Myten om venstrefløjens mangende opgør

Forfatteren Peter Øvig Knudsen langede i et interview i Information i forbindelse med udgivelsen af hans Blekingegade-bøger voldsomt ud efter Enhedslisten og Frank Aaen, som han ikke mente havde taget det nødvendige opgør med de problematiske sider af fortiden.
(Se interviewet her)


Jeg skrev denne replik, som dog blev forkortet af redaktionen:


Myten om det manglende opgør?

Jeg ved ikke hvor Peter Øvig Knudsen har befundet sig de seneste 20 år, når han (information 25/1) kan fastholde den hårdnakkede påstand om, at venstrefløjen og Enhedslisten aldrig har foretaget noget opgør med de tvivlsomme sider af venstrefløjens historie. Er det eksempelvis gået hen over hovedet på ham, at DKP i slutningen af 80´erne gennemgik et ”blodigt” opgør netop om holdningen til Sovjetunionen som endte med, at et af Danmarks ældste partier blev splittet i to uforsonlige grupper. Den del af DKP´erne, der ønskede et opgør med fortiden gik ind og blev medstifter af Enhedslisten. Er det gået hen over hovedet på ham, at enigheden om en klar afstandstagen til den ”virkeliggjorte socialisme”, var selve grundlaget for, at de tidligere stridende venstrefløjsfraktioner kunne finde sammen i Enhedslisten, og at denne afstandstagen tydeligt fremgår af partiets principprogram hvor man f.eks. kan læse, at:



” Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er begået, illustrerer hvad der sker, når magt korrumperer hos en lille elite og når socialistiske elementer i den økonomiske og sociale politik ikke underbygges af en styrket politisk bevidsthed og gennemførte demokratiske rettigheder.”


Så kan det vist ikke siges mere klart.

Selvfølgelig skal vi blive ved med at diskutere og lære af venstrefløjens historie. Men det vedholdende krav om et opgør, der allerede for længst er foretaget, er, som jeg ser det, ikke andet end et forsøg fra højrefløjen på at fastholde venstrefløjen og de venstreorienterede idéer i en defensiv position, til fordel for højrefløjens politiske projekt. Det er synd, at Øvig Knudsen bidrager til dette.


Mens venstrefløjen i dag således er sig pinlig bevidst, om fortidens fejltagelser, savner jeg stadig en selvrefleksion på højrefløjen over dens rolle i den kolde krig. Den kolde krig var jo ikke et opgør mellem et godt og et ondt imperium. Indenfor den vestlige interessesfære og i antikommunismens navn blev der begået forbrydelser, som i deres brutalitet og kynisme ikke lader de socialistiske staters undertrykkelse noget tilbage. Jeg kan i flæng nævne: De tidligere kolonimagters blodige massakrer mod uafhængighedsbevægelserne i Afrika, massemordet på op mod en halv million indonesiske kommunister efter Suhartos USA-støttede kup, Vietnamkrigens massakrer i Indokina, de europæiske militærdiktaturers (og NATO-medlemmers) forfølgelse og fængslinger af enhver anderledes tænkende, de latinamerikanske militærregimers koordinerede massemord på landenes venstrefløj og fagbevægelse, og det sydafrikanske apartheidsystem. Alt sammen forbrydelser begået i antikommunismens og markedsøkonomiens navn og med støtte fra et eller flere af de vestlige lande. Højrefløjen herhjemme var i al overvejende grad tavse overfor disse overgreb og har aldrig siden reflekteret over denne tavshed.


Tænk f.eks. at Søren Pind kan slippe af sted med at sige at Reagan var det 20. århundredes største statsmand. En præsident, der støttede og godkendte opbygningen af de latinamerikanske dødspatruljer som på ganske få år tog livet af 10.000 vis af mennesker på de mest bestialske måder.


Den manglende selvrefleksion til højre er måske også årsagen til, at det i dag er på højrefløjen vi finder ”voldsromantikerne”, som retfærdiggør militære interventioner som den vi så i Irak, og som accepterer, at menneskerettighederne gradbøjes i krigen mod terror. Måske skulle Øvig Knudsen rette blikket den vej næste gang.