I forbindelse med femåret for opbygningen af den berygtede Guantanamo fangelejr, skrev jeg sammen med Frank Aaen i Information et "jubilæumsskrift", som sætter lys på Fogh-regeringens svigt i sagen om Guantanamo og USAs krænkelser af menneskerettighederne.
Fem år med Guantánamo
Af: Frank Aaen, Pelle Dragsted
Guantánamo-lejren fylder idag fem år, det samme gør Fogh-regeringens mangel på reaktion, ligesom intet ser ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo. Et moderne højsikkerhedsfængsel er således under opførelse i lejren
Den 11. januar 2002 landede det første fly med fanger fra Afghanistan i Guantánamo.
Billederne af fangerne i deres orange dragter, med bind for øjne, ører og mund, gik verden rundt og blev et første symbol på, at USA havde indført ganske nye spilleregler i den såkaldte 'krig mod terror'.
Ved at placere fængslet på en flådebase uden for USA ønskede Bush-regeringen at fratage fangerne de rettigheder, som de takket være den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de sad fængslet i selve USA. Herunder særligt rettigheden til at få prøvet deres skyld ved amerikanske domstole.
Det juridiske tomrum blev fuldstændiggjort med Bush-regeringens beslutning om at nægte fangerne krigsfangestatus og i stedet opfinde begrebet 'ulovlige kombattanter' - et begreb som ikke eksisterer i den humanitære folkeret. Som ulovlige kombattanter har fangerne hverken krigsfangers rettigheder eller de rettigheder, som civile er sikret i forbindelse med fængsling.
Resultatet af de juridiske krumspring er velkendt. Over 400 fanger sidder nu på femte år i Guantánamo-lejren, uden nogensinde at have fået prøvet deres fængsling ved en uafhængig domstol.
Kun 10 af de 775 fanger, der har været fængslet i lejren, er sigtet for at tilhøre al-Qaeda, og Pentagon har erkendt, at man kun vil rejse sigtelse mod 30-40 personer. De øvrige fanger er i forvaring på ubestemt tid.
Mishandling og ydmygelser har været systematiseret, siden lejren åbnede. Alle løsladte fanger har samstemmende berettet, hvordan de blev udsat for direkte vold og for mere sofistikerede former for tortur såsom udsættelse for ekstreme temperaturer, ekstrem lyd- og lys-påvirkning, intimidering ved hjælp af kamphunde og seksuelle ydmygelser. Oplysningerne er senest blevet bekræftet af en intern FBI-rapport, hvori FBI-medarbejdere bekræfter, at der er foregået systematisk mishandling i lejren.
Der er ikke tale om mishandling begået af enkelte brodne kar, men om en praksis, som har opbakning fra Bush-regeringen. Efter at lederen af lejren i efteråret 2002 havde beklaget sig over de dårlige resultater af afhøringerne, godkendte USA's tidligere forsvarsminister Rumsfeld, at afhøringsofficerer måtte anvende en række såkaldte "udvidede" forhørsmetoder, der alle falder ind under den danske definition af tortur.
Forholdene i lejren kombineret med uvisheden om fremtiden har afstedkommet over 40 selvmordsforsøg, hvoraf tre er lykkedes. Andre fanger har gennemført langvarige og livstruende sultestrejker.
Intet ser desværre ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo eller i højere grad vil respektere fangernes rettigheder. For det første er et moderne højsikkerhedsfængsel under opførelse i lejren.
For det andet vedtog USA's kongres i efteråret en lov, som tilsidesatte en dom fra USA's højesteret, der havde givet fangerne ret til at få prøvet deres sag ved civile amerikanske domstole.
Den nye lov stadfæstede begrebet 'ulovlige kombattanter' og nægtede eksplicit disse at få prøvet deres sag ved civile domstole.
Man kunne have forventet, at en så åbenbar tilsidesættelse af internationale konventioner og borgerrettigheder havde mødt modstand fra et land som Danmark. Men det har desværre ikke været tilfældet.
Fogh-regeringen har i de bedste øjeblikke forholdt sig passivt og i de værste øjeblikke direkte legitimeret lejrens uhyrligheder.
Regeringen var advaret
Årsdagen for Guantánamo-lejren falder sammen med afsløringerne af, at Danmark i marts 2002 udleverede 31 fanger til USA i Afghanistan. Fanger, som var mistænkt for at tilhøre Taleban, blev afleveret til den lejr i Kandahar, som i denne periode var udskibningssted for de fleste af de fanger, der i dag sidder i Guantánamo.
Når de 31 fanger ikke endte på Guantánamo, men 'slap' med tre dages mishandling i Kandahar, var det alene, fordi det viste sig, at de tilhørte en venligtsindet milits. Det er altså et rent tilfælde, at vi ikke i dag har direkte medansvar for et større antal menneskers fængsling i Guantánamo.
I sin redegørelse om fange-sagen henviser regeringen til, at den ikke, da den udleverede fangerne, havde grund til at mistænke amerikanerne for at tilsidesætte grundlæggende rettigheder eller mishandle fanger på Guantánamo. Men regeringen var så rigeligt advaret.
Allerede i januar 2002 offentliggjorde Pentagon de kendte billeder af de ydmygede fanger i de orange dragter og pigtrådsburene, hvilket afstedkom et internationalt ramaskrig. Både danske og udenlandske aviser kritiserede højlydt forholdene i lejren både i artikler og på lederplads. Den engelske avis Mail on Sunday ryddede eksempelvis forsiden med billederne ledsaget af teksten "Torture".
Menneskererettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International talte med store bogstaver om nødvendigheden af at respektere fangernes grundlæggende rettigheder.
Herudover blev den danske regering i en direkte henvendelse fra Internationalt Røde Kors i februar gjort opmærksom på, at USA's kategorisering af fangerne som 'ulovlige kombattanter' stred mod den humanitære folkeret, og at fangerne således havde krav på enten at få krigsfangestatus eller at få de rettigheder, som tilkommer civile.
Også i Folketinget blev udenrigsministeren konfronteret af medlemmer af oppositionen, der var bekymrede over oplysningerne om USA's tilsidesættelse af konventionerne.
Regeringen vidste også allerede i november 2001 fra en offentlig erklæring fra Det Hvide Hus, at fangerne på Guantánamo kunne idømmes dødsstraf - noget som i sig selv burde have umuliggjort en udlevering af fanger til USA.
Indstuderet koreografi
Der var altså masser af lamper, der blinkede, men det fik ikke regeringen til at ændre direktiverne for den udsendte styrke i Afghanistan, hvad angår udlevering af fanger til amerikanerne.
Hvis vi et øjeblik lader regeringens påstand om den manglende viden stå til troende, måtte en naturlig følge af denne være, at regeringen, efterhånden som informationerne om Guantánamo kom frem, havde ladet den nye viden få konkrete konsekvenser. Men det har ikke været tilfældet.
I starten af 2003 ryddede udenrigsminister Per Stig Møller forsiderne med sit forsvar for Guantánamo og sit udsagn om, at fangerne kunne komme til at sidde uden dom i op til 30 år, da der jo ikke var tale om en almindelig krig.
Efter at fangemishandlingsskandalen i Abu Ghraib havde chokeret verden, og der i samme forbindelse blev fornyet fokus på Guantánamo, begyndte Fogh godt nok nødtvungent at kritisere Guantánamolejren. Og Fogh har siden fastholdt det synspunkt i offentligheden, at lejren burde lukkes snarligt.
Men at lejren på trods af den nye danske holdning stadig eksisterer på femte år, har ikke fået nogen som helst konsekvenser for regeringens loyale samarbejde med USA.
Der er tale om en indstuderet koreografi, hvor Fogh kritiserer Guantánamolejren vel vidende, at det ikke ændrer noget, og Bush-regeringen nikker anerkendende til kritikken vel vidende, at Fogh har brug for at markere sig indenrigspolitisk - og så fortsætter alt som før.
Ingen garanti
Da USA sidste efterår vedtog den lov, der legitimerede Guantánamolejrens hidtidige praksis, stillede Enhedslisten en række spørgsmål i Folketinget om, hvilke konsekvenser regeringen ville drage: Ville regeringen garantere, at Danmark ikke fremover udleverede fanger, hvis disse kunne ende på Guantánamo? Ville regeringen garantere, at Danmark ikke bidrog med efterretningsmateriale, der kunne føre mennesker til Guantánamo? Ville regeringen sikre, at fanger, der blev taget ved militære operationer med deltagelse af danske soldater, ikke kunne ende på Guantánamo? Svarene var i alle tilfældene negative.
Den dag i dag, fem år efter lejren åbnede og med al mulig viden om de uhyrlige forhold i Guantánamo, vil Fogh-regeringen altså stadig ikke give garantier for, at Danmark ikke medvirker til, at mennesker ender på Guantánamo.
Regeringen burde bruge femårsdagen til et kursskifte og melde ud til de amerikanske allierede, at et fortsat militært og efterretningsmæssigt samarbejde betinges af, at USA lukker Guantánamolejren, løslader eller sigter de tilbageværende 435 fanger og begynder at respektere grundlæggende internationale konventioner.
Frank Aaen er MF for Enhedslisten og Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslisten
En blog med artikler, kronikker og andet debatstof fra min hånd.
