Hvem skal have bank?

Denne kronik blev i forkortet udgave bragt i Information i starten af januar 2009
http://www.information.dk/178768

Hvem skal have bank?

Finanskrisen har genrejst diskussionen om den finansielle sektors rolle i samfundet, herunder hvem der egentlig skal drive bankvirksomhed. Kan finanssektoren helt overlades til private hænder, eller skal staten igen drive bank – under demokratisk kontrol.

Af Frank Aaen og Pelle Dragsted og, hhv. MFer og folketingskandidat for Enhedslisten

At der findes banker er sådan set en god idé. Bankernes oprindelige funktion er jo at sikre, at overskud fra en del af produktionen bliver kanaliseret over i andre dele af produktionen, hvor der er behov for investeringer. Og at sørge for at vores opsparede midler anvendes på fornuftig vis i den tid, hvor vi ikke selv skal bruge dem.

Men som finanskrisen så tydeligt har blotlagt, så er den bankverden, vi kender i dag, meget langt væk fra denne kernefunktion. I dag er finanssektoren ikke først og fremmest en formidler af kapital og investeringer, men en selvstændig økonomi med et vidt forgrenet net af stadig mere spekulative og fantasifulde investeringer og produkter.

Værdipapirer og valuta sælges, gensælges og forsikres med stadig større hast. Og nye finansielle produkter opfindes for at sætte yderligere gang i karrusellen. De såkaldte derivater eller afledte finansielle produkter er et eksempel. Den aktuelle krise blev netop udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre.

Handlen med derivater har fået et helt ufatteligt omfang. Inden finanskrisen brød ud, anslog en international bank, at disse spekulative papirer på markedet udgjorde 625.000 milliarder dollar. Det svarer til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Som krisen har vist, har disse værdier ingen forbindelse til den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen – og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem. Da tilliden forsvandt, brød systemet sammen som et pyramidespil.

Kortsigtet fortjeneste
Den finansielle sektors oprindelige formål om at formidle kapital er altså blevet helt fortrængt af en spekulationsøkonomi. I stedet for at investere i f.eks. produktion eller byggeri har bankerne kanaliseret kapitalen i stadig mere spekulative og uproduktive investeringer, samt i aktieudbetalinger og skyhøje bonusordninger for direktørerne. Teorien om kapitalens frie bevægelighed, der ville føre investeringerne derhen, hvor de gør mest gavn for samfundet, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte derhen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.
Bankernes transformation til spekulative kolosser kom ikke af sig selv, men var et direkte resultat af 80´erne nyliberalistiske markedsfundamentalisme. I hele verden fjernede regeringerne de bånd, der tidligere lå på bankerne, samtidig med at den statslige del af den finansielle sektor blev privatiseret. Ideologiske skyklapper har forhindret politikerne i at gribe ind, mens tid var med det resultat, at vi nu står midt i en global finanskrise, hvis konsekvenser vi stadig kun svagt kan ane.

Brug for opgør
Indtil nu har politikernes svar på krisen været at gennemføre redningsplaner og hjælpepakker for bankerne. I Danmark har regeringen spændt et sikkerhedsnet på 3.000 milliarder kroner ud under bankerne. Og nu forbereder regeringen en ny hjælpepakke – der skal skyde milliarder af skatteyderkroner ind i bankerne, for at øge deres likviditet.

Problemet ved disse redningspakker er bare, at de ikke på nogenløser de problemer, der ligger til grund for krisen. Godt nok taler regeringen om øget tilsyn og gennemsigtighed. Men når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er tilsyn og gennemsigtighed selvfølgelig en illusion.

Hvis nye kriser skal undgås er der behov for et grundlæggende opgør med den måde den finansielle sektor fungerer på. Spekulationsøkonomien skal ikke overvåges, den skal bekæmpes og holdes nede.
Reguleringen af bankerne skal strammes markant, og risikable og uproduktive spekulationer skal fortrænges – enten gennem forbud eller gennem afgifter som reducerer incitamentet. En Tobinskat på finansiel spekulation og afgifter på kortvarige transaktioner på værdipapirer kan være nogle af redskaberne. For det handler sådan set om at bevæge bankerne tilbage til deres oprindelige formål – og sikre at bankerne virker til gavn for samfundet og ikke til fare for samfundet, som det har været tilfældet i de sidste årtier. Hvis det skal ske, kræver det resolutte politiske beslutninger.

Banker bør være samfundseje
Men samtidig med den private banksektor tæmmes og reguleres, bør vi seriøst overveje, om det overhovedet er fornuftigt, at banksektoren helt er på private hænder. Er det fornuftigt, at en så central funktion i samfundet med så stor indflydelse på økonomien overlades til private interesser?

I forbindelse med drøftelserne af den nye redningspakke for bankerne har Socialdemokraterne for første gang krævet, at de skal følge statslig indflydelse med pengene. Det er fornuftigt. Hvis skatteyderne skal pumpe milliarder i bankerne, så skal det kunne garanteres, at pengene ikke bruges til nye finansielle eventyr eller tvivlsomme udlån – á la Stein Bagger. Derfor bør staten få det afgørende ord i direktionerne.
Desværre understregede Socialdemokraterne samtidig, at statens indflydelse kun skal være af midlertidig karakter, indtil krisen er overstået. Fordi det ifølge Helle Thorning-Schmidt ”ikke er statens opgave at drive bank”.

Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er det sådan, at pengene på vores løn- og opsparingkontoer skal forvaltes af private interesser, hvis formål er at sikre størst muligt overskud til egne aktionærer?
Finanskrisen og de seneste finansskandaler har jo med al tydelighed vist, at bankerne ikke har forvaltet vores opsparing på en måde, der har været til gavn for os eller samfundet. Men det rækker faktisk længere end det. Ofte bruges lønmodtagernes opsparing ikke bare lemfældigt, men i direkte modstrid mod vores egne interesser. Når bankerne f.eks. investerer vores penge i virksomheder, der flytter jobs væk fra Danmark eller underbetaler deres medarbejdere. Når der investeres i virksomheder, der opererer fra skattely. Eller i forurenende kulkraftværker. Så er det noget, der har direkte negativ virkning på os, som har ladet bankerne administrere vores opsparing.

Hvis bankerne – eller en del af banksektoren – derimod var på samfundets hænder, kunne vi tage demokratiske beslutninger om, hvordan vores opsparing skulle forvaltes, og sikre at vores penge blev brugt på en måde, der gavnede os selv og samfundet i sin helhed.

Vi kunne f.eks. demokratisk vælge, at vores opsparing blev brugt til at tilføre investeringer til grøn teknologi, der har svært ved at tiltrække investeringer fra privat hold. Vi kunne lade krav om miljøbeskyttelse og ordnede forhold for lønmodtagerne være betingelser for investeringer i virksomheder, eller på anden måde sikre at investeringer stillede krav om samfundsgavnlig adfærd hos virksomhederne.

Der findes allerede i dag andelskasser som Fælleskassen og Merkur Bank, der fungerer efter lignende præmisser – og oven i købet kan fremvise rigtig gode økonomiske resultater. Men hvis det virkelig skal batte, så skal staten på banen. Og det demokratiske samfundseje af bankerne, eller en del af bankerne, skal gøres permanent.

Liberalisterne har haft deres årtier til at bevise teorierne om den uregulerede kapitalismes lyksaligheder. Måske det var på tide at lade socialistiske idéer om demokratisk kontrol og økonomisk planlægning afprøve deres værd.

Ingen kommentarer: