabel adfærd. Investeringer skal godkendes på forhånd af de relevante myndigheder for at sikre, at de har et egentligt erhvervsmæssigt formål, og ikke udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. Risikable kreditformer, som afdragsfrie lån og flex-lån, bør afskaffes. Det handler grundlæggende om at privat banvirksomhed ikke må udgøre en risiko for fælles samfundsinteresser, men tværtimod skal underordnes disse.

· Afgift på finansielle transaktioner og valutatransaktioner.
En lille afgift på valutatransaktioner – en såkaldt Tobinskat - ville være uden betydning for realøkonomiske transaktioner, men ville begrænse de transaktioner, der bygger på kortsigtet spekulation. På samme måde kunne en beskeden afgift på aktiehandel begrænse kortsigtet aktiespekulation. Sænkes hastigheden af finansielle transaktioner og sikres det, at de i højere grad har et realøkonomisk formål, så vil deres omfang reduceres dramatisk

· Genoprettelse af et bank og kreditvæsen under demokratisk kontrol
Krisen har vist, at den finansielle sektor er alt for vigtig til at overlade alene til private spillere. Almindelige mennesker skal ikke frygte for udviklingen i deres boligrente og opsparing på grund af bankernes spekulation. Derfor skal vi have genskabt en samfundsejet finansiel sektor, der sikrer, at almindelige mennesker kan foretage normale bankforretninger uden risiko. Dette er ikke et vidtgående krav. Indtil for ganske få år siden fandtes en statslig bank (Girobank) og fællesejede realkreditinstitutter (som Realdanmark). Men de blev som et led i dereguleringsbølgen afhændet til private.

· Nyt Bretton Woods
Endelig bør der arbejdes for et nyt internationalt valutasystem, hvor forholdet mellem de enkelte landes valutaer er under demokratisk kontrol i stedet for at skulle dirigeres af markedet. Vekselkurserne kan så ændres i det omfang, landenes økonomiske udvikling kræver det. Det kan være opjustering af en valuta, hvis et land har en særlig stærk økonomi, eller en devaluering, hvis den har en svag økonomisk udvikling. Målet er, at landenes udenrigshandel er nogenlunde i balance, og der løbende sker en tilpasning, så spekulanter ikke kan gennemføre aktioner mod enkelte landes valuter.
De eksisterende globale frihandelsaftaler, der i alt for høj grad har fokuseret på kapitalens frie bevægelighed skal reformeres. Hensynet til beskæftigelse, til at bekæmpe skattekonkurrence mellem landene og kapitalflugt skal stå i centrum.

Mange af disse forslag vil stride imod den nuværende EU-lovgivning, som er blevet til under den nyliberalistiske epoke. Der må derfor arbejdes på tværs af Europa for et opgør med EU's liberalistiske grundlag. Samtidig er det afgørende, at Danmark bevarer sin undtagelse over for Euroen. Et dansk Euro-medlemskab under den nuværende EU-lovgiving er en ualmindelig skidt idé, da det yderligere vil svække vores muligheder for demokratisk regulering af økonomien.

Så vidt den finansielle sektor. Det er dog også nødvendigt at sætte ind over for den realøkonomiske krise, som vokser i omfang fra dag til dag.

For det første skal der sættes hurtigt og effektivt ind for at hjælpe de familier og små virksomheder, som rammes af krisen. Vi har foreslået, at boligejere, der rammes af krisen, skal kunne refinansiere deres lån i Nationalbanken til den rente, der var gældende før krisen. Betingelsen skal dog være, at værdistigninger i boligen skal beskattes, når den realiseres. Tilsvarende foreslår vi, at boliger, der går på tvangsaktion, skal kunne overtages af staten, hvis de, der bor i ejendommen, vil blive boende som lejere. De små erhvervsdrivende, der har fået begrænset deres kreditmuligheder på grund af bank-krisen, bør også hjælpes f.eks. gennem en statslig kreditfacilitet.

Aller vigtigst er det dog at bekæmpe den arbejdsløshed, som uvægerligt vil blive et af krisens resultater. For at modvirke arbejdsløshed skal staten afsætte penge til øget anlægsaktivitet i kommunerne og regionerne samtidig med at driftsbudgetterne skal forbedres, så flere kan ansættes til pleje og omsorg. Og så skal det almene boligbyggeri kickstartes med omfattende byggeri af gode og billige boliger.
En større offentlig sektor vil ud over at skabe større tryghed også gøre samfundet mere modstandsdygtigt over for nye kriser, fordi det offentlige ikke er afhængigt af private investeringer.
Derfor skal der også sættes en stopper for yderligere privatiseringer af vores fælles ejendom.

Men også fordelingspolitikken er et vigtig værkstøj for at sikre en sund økonomisk udvikling.
Den nyliberalistiske epoke har medført en stigende ulighed - også i Danmark. Lønningernes andel af samfundets velstand i de industrialiserede lande har for første gang siden 2. verdenskrig været faldende eller stagnerende, mens profitterne er vokset. Denne udvikling har medført, at flere penge er blevet ført ind i spekulationen på bekostning af den almindelige efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Den udvikling bør vendes. Et første skridt i den rigtige retning kunne være en skattereform, der flyttede beskatningen fra de laveste arbejdsindkomster til kapitalindkomster. Øget social retfærdighed er faktisk en del af løsningen på krisen.

Selvom der er tale om socialistisk inspirerede indgreb, er de ovenstående forslag ganske moderate og burde kunne samle både venstrefløjen og de socialdemokratiske partier. Og selvom vi i Enhedslisten gerne så en mere vidtgående socialistisk udvikling, er der ingen tvivl om, at selv disse moderate indgreb vil udgøre et vigtigt opgør med 25 års nyliberalistisk politik og således ændre styrkeforholdet mellem de private interesser og demokratiet – til fordel for sidstnævnte.

Der er dog igen garanti for, at krisen vil føre til en demokratisk og socialistisk udvikling. Krisen kan ligesom tidligere tilfælde føre til nye liberalistiske eksperimenter, der skaber grobunden for den næste krise. Derfor bliver den kommende ideologiske debat afgørende. Vil politikerne beholde de ideologiske skyklapper på, som indtil nu har forhindret de nødvendige indgreb, eller vil de gøre op med den liberalistiske dogmatik og erkende, at fremtiden er for vigtig til at overlade til markedet og kapitalens frie bevægelighed.