Sofavælgere kan sætte venstrefløjen fri

Bragt i Politiken 15/2 2011



Socialdemokraterne og SF skal droppe deres leflen for midtervælgerne og i stedet mobilisere den skjulte vælgerreserve blandt dem, der ikke stemmer.


Et beskedent mindretal i det danske samfund har i det sidste årti haft en uforholdsmæssig stor indflydelse på den politiske udvikling. Det drejer sig om 4-6 % troløse sving-vælgere på midten – også kendt som de blå socialdemokrater.

Socialdemokraterne og SF har som bekendt gjort omfattende brug af meningsmålinger, når den politiske linje skulle tilrettelægges. Hver gang har blikket været fast rettet mod de blå socialdemokrater. På den måde er deres holdninger, sympatier og antipatier blevet styrende for de to partiers politiske udvikling.

Det er hensynet til de blå socialdemokrater, der har skabt den ekstreme berøringsangst over for skattestoppet på boligområdet. SF og Socialdemokraternes er sådan set ikke i tvivl om, at det asociale skattestop burde droppes – men de tier. Det var også hensynet til de blå socialdemokrater, der fik partierne ud i den nærmest pinagtige lancering af det ”røde” pointsystem. Samme hensyn lå til grund, da Helle Thorning og Villy Søvndal efter rydningen af Brorsons kirke udtrykte enighed med regeringen om, at irakerne skulle sættes på det første fly til Bagdad. Jeg kunne blive ved.
Pointen er, at jagten på nogle få midtervælgere har flyttet Socialdemokraterne og SF langt mod højre og på en række områder gjort det næsten umuligt at se skelne rød blok fra blå.

Det er ærgerligt. Både for det store flertal af trofaste venstrefløjs-vælgere, som foretrækker en rød blok med en mere markant venstreorienteret profil, og for demokratiet, fordi frygten for at miste svingvælgerne, holder vigtige samfundsdebatter nede.

Samtidig er det måske endda helt unødvendigt at tilpasse sig midtervælgerne. For der findes en glemt og uudnyttet vælgergruppe, som burde ligge lige til det socialdemokratiske og venstreorienterede højreben. En vælgergruppe, som er langt større end de 4-6 % blå socialdemokrater, og som dermed let kunne sikre venstrefløjens sejr ved kommende valg.

Det drejer sig om de omkring 15% af danskerne, der ikke stemte ved sidste folketingsvalg og heller ikke planlægger at gøre det fremover. De såkaldte sofavælgere. Hvis blot hver tredje sofavælger satte kryds ud for rød blok ved næste valg, så var sejren i hus, uden det permanente knæfald for den magtfulde midte.

I Danmark har vi ingen tradition for at tage disse potentielle vælgere alvorligt. De har jo meldt sig ud. De gider ikke. Den udbredte holdning til dem synes at være, at de er uoplyste og ligeglade, så at sige uden for pædagogisk rækkevidde. Følgelig har partierne heller ingen klar strategi til at mobilisere dem.

Helt anderledes ser det ud på den anden side af Atlanterhavet. I Obamas kampagne var det en kerneopgave at få tidligere sofavælgere til at stemme. Enorme ressourcer blev sat ind for at hæve andelen af vælgere blandt afroamerikanere, latinoer og lavindkomstgrupper.
Denne mobilisering af vælgere, der i mange tilfælde – akkurat som de danske sofavælgere – havde opgivet troen på, at det nytter at stemme, blev altafgørende for Demokraternes sejr.

Selvfølgelig kan også den danske venstrefløj engagere og mobilisere mennesker, der har opgivet at deltage i demokratiet. Men det kræver en målrettet indsats, både politisk og praktisk

Også i Danmark finder man især ”ikke-vælgerne” blandt lavindkomstgrupper og mennesker uden for arbejdsmarkedet. Mange bor i de såkaldte ghettoområder. Det er venstrefløjens opgave at gøre det klart for disse grupper, at de rent faktisk sidder med nøglen til statsministerkontoret. Det er dem, der kan afgøre det kommende valg. De skal ganske enkelt lære deres egen magt at kende.

Samtidig skal ikke-vælgerne tro på, at en rød regering faktisk vil gøre en positiv forskel for dem. Mange har ikke specielt gode erfaringer med politikere, og de har ikke oplevet den store forskel på socialdemokratiske og borgerlige regeringer, når det kom til egne livsvilkår. Derfor er det afgørende, at venstrefløjen udsteder entydige løfter om at forbedre livsvilkårene for netop disse mennesker. Socialdemokraternes og SF’s garantier til arbejdsløse, lavtlønnede og folk, der bor i lejeboliger, skal være lige så klokkeklare som deres tidligere løfter om boligskattestoppet.

Sidst men ikke mindst kræver det tilstedeværelse at vinde ikke-vælgernes hjerter. Derfor burde Ole Sohn og Morten Bødskov bruge lige så meget tid i de udsatte boligområder, som de bruger i direktionsgangene hos Grundfoss, Danfoss og Novozymes. Venstrefløjen burde åbne partikontorer i hver eneste ghetto i Danmark. Gå fra dør til dør, kæmpe fra hus til hus for at overbevise ikke-vælgerne om, at de kan gøre en forskel, at de er lige så vigtige samfundsborgere som alle andre dansker, og at venstrefløjen forsvarer netop deres interesser.

Jeg siger ikke, at det let at mobilisere de nye vælgere. Men tænk på, hvad der er at vinde ved det.

Socialdemokraterne og SF kunne med ét slippe fri af de blå socialdemokraters benlås. De kunne igen sige, hvad de rent faktisk mente – i stedet for at slå knuder på sig selv med pointsystemer og asociale boligskattestop.

Venstrefløjen kunne gå til valg på en virkelig venstreorienteret og progressiv politik, som kunne genantænde begejstringen og motivationen i de respektive partiers baglande.