En anden globalisering er mulig

Enhedslisten blive tit skudt i skoen at vi er "modstandere" af globalisering og af internationalt arbejde. Det skete i igen i et læserbrev fra Steen Gade og Magrethe Auken i Information i foråret 2007. Her et det svar vi skrev:

http://www.information.dk/138754

Enhedslisten vil ændre globaliseringen

Af: Frank Aaen, MF for Enhedslisten, Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten

Enhedslisten er ikke modstander af bindende internationale aftaler, hvis disse kan skabe en modvægt til markedskræfterne og de multinationale selskabers magt - tvært i mod. Men vi er ikke for enhver international aftale, Vi ser på indholdet og institutioner som WTO og EU, som vi kender dem i dag, regulerer ikke markedskræfterne, men uddyber dem og forstærker deres magt. Enhedslisten arbejder derfor for at disse institutioner erstattes. Men det forhindrer ikke, at vi ikke samtidig forsøger at forbedre politikken i de eksisterende organisationer fra dag til dag.
Handelsaftaler er ikke politisk neutrale. De kan favorisere visse interesser og skade andre. Det er netop tilfældet med WTO, der sætter de store virksomheders 'rettigheder' til markedsadgang over f.eks. arbejdernes rettigheder. WTO har åbnet et globalt marked, uden at der samtidig er lavet forpligtende internationale krav om hvilke vilkår varerne må produceres under. Der er ingen globale mekanismer, der sikrer, at konventioner der skal beskytte miljøet og arbejderne rent faktisk overholdes.

Denne ubalance fører helt automatisk til et kapløb mod bunden hvor virksomhederne flytter deres produktion derhen hvor lønnen er lavest, hvor der ingen fagforening er og hvor miljøet ikke skal beskyttes. Fagforeningsfolk fra ulandene fortæller os, at hver gang de får skabt en fagforening hos en udenlandsk virksomhed, så flytter virksomheden produktionen videre, noget de uden videre kan gøre takket været de eksisterende handelsaftaler. Også i Danmark kender vi til virksomhedernes trusler om udflytning hvis lønmodtagernes ikke accepterer ringere vilkår.

Et andet samarbejde
Enhedslistens alternativ er ikke 'intet handelssamarbejde', men 'et andet handelssamarbejde'. Vi ønsker at WTO erstattes af en ny handelsorganisation, gerne under FN. Opfyldelse af de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, samt internationale miljøstandarder, skal være en forudsætning for deltagelsen i den globale handel, så den sociale dumpning mellem landene kan bremses. Dette krav deles af ulandenes fagforeninger. Men vores ønske om et grundlæggende andet globalt handelssamarbejde, betyder ikke, at vi bare har lagt os i hængekøjen indtil WTO er erstattet.
Det er rent faktisk Enhedslisten der igennem de seneste 4 år har indkaldt stort set alle debatter om WTO i folketinget, hvor vi har forsøgt at få forpligtet regeringen på en ordentlig forhandlingslinje.

Desværre står vi i folketinget for det meste alene i disse bestræbelser. For der er en kedelig tradition for at den øvrige opposition slutter op om regeringen når den danske udenrigspolitik og handelspolitik skal fastlægges. Hver gang vi forsøger at forpligte den danske regering på en fornuftig politik i WTO-forhandlingerne, hiver den øvrige opposition gummistemplet frem og giver regeringen mandat til at fortsætte den asociale forhandlingslinje. Det skete også ved gårsdagens forespørgselsdebat hvor SF i skøn forening med Dansk Folkeparti støttede regeringens vedtagelse.

Så kære Steen og Magrethe. Kom op af hængekøjen. Bryd traditionen med de brede forlig om handelspolitik. Lad os vise befolkningen, at der er et alternativ til højrefløjens asociale globaliseringspolitik. At vi, både herhjemme og sammen med progressive i andre dele af verden kan forandre den nuværende asociale globaliseringsmodel.