Bragt i Politiken 15/2 2011
Socialdemokraterne og SF skal droppe deres leflen for midtervælgerne og i stedet mobilisere den skjulte vælgerreserve blandt dem, der ikke stemmer.
Et beskedent mindretal i det danske samfund har i det sidste årti haft en uforholdsmæssig stor indflydelse på den politiske udvikling. Det drejer sig om 4-6 % troløse sving-vælgere på midten – også kendt som de blå socialdemokrater.
Socialdemokraterne og SF har som bekendt gjort omfattende brug af meningsmålinger, når den politiske linje skulle tilrettelægges. Hver gang har blikket været fast rettet mod de blå socialdemokrater. På den måde er deres holdninger, sympatier og antipatier blevet styrende for de to partiers politiske udvikling.
Det er hensynet til de blå socialdemokrater, der har skabt den ekstreme berøringsangst over for skattestoppet på boligområdet. SF og Socialdemokraternes er sådan set ikke i tvivl om, at det asociale skattestop burde droppes – men de tier. Det var også hensynet til de blå socialdemokrater, der fik partierne ud i den nærmest pinagtige lancering af det ”røde” pointsystem. Samme hensyn lå til grund, da Helle Thorning og Villy Søvndal efter rydningen af Brorsons kirke udtrykte enighed med regeringen om, at irakerne skulle sættes på det første fly til Bagdad. Jeg kunne blive ved.
Pointen er, at jagten på nogle få midtervælgere har flyttet Socialdemokraterne og SF langt mod højre og på en række områder gjort det næsten umuligt at se skelne rød blok fra blå.
Det er ærgerligt. Både for det store flertal af trofaste venstrefløjs-vælgere, som foretrækker en rød blok med en mere markant venstreorienteret profil, og for demokratiet, fordi frygten for at miste svingvælgerne, holder vigtige samfundsdebatter nede.
Samtidig er det måske endda helt unødvendigt at tilpasse sig midtervælgerne. For der findes en glemt og uudnyttet vælgergruppe, som burde ligge lige til det socialdemokratiske og venstreorienterede højreben. En vælgergruppe, som er langt større end de 4-6 % blå socialdemokrater, og som dermed let kunne sikre venstrefløjens sejr ved kommende valg.
Det drejer sig om de omkring 15% af danskerne, der ikke stemte ved sidste folketingsvalg og heller ikke planlægger at gøre det fremover. De såkaldte sofavælgere. Hvis blot hver tredje sofavælger satte kryds ud for rød blok ved næste valg, så var sejren i hus, uden det permanente knæfald for den magtfulde midte.
I Danmark har vi ingen tradition for at tage disse potentielle vælgere alvorligt. De har jo meldt sig ud. De gider ikke. Den udbredte holdning til dem synes at være, at de er uoplyste og ligeglade, så at sige uden for pædagogisk rækkevidde. Følgelig har partierne heller ingen klar strategi til at mobilisere dem.
Helt anderledes ser det ud på den anden side af Atlanterhavet. I Obamas kampagne var det en kerneopgave at få tidligere sofavælgere til at stemme. Enorme ressourcer blev sat ind for at hæve andelen af vælgere blandt afroamerikanere, latinoer og lavindkomstgrupper.
Denne mobilisering af vælgere, der i mange tilfælde – akkurat som de danske sofavælgere – havde opgivet troen på, at det nytter at stemme, blev altafgørende for Demokraternes sejr.
Selvfølgelig kan også den danske venstrefløj engagere og mobilisere mennesker, der har opgivet at deltage i demokratiet. Men det kræver en målrettet indsats, både politisk og praktisk
Også i Danmark finder man især ”ikke-vælgerne” blandt lavindkomstgrupper og mennesker uden for arbejdsmarkedet. Mange bor i de såkaldte ghettoområder. Det er venstrefløjens opgave at gøre det klart for disse grupper, at de rent faktisk sidder med nøglen til statsministerkontoret. Det er dem, der kan afgøre det kommende valg. De skal ganske enkelt lære deres egen magt at kende.
Samtidig skal ikke-vælgerne tro på, at en rød regering faktisk vil gøre en positiv forskel for dem. Mange har ikke specielt gode erfaringer med politikere, og de har ikke oplevet den store forskel på socialdemokratiske og borgerlige regeringer, når det kom til egne livsvilkår. Derfor er det afgørende, at venstrefløjen udsteder entydige løfter om at forbedre livsvilkårene for netop disse mennesker. Socialdemokraternes og SF’s garantier til arbejdsløse, lavtlønnede og folk, der bor i lejeboliger, skal være lige så klokkeklare som deres tidligere løfter om boligskattestoppet.
Sidst men ikke mindst kræver det tilstedeværelse at vinde ikke-vælgernes hjerter. Derfor burde Ole Sohn og Morten Bødskov bruge lige så meget tid i de udsatte boligområder, som de bruger i direktionsgangene hos Grundfoss, Danfoss og Novozymes. Venstrefløjen burde åbne partikontorer i hver eneste ghetto i Danmark. Gå fra dør til dør, kæmpe fra hus til hus for at overbevise ikke-vælgerne om, at de kan gøre en forskel, at de er lige så vigtige samfundsborgere som alle andre dansker, og at venstrefløjen forsvarer netop deres interesser.
Jeg siger ikke, at det let at mobilisere de nye vælgere. Men tænk på, hvad der er at vinde ved det.
Socialdemokraterne og SF kunne med ét slippe fri af de blå socialdemokraters benlås. De kunne igen sige, hvad de rent faktisk mente – i stedet for at slå knuder på sig selv med pointsystemer og asociale boligskattestop.
Venstrefløjen kunne gå til valg på en virkelig venstreorienteret og progressiv politik, som kunne genantænde begejstringen og motivationen i de respektive partiers baglande.
Gu´sover vi ej
Jeg havde 14/12 denne replik i Politiken, efter at være blevet sundt provokeret af debatredaktør Per Michael Jespersen.
Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen beskylder venstreorienterede født efter 1970 for at snorksove. Per Michael mener, at vi har overladt samfundsdebatten til højreorienterede debattører og bloggere. Men Politiken burde se indad og påtage sig ansvaret for en skævvredet samfundsdebat.
For virkeligheden er, at vi unge venstreorienterede debattører findes derude. Blandt de mere velkendte kan nævnes Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil. Og på det venstreorienterede Modkraft.dk, som er et af Danmarks største rene netmedier, findes en livlig blog-sektion. Her analyserer debattører fra centrum-venstre aktuelle samfundsforhold, og det er ikke en hyggelig kaffeklub. Der gås hårdt til hinanden om alt fra venstrefløjens rets- og udlændingepolitik, over klasse og kulturmodsætninger til perspektiverne for en ny centrum-venstreregering.
Når det alligevel er de højreorienterede debattører, der markerer sig og sætter præg på den generelle samfundsdebat, så skyldes det først og fremmest to ting:
For det første det enkle faktum at ”money talks”. Flere af de debattører som Per Michael opremser, er jo på lønningslisten hos CEPOS, som igen er finansieret af Saxobank og andre velnærede virksomheder. De er professionelle debattører – som kan bruge deres arbejdstid på at være talerør for deres mæcener – et privilegium, som få eller ingen venstreorienterede debattører har.
Men endnu vigtigere: De borgerligt orienterede medier – Jyllandsposten og Berlingske Tidende – har effektivt løftet de højreorienterede debattører ind i samfundsdebatten. Faste, tilbagevendende klummer i aviserne og centralt placerede blogs på avisernes netsider, har gjort hidtil ukendte højreorienterede til prominente debattører, som inviteres i TV og radio-debatter.
Politiken kan bestemt ikke beskyldes for at gøre det samme for centrum-venstreorienterede debattører. Jo, på venstresiden af den værdipolitiske akse er der åbnet op for dygtige debattører som Rune Engelbreth Larsen. Men på den fordelingspolitiske akse må man lede forgæves efter venstreorienterede debattører. Her gentager avisens debattører og lederskribenter sig selv og hinanden næsten unisont om nødvendigheden af reformer, der vil øge uligheden, om EU's fortræffeligheder og om klassesamfundets endeligt. Kritik af den dominerende økonomiske tankegang er - hvis man ser bort fra de enkelte kronikker og debatindlæg som vi lejlighedsvis får publiceret - totalt fraværende.
Så kære Per Michael. Hvis Politiken er genuint bekymrede over skævvridningen i samfundsdebatten, og gerne vil have venstreorienterede analyser og idéer fra os på fyrre år og derunder, så invitér os ind i spalterne med klummer, blogs og – ja hvorfor ikke i lederkollegiet?
Bare ring – vi er vågne.
Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen beskylder venstreorienterede født efter 1970 for at snorksove. Per Michael mener, at vi har overladt samfundsdebatten til højreorienterede debattører og bloggere. Men Politiken burde se indad og påtage sig ansvaret for en skævvredet samfundsdebat.
For virkeligheden er, at vi unge venstreorienterede debattører findes derude. Blandt de mere velkendte kan nævnes Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil. Og på det venstreorienterede Modkraft.dk, som er et af Danmarks største rene netmedier, findes en livlig blog-sektion. Her analyserer debattører fra centrum-venstre aktuelle samfundsforhold, og det er ikke en hyggelig kaffeklub. Der gås hårdt til hinanden om alt fra venstrefløjens rets- og udlændingepolitik, over klasse og kulturmodsætninger til perspektiverne for en ny centrum-venstreregering.
Når det alligevel er de højreorienterede debattører, der markerer sig og sætter præg på den generelle samfundsdebat, så skyldes det først og fremmest to ting:
For det første det enkle faktum at ”money talks”. Flere af de debattører som Per Michael opremser, er jo på lønningslisten hos CEPOS, som igen er finansieret af Saxobank og andre velnærede virksomheder. De er professionelle debattører – som kan bruge deres arbejdstid på at være talerør for deres mæcener – et privilegium, som få eller ingen venstreorienterede debattører har.
Men endnu vigtigere: De borgerligt orienterede medier – Jyllandsposten og Berlingske Tidende – har effektivt løftet de højreorienterede debattører ind i samfundsdebatten. Faste, tilbagevendende klummer i aviserne og centralt placerede blogs på avisernes netsider, har gjort hidtil ukendte højreorienterede til prominente debattører, som inviteres i TV og radio-debatter.
Politiken kan bestemt ikke beskyldes for at gøre det samme for centrum-venstreorienterede debattører. Jo, på venstresiden af den værdipolitiske akse er der åbnet op for dygtige debattører som Rune Engelbreth Larsen. Men på den fordelingspolitiske akse må man lede forgæves efter venstreorienterede debattører. Her gentager avisens debattører og lederskribenter sig selv og hinanden næsten unisont om nødvendigheden af reformer, der vil øge uligheden, om EU's fortræffeligheder og om klassesamfundets endeligt. Kritik af den dominerende økonomiske tankegang er - hvis man ser bort fra de enkelte kronikker og debatindlæg som vi lejlighedsvis får publiceret - totalt fraværende.
Så kære Per Michael. Hvis Politiken er genuint bekymrede over skævvridningen i samfundsdebatten, og gerne vil have venstreorienterede analyser og idéer fra os på fyrre år og derunder, så invitér os ind i spalterne med klummer, blogs og – ja hvorfor ikke i lederkollegiet?
Bare ring – vi er vågne.
Vi fik ret - Desværre
Forsvarets manøvre med at bruge stråmænd fra andre lande til at tage fanger ved danske militæroperationer for at fralægge sig ansvaret kunne have været stoppet i 2006 - hvis de andre partier havde lyttet til Enhedslisten.
Jeg og Rune Lund havde denne kommentar i Information i dag (26/11 2010)
Information har gennem de seneste uger afsløret, at Danmark i Irak og Afghanistan bevidst har tørret ansvaret for fanger af på andre lande. Ved at lade andre landes styrker stå for den rent fysiske tilbageholdelse af fanger ved danske militære operationer har man bevidst forsøgt at undgå det folkeretslige ansvar for fangerne og dermed blive fri for pligten til at følge fangernes videre skæbne.
Denne stråmandsmanøvrer åbent blevet indrømmet af en tidligere militærjurist i forsvaret.
Det er første gang, at det fra officiel side er blevet indrømmet, at man på denne måde omgår reglerne, og Information skal have ros for at sikre, at sandheden om dette kom frem.
Det, der er så trist og frustrerende, er, at forsvarets stråmandsmanøvre kunne være stoppet for mange år siden. Allerede i 2006 fik Enhedslisten mistanke om, at Forsvaret bevidst undgik at tage ansvar for de fanger, som blev taget ved danske aktioner. Mistanken opstod efter en række danske militæroperationer i Irak i foråret 2006. På forsvarets hjemmeside pralede man af, at man havde fanget mistænkte terrorister ved de pågældende aktioner.
Det fik os til at spørge Forsvarsministeren, hvad der var sket med de pågældende fanger, og om man havde sikret sig, at de ikke led overlast. Hver eneste gang fik vi samme svar: Fangerne var taget af britiske eller irakiske styrker, og Danmark havde kun ansvar for de fanger, vi selv fysisk og faktisk havde tilfangetaget. Danmark »førte ikke fortegnelser over« fanger, som andre lande havde taget.
Bevidst strategi Vi spurgte igen og igen ind til sagerne, men det stod efterhånden klart, at der var tale om en helt bevidst strategi fra forsvarets side.
Ved dansk ledede og dansk planlagte operationer tog man simpelthen en håndfuld britiske eller irakiske soldater med, og når man havde omringet den mistænkte, lod man så de fremmede tropper foretage den rent fysiske anholdelse. Og vupti, så mente man, at man intet ansvar havde for fangerne og kunne i Folketinget svare Enhedslisten, at man ingen viden havde om deres videre skæbne.
Da denne manøvre stod klart for os, stillede vi første gang i 2006 og igen i 2007 et forslag i Folketinget, der ville medføre, at forvaret fremover skulle føre tilsyn med alle fanger taget under operationer med dansk deltagelse - også hvis de rent fysisk var pågrebet af et andet lands styrker. På den måde ville vi forhindre en fortsat omgåelse af det danske ansvar for fanger i Irak og Afghanistan.
Regeringen og Dansk Folkeparti afviste forslaget og nægtede fuldstændig, at der skulle være tale en bevidst manøvre. Konservatives Tom Behnke tog skarpt afstand fra det, han kaldte Enhedslistens »uhyrlige påstande«.
Ingen støtte Desværre var det ikke kun regeringen, som afviste at støtte vores forslag. Også Socialdemokraterne og Radikale Venstre, som var med i forlig om Irak og Afghanistan, afviste at støtte forslagene. De fandt dem fandt unødvendige. SF ville hverken sige klart til eller fra.
I dag ved vi, at vi havde ret. Desværre. For virkeligheden er jo den, at hvis et flertal i Folketinget på daværende tidspunkt havde støttet vores forslag, eller hvis Socialdemokraterne eller de Radikale havde stillet samme krav i forligskredsen bag krigsindsatsen, havde vi for flere år siden kunnet stoppe forsvarets stråmandsmanøvre.
I dag ved vi, igen takket være Information, at fanger der blev taget ved dansk ledede operationer, efterfølgende blev mishandlet. Og omfanget af mishandlingen er formentlig langt større end det, vi kender i dag. Ikke mindst fordi manøvren er blevet overført til Afghanistan, hvor danske soldater stort set ikke tager fanger, men lader afghanske soldater stå for tilfangetagelsen.
Enhedslisten har nu genfremsat vores forslag - og meldingerne fra S, SF og R er denne gang positive. Alt andet ville også have været mærkeligt. Om regeringen også vil støtte, at Danmark fremover fører tilsyn med alle fanger, står stadig hen i det uvisse, selvom Lars Løkke har åbnet en dør på klem.
Men uanset hvad, er det en trist historie, at der skulle gå fire år, fra vi første gang rejste problemet med fangemanøvren, til det nu ser ud til, at der bliver grebet ind over for den. Historien viser med al tydelighed, at der - også under en ny regering - vil være brug for en vågen vagthund i Folketinget.
Rune Lund er tidligere udenrigsordfører for Enhedslisten. Pelle Dragsted er tidligere udenrigsmedarbejder, i dag presseansvarlig i Enhedslisten
Jeg og Rune Lund havde denne kommentar i Information i dag (26/11 2010)
Information har gennem de seneste uger afsløret, at Danmark i Irak og Afghanistan bevidst har tørret ansvaret for fanger af på andre lande. Ved at lade andre landes styrker stå for den rent fysiske tilbageholdelse af fanger ved danske militære operationer har man bevidst forsøgt at undgå det folkeretslige ansvar for fangerne og dermed blive fri for pligten til at følge fangernes videre skæbne.
Denne stråmandsmanøvrer åbent blevet indrømmet af en tidligere militærjurist i forsvaret.
Det er første gang, at det fra officiel side er blevet indrømmet, at man på denne måde omgår reglerne, og Information skal have ros for at sikre, at sandheden om dette kom frem.
Det, der er så trist og frustrerende, er, at forsvarets stråmandsmanøvre kunne være stoppet for mange år siden. Allerede i 2006 fik Enhedslisten mistanke om, at Forsvaret bevidst undgik at tage ansvar for de fanger, som blev taget ved danske aktioner. Mistanken opstod efter en række danske militæroperationer i Irak i foråret 2006. På forsvarets hjemmeside pralede man af, at man havde fanget mistænkte terrorister ved de pågældende aktioner.
Det fik os til at spørge Forsvarsministeren, hvad der var sket med de pågældende fanger, og om man havde sikret sig, at de ikke led overlast. Hver eneste gang fik vi samme svar: Fangerne var taget af britiske eller irakiske styrker, og Danmark havde kun ansvar for de fanger, vi selv fysisk og faktisk havde tilfangetaget. Danmark »førte ikke fortegnelser over« fanger, som andre lande havde taget.
Bevidst strategi Vi spurgte igen og igen ind til sagerne, men det stod efterhånden klart, at der var tale om en helt bevidst strategi fra forsvarets side.
Ved dansk ledede og dansk planlagte operationer tog man simpelthen en håndfuld britiske eller irakiske soldater med, og når man havde omringet den mistænkte, lod man så de fremmede tropper foretage den rent fysiske anholdelse. Og vupti, så mente man, at man intet ansvar havde for fangerne og kunne i Folketinget svare Enhedslisten, at man ingen viden havde om deres videre skæbne.
Da denne manøvre stod klart for os, stillede vi første gang i 2006 og igen i 2007 et forslag i Folketinget, der ville medføre, at forvaret fremover skulle føre tilsyn med alle fanger taget under operationer med dansk deltagelse - også hvis de rent fysisk var pågrebet af et andet lands styrker. På den måde ville vi forhindre en fortsat omgåelse af det danske ansvar for fanger i Irak og Afghanistan.
Regeringen og Dansk Folkeparti afviste forslaget og nægtede fuldstændig, at der skulle være tale en bevidst manøvre. Konservatives Tom Behnke tog skarpt afstand fra det, han kaldte Enhedslistens »uhyrlige påstande«.
Ingen støtte Desværre var det ikke kun regeringen, som afviste at støtte vores forslag. Også Socialdemokraterne og Radikale Venstre, som var med i forlig om Irak og Afghanistan, afviste at støtte forslagene. De fandt dem fandt unødvendige. SF ville hverken sige klart til eller fra.
I dag ved vi, at vi havde ret. Desværre. For virkeligheden er jo den, at hvis et flertal i Folketinget på daværende tidspunkt havde støttet vores forslag, eller hvis Socialdemokraterne eller de Radikale havde stillet samme krav i forligskredsen bag krigsindsatsen, havde vi for flere år siden kunnet stoppe forsvarets stråmandsmanøvre.
I dag ved vi, igen takket være Information, at fanger der blev taget ved dansk ledede operationer, efterfølgende blev mishandlet. Og omfanget af mishandlingen er formentlig langt større end det, vi kender i dag. Ikke mindst fordi manøvren er blevet overført til Afghanistan, hvor danske soldater stort set ikke tager fanger, men lader afghanske soldater stå for tilfangetagelsen.
Enhedslisten har nu genfremsat vores forslag - og meldingerne fra S, SF og R er denne gang positive. Alt andet ville også have været mærkeligt. Om regeringen også vil støtte, at Danmark fremover fører tilsyn med alle fanger, står stadig hen i det uvisse, selvom Lars Løkke har åbnet en dør på klem.
Men uanset hvad, er det en trist historie, at der skulle gå fire år, fra vi første gang rejste problemet med fangemanøvren, til det nu ser ud til, at der bliver grebet ind over for den. Historien viser med al tydelighed, at der - også under en ny regering - vil være brug for en vågen vagthund i Folketinget.
Rune Lund er tidligere udenrigsordfører for Enhedslisten. Pelle Dragsted er tidligere udenrigsmedarbejder, i dag presseansvarlig i Enhedslisten
Kritisk reform-journalistik efterlyses
Jeg er træt af, at diskussionen om den økonomiske politik altid pakkes ind i en fortælling om at nedskæringer er objektivt nødvendige. Derfor skrev jeg dette indlæg, som blev bragt i Politiken d. 19 Februar 2010.
Kritisk reform-journalistik efterlyses
Politiske kommentatorer fra højre til venstre er for ukritiske i deres dækning af efterlønsdiskussionen. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat om velfærdssamfundets fremtid.
Diskussionen om økonomiske reformer, nærmere bestemt afskaffelsen af efterlønnen, er blusset op igen. Hver gang debatten kører, forundres jeg over den konsensus om spørgsmålet, der har sænket sig over medielandskabet.
Uanset hvor man vender sig hen, er sangen den samme: Afskaffelse eller forringelse af efterlønnen er noget nødvendigt – ja ligefrem uafvendeligt. Det er slet ikke et politisk spørgsmål, men et spørgsmål om økonomisk logik og rationalitet, lader man forstå. Denne nødvendigheds-konsensus omfatter med få undtagelser hele koret af politiske kommentatorer, lederskribenter og økonomiske journalister.
Det er bemærkelsesværdigt, al den stund, at argumenterne for en efterlnsreform i den grad kalder på kritiske spørgsmål.
Hovedargumentet for afskaffelsen af efterlønnen er, at der bliver mangel på arbejdskraft og dermed velfærdsfinansiering, når store generationer går på pension. Men er der hold i argumentet?
For det første bør man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved demografiske analyser med fyrreårig rækkevidde. Kan vi virkelig i dag beregne, hvor gamle de kommende generationer vil blive, hvor meget de vil være syge, og hvor længe de ønsker at arbejde? Det svarer til, at piberygende politikere i de glade 60´ere skulle have forudsagt den økonomiske situation for vores tid.
Hertil kommer, at de fleste økonomiske beregninger er gennemført, før den globale recession satte ind. Lige nu vokser arbejdsløshedskøerne – og der er reelt ingen der ved, hvornår udviklingen vender. Efter 70´ernes krise varede massearbejdsløsheden i årtier.
Tilhængerne af reformerne abonnerer så på den idé, at et større arbejdsudbud automatisk vil skabe flere arbejdspladser – ja, de kan ligefrem sætte tal på, hvor mange jobs en afskaffelse af efterlønnen vil skabe. Men det er og bliver noget liberalistisk hokuspokus, som ikke bør passere et kritisk journalistisk filter.
Men bør også stille spørgsmål ved, om der overhovedet er arbejdskraft at hente ved en afskaffelse af Efterlønnen. Undersøgelser viser, at det store flertal af efterlønsmodtagere er ufaglærte eller lavtuddannede, der har været mange år på arbejdsmarkedet. Der er altså næppe tale om en arbejdskraftreserve, der bare ligger og venter på at blive brugt. Mange vil i stedet havne på førtidspension eller sygedagpenge, som er dyrere for samfundet end efterlønnen.
I de seneste dage er et nyt argument kommet i spil. Det er nu det aktuelle underskud i statskassen, der skal begrunde reformer af efterløn og dagpenge. Igen råber argumentet på kritiske spørgsmål. For hovedårsagen til, at der er underskud på statsbudgettet, er, at regeringen har gennemført en række ufinansierede skattelettelser, der tilgodeser den mest velhavende del af befolkningen.
Ville det ikke være en naturlig indvending, at et underskud, skabt af ufinansierede skattelettelser, burde dækkes ved at aflyse de pågældende skattelettelser?
Og netop spørgsmålet om, hvordan fremtidens velfærd finansieres, er faktisk essensen i diskussionen. Ingen sår tvivl om, at der er udfordringer forbundet med, at store årgange forlader arbejdsmarkedet. Men det er et politisk valg, hvor pengene skal komme fra – ikke teknik eller rationalitet.
Velfærdskommissionens egne beregninger er gode til at illustrere dette. Kommissionen forudsatte, at en LO-families årlige realløn vil være fordoblet i 2041. Ved blot at nedtone forventningerne til udviklingen i privatforbruget en smule, kan finansieringsproblemet løses. Jeg tror, at mange danskere er parate til at veksle bare en smule af et fordoblet forbrug til forhøjede skatter for at lukke hullet i de offentlige finanser - uden at afskaffe efterløn og andre velfærdsrettigheder.
Løsningen på de udfordringer, som vi står overfor, er kort sagt ikke givet. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat, når politiske spørgsmål gøres til teknikaliteter og når parts-indlæg fremstilles som økonomisk logik og uangribelig sandhed.
Det mest paradoksale i reform-debatten er, at det fremhæves som noget særligt modigt og progressivt at ”turde” foreslå reformer af dagpenge og efterløn.
Det ville være mere modigt, hvis kommentatorer og lederskribenter turde gå imod strømmen og sætte spørgsmålstegn ved den konsensus, som præger diskussionen.
Pelle Dragsted
Pressemedarbejder i Enhedslisten
Kritisk reform-journalistik efterlyses
Politiske kommentatorer fra højre til venstre er for ukritiske i deres dækning af efterlønsdiskussionen. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat om velfærdssamfundets fremtid.
Diskussionen om økonomiske reformer, nærmere bestemt afskaffelsen af efterlønnen, er blusset op igen. Hver gang debatten kører, forundres jeg over den konsensus om spørgsmålet, der har sænket sig over medielandskabet.
Uanset hvor man vender sig hen, er sangen den samme: Afskaffelse eller forringelse af efterlønnen er noget nødvendigt – ja ligefrem uafvendeligt. Det er slet ikke et politisk spørgsmål, men et spørgsmål om økonomisk logik og rationalitet, lader man forstå. Denne nødvendigheds-konsensus omfatter med få undtagelser hele koret af politiske kommentatorer, lederskribenter og økonomiske journalister.
Det er bemærkelsesværdigt, al den stund, at argumenterne for en efterlnsreform i den grad kalder på kritiske spørgsmål.
Hovedargumentet for afskaffelsen af efterlønnen er, at der bliver mangel på arbejdskraft og dermed velfærdsfinansiering, når store generationer går på pension. Men er der hold i argumentet?
For det første bør man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved demografiske analyser med fyrreårig rækkevidde. Kan vi virkelig i dag beregne, hvor gamle de kommende generationer vil blive, hvor meget de vil være syge, og hvor længe de ønsker at arbejde? Det svarer til, at piberygende politikere i de glade 60´ere skulle have forudsagt den økonomiske situation for vores tid.
Hertil kommer, at de fleste økonomiske beregninger er gennemført, før den globale recession satte ind. Lige nu vokser arbejdsløshedskøerne – og der er reelt ingen der ved, hvornår udviklingen vender. Efter 70´ernes krise varede massearbejdsløsheden i årtier.
Tilhængerne af reformerne abonnerer så på den idé, at et større arbejdsudbud automatisk vil skabe flere arbejdspladser – ja, de kan ligefrem sætte tal på, hvor mange jobs en afskaffelse af efterlønnen vil skabe. Men det er og bliver noget liberalistisk hokuspokus, som ikke bør passere et kritisk journalistisk filter.
Men bør også stille spørgsmål ved, om der overhovedet er arbejdskraft at hente ved en afskaffelse af Efterlønnen. Undersøgelser viser, at det store flertal af efterlønsmodtagere er ufaglærte eller lavtuddannede, der har været mange år på arbejdsmarkedet. Der er altså næppe tale om en arbejdskraftreserve, der bare ligger og venter på at blive brugt. Mange vil i stedet havne på førtidspension eller sygedagpenge, som er dyrere for samfundet end efterlønnen.
I de seneste dage er et nyt argument kommet i spil. Det er nu det aktuelle underskud i statskassen, der skal begrunde reformer af efterløn og dagpenge. Igen råber argumentet på kritiske spørgsmål. For hovedårsagen til, at der er underskud på statsbudgettet, er, at regeringen har gennemført en række ufinansierede skattelettelser, der tilgodeser den mest velhavende del af befolkningen.
Ville det ikke være en naturlig indvending, at et underskud, skabt af ufinansierede skattelettelser, burde dækkes ved at aflyse de pågældende skattelettelser?
Og netop spørgsmålet om, hvordan fremtidens velfærd finansieres, er faktisk essensen i diskussionen. Ingen sår tvivl om, at der er udfordringer forbundet med, at store årgange forlader arbejdsmarkedet. Men det er et politisk valg, hvor pengene skal komme fra – ikke teknik eller rationalitet.
Velfærdskommissionens egne beregninger er gode til at illustrere dette. Kommissionen forudsatte, at en LO-families årlige realløn vil være fordoblet i 2041. Ved blot at nedtone forventningerne til udviklingen i privatforbruget en smule, kan finansieringsproblemet løses. Jeg tror, at mange danskere er parate til at veksle bare en smule af et fordoblet forbrug til forhøjede skatter for at lukke hullet i de offentlige finanser - uden at afskaffe efterløn og andre velfærdsrettigheder.
Løsningen på de udfordringer, som vi står overfor, er kort sagt ikke givet. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat, når politiske spørgsmål gøres til teknikaliteter og når parts-indlæg fremstilles som økonomisk logik og uangribelig sandhed.
Det mest paradoksale i reform-debatten er, at det fremhæves som noget særligt modigt og progressivt at ”turde” foreslå reformer af dagpenge og efterløn.
Det ville være mere modigt, hvis kommentatorer og lederskribenter turde gå imod strømmen og sætte spørgsmålstegn ved den konsensus, som præger diskussionen.
Pelle Dragsted
Pressemedarbejder i Enhedslisten
Hvem skal have bank?
Denne kronik blev i forkortet udgave bragt i Information i starten af januar 2009
http://www.information.dk/178768
Hvem skal have bank?
Finanskrisen har genrejst diskussionen om den finansielle sektors rolle i samfundet, herunder hvem der egentlig skal drive bankvirksomhed. Kan finanssektoren helt overlades til private hænder, eller skal staten igen drive bank – under demokratisk kontrol.
Af Frank Aaen og Pelle Dragsted og, hhv. MFer og folketingskandidat for Enhedslisten
At der findes banker er sådan set en god idé. Bankernes oprindelige funktion er jo at sikre, at overskud fra en del af produktionen bliver kanaliseret over i andre dele af produktionen, hvor der er behov for investeringer. Og at sørge for at vores opsparede midler anvendes på fornuftig vis i den tid, hvor vi ikke selv skal bruge dem.
Men som finanskrisen så tydeligt har blotlagt, så er den bankverden, vi kender i dag, meget langt væk fra denne kernefunktion. I dag er finanssektoren ikke først og fremmest en formidler af kapital og investeringer, men en selvstændig økonomi med et vidt forgrenet net af stadig mere spekulative og fantasifulde investeringer og produkter.
Værdipapirer og valuta sælges, gensælges og forsikres med stadig større hast. Og nye finansielle produkter opfindes for at sætte yderligere gang i karrusellen. De såkaldte derivater eller afledte finansielle produkter er et eksempel. Den aktuelle krise blev netop udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre.
Handlen med derivater har fået et helt ufatteligt omfang. Inden finanskrisen brød ud, anslog en international bank, at disse spekulative papirer på markedet udgjorde 625.000 milliarder dollar. Det svarer til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Som krisen har vist, har disse værdier ingen forbindelse til den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen – og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem. Da tilliden forsvandt, brød systemet sammen som et pyramidespil.
Kortsigtet fortjeneste
Den finansielle sektors oprindelige formål om at formidle kapital er altså blevet helt fortrængt af en spekulationsøkonomi. I stedet for at investere i f.eks. produktion eller byggeri har bankerne kanaliseret kapitalen i stadig mere spekulative og uproduktive investeringer, samt i aktieudbetalinger og skyhøje bonusordninger for direktørerne. Teorien om kapitalens frie bevægelighed, der ville føre investeringerne derhen, hvor de gør mest gavn for samfundet, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte derhen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.
Bankernes transformation til spekulative kolosser kom ikke af sig selv, men var et direkte resultat af 80´erne nyliberalistiske markedsfundamentalisme. I hele verden fjernede regeringerne de bånd, der tidligere lå på bankerne, samtidig med at den statslige del af den finansielle sektor blev privatiseret. Ideologiske skyklapper har forhindret politikerne i at gribe ind, mens tid var med det resultat, at vi nu står midt i en global finanskrise, hvis konsekvenser vi stadig kun svagt kan ane.
Brug for opgør
Indtil nu har politikernes svar på krisen været at gennemføre redningsplaner og hjælpepakker for bankerne. I Danmark har regeringen spændt et sikkerhedsnet på 3.000 milliarder kroner ud under bankerne. Og nu forbereder regeringen en ny hjælpepakke – der skal skyde milliarder af skatteyderkroner ind i bankerne, for at øge deres likviditet.
Problemet ved disse redningspakker er bare, at de ikke på nogenløser de problemer, der ligger til grund for krisen. Godt nok taler regeringen om øget tilsyn og gennemsigtighed. Men når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er tilsyn og gennemsigtighed selvfølgelig en illusion.
Hvis nye kriser skal undgås er der behov for et grundlæggende opgør med den måde den finansielle sektor fungerer på. Spekulationsøkonomien skal ikke overvåges, den skal bekæmpes og holdes nede.
Reguleringen af bankerne skal strammes markant, og risikable og uproduktive spekulationer skal fortrænges – enten gennem forbud eller gennem afgifter som reducerer incitamentet. En Tobinskat på finansiel spekulation og afgifter på kortvarige transaktioner på værdipapirer kan være nogle af redskaberne. For det handler sådan set om at bevæge bankerne tilbage til deres oprindelige formål – og sikre at bankerne virker til gavn for samfundet og ikke til fare for samfundet, som det har været tilfældet i de sidste årtier. Hvis det skal ske, kræver det resolutte politiske beslutninger.
Banker bør være samfundseje
Men samtidig med den private banksektor tæmmes og reguleres, bør vi seriøst overveje, om det overhovedet er fornuftigt, at banksektoren helt er på private hænder. Er det fornuftigt, at en så central funktion i samfundet med så stor indflydelse på økonomien overlades til private interesser?
I forbindelse med drøftelserne af den nye redningspakke for bankerne har Socialdemokraterne for første gang krævet, at de skal følge statslig indflydelse med pengene. Det er fornuftigt. Hvis skatteyderne skal pumpe milliarder i bankerne, så skal det kunne garanteres, at pengene ikke bruges til nye finansielle eventyr eller tvivlsomme udlån – á la Stein Bagger. Derfor bør staten få det afgørende ord i direktionerne.
Desværre understregede Socialdemokraterne samtidig, at statens indflydelse kun skal være af midlertidig karakter, indtil krisen er overstået. Fordi det ifølge Helle Thorning-Schmidt ”ikke er statens opgave at drive bank”.
Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er det sådan, at pengene på vores løn- og opsparingkontoer skal forvaltes af private interesser, hvis formål er at sikre størst muligt overskud til egne aktionærer?
Finanskrisen og de seneste finansskandaler har jo med al tydelighed vist, at bankerne ikke har forvaltet vores opsparing på en måde, der har været til gavn for os eller samfundet. Men det rækker faktisk længere end det. Ofte bruges lønmodtagernes opsparing ikke bare lemfældigt, men i direkte modstrid mod vores egne interesser. Når bankerne f.eks. investerer vores penge i virksomheder, der flytter jobs væk fra Danmark eller underbetaler deres medarbejdere. Når der investeres i virksomheder, der opererer fra skattely. Eller i forurenende kulkraftværker. Så er det noget, der har direkte negativ virkning på os, som har ladet bankerne administrere vores opsparing.
Hvis bankerne – eller en del af banksektoren – derimod var på samfundets hænder, kunne vi tage demokratiske beslutninger om, hvordan vores opsparing skulle forvaltes, og sikre at vores penge blev brugt på en måde, der gavnede os selv og samfundet i sin helhed.
Vi kunne f.eks. demokratisk vælge, at vores opsparing blev brugt til at tilføre investeringer til grøn teknologi, der har svært ved at tiltrække investeringer fra privat hold. Vi kunne lade krav om miljøbeskyttelse og ordnede forhold for lønmodtagerne være betingelser for investeringer i virksomheder, eller på anden måde sikre at investeringer stillede krav om samfundsgavnlig adfærd hos virksomhederne.
Der findes allerede i dag andelskasser som Fælleskassen og Merkur Bank, der fungerer efter lignende præmisser – og oven i købet kan fremvise rigtig gode økonomiske resultater. Men hvis det virkelig skal batte, så skal staten på banen. Og det demokratiske samfundseje af bankerne, eller en del af bankerne, skal gøres permanent.
Liberalisterne har haft deres årtier til at bevise teorierne om den uregulerede kapitalismes lyksaligheder. Måske det var på tide at lade socialistiske idéer om demokratisk kontrol og økonomisk planlægning afprøve deres værd.
http://www.information.dk/178768
Hvem skal have bank?
Finanskrisen har genrejst diskussionen om den finansielle sektors rolle i samfundet, herunder hvem der egentlig skal drive bankvirksomhed. Kan finanssektoren helt overlades til private hænder, eller skal staten igen drive bank – under demokratisk kontrol.
Af Frank Aaen og Pelle Dragsted og, hhv. MFer og folketingskandidat for Enhedslisten
At der findes banker er sådan set en god idé. Bankernes oprindelige funktion er jo at sikre, at overskud fra en del af produktionen bliver kanaliseret over i andre dele af produktionen, hvor der er behov for investeringer. Og at sørge for at vores opsparede midler anvendes på fornuftig vis i den tid, hvor vi ikke selv skal bruge dem.
Men som finanskrisen så tydeligt har blotlagt, så er den bankverden, vi kender i dag, meget langt væk fra denne kernefunktion. I dag er finanssektoren ikke først og fremmest en formidler af kapital og investeringer, men en selvstændig økonomi med et vidt forgrenet net af stadig mere spekulative og fantasifulde investeringer og produkter.
Værdipapirer og valuta sælges, gensælges og forsikres med stadig større hast. Og nye finansielle produkter opfindes for at sætte yderligere gang i karrusellen. De såkaldte derivater eller afledte finansielle produkter er et eksempel. Den aktuelle krise blev netop udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre.
Handlen med derivater har fået et helt ufatteligt omfang. Inden finanskrisen brød ud, anslog en international bank, at disse spekulative papirer på markedet udgjorde 625.000 milliarder dollar. Det svarer til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Som krisen har vist, har disse værdier ingen forbindelse til den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen – og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem. Da tilliden forsvandt, brød systemet sammen som et pyramidespil.
Kortsigtet fortjeneste
Den finansielle sektors oprindelige formål om at formidle kapital er altså blevet helt fortrængt af en spekulationsøkonomi. I stedet for at investere i f.eks. produktion eller byggeri har bankerne kanaliseret kapitalen i stadig mere spekulative og uproduktive investeringer, samt i aktieudbetalinger og skyhøje bonusordninger for direktørerne. Teorien om kapitalens frie bevægelighed, der ville føre investeringerne derhen, hvor de gør mest gavn for samfundet, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte derhen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.
Bankernes transformation til spekulative kolosser kom ikke af sig selv, men var et direkte resultat af 80´erne nyliberalistiske markedsfundamentalisme. I hele verden fjernede regeringerne de bånd, der tidligere lå på bankerne, samtidig med at den statslige del af den finansielle sektor blev privatiseret. Ideologiske skyklapper har forhindret politikerne i at gribe ind, mens tid var med det resultat, at vi nu står midt i en global finanskrise, hvis konsekvenser vi stadig kun svagt kan ane.
Brug for opgør
Indtil nu har politikernes svar på krisen været at gennemføre redningsplaner og hjælpepakker for bankerne. I Danmark har regeringen spændt et sikkerhedsnet på 3.000 milliarder kroner ud under bankerne. Og nu forbereder regeringen en ny hjælpepakke – der skal skyde milliarder af skatteyderkroner ind i bankerne, for at øge deres likviditet.
Problemet ved disse redningspakker er bare, at de ikke på nogenløser de problemer, der ligger til grund for krisen. Godt nok taler regeringen om øget tilsyn og gennemsigtighed. Men når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er tilsyn og gennemsigtighed selvfølgelig en illusion.
Hvis nye kriser skal undgås er der behov for et grundlæggende opgør med den måde den finansielle sektor fungerer på. Spekulationsøkonomien skal ikke overvåges, den skal bekæmpes og holdes nede.
Reguleringen af bankerne skal strammes markant, og risikable og uproduktive spekulationer skal fortrænges – enten gennem forbud eller gennem afgifter som reducerer incitamentet. En Tobinskat på finansiel spekulation og afgifter på kortvarige transaktioner på værdipapirer kan være nogle af redskaberne. For det handler sådan set om at bevæge bankerne tilbage til deres oprindelige formål – og sikre at bankerne virker til gavn for samfundet og ikke til fare for samfundet, som det har været tilfældet i de sidste årtier. Hvis det skal ske, kræver det resolutte politiske beslutninger.
Banker bør være samfundseje
Men samtidig med den private banksektor tæmmes og reguleres, bør vi seriøst overveje, om det overhovedet er fornuftigt, at banksektoren helt er på private hænder. Er det fornuftigt, at en så central funktion i samfundet med så stor indflydelse på økonomien overlades til private interesser?
I forbindelse med drøftelserne af den nye redningspakke for bankerne har Socialdemokraterne for første gang krævet, at de skal følge statslig indflydelse med pengene. Det er fornuftigt. Hvis skatteyderne skal pumpe milliarder i bankerne, så skal det kunne garanteres, at pengene ikke bruges til nye finansielle eventyr eller tvivlsomme udlån – á la Stein Bagger. Derfor bør staten få det afgørende ord i direktionerne.
Desværre understregede Socialdemokraterne samtidig, at statens indflydelse kun skal være af midlertidig karakter, indtil krisen er overstået. Fordi det ifølge Helle Thorning-Schmidt ”ikke er statens opgave at drive bank”.
Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er det sådan, at pengene på vores løn- og opsparingkontoer skal forvaltes af private interesser, hvis formål er at sikre størst muligt overskud til egne aktionærer?
Finanskrisen og de seneste finansskandaler har jo med al tydelighed vist, at bankerne ikke har forvaltet vores opsparing på en måde, der har været til gavn for os eller samfundet. Men det rækker faktisk længere end det. Ofte bruges lønmodtagernes opsparing ikke bare lemfældigt, men i direkte modstrid mod vores egne interesser. Når bankerne f.eks. investerer vores penge i virksomheder, der flytter jobs væk fra Danmark eller underbetaler deres medarbejdere. Når der investeres i virksomheder, der opererer fra skattely. Eller i forurenende kulkraftværker. Så er det noget, der har direkte negativ virkning på os, som har ladet bankerne administrere vores opsparing.
Hvis bankerne – eller en del af banksektoren – derimod var på samfundets hænder, kunne vi tage demokratiske beslutninger om, hvordan vores opsparing skulle forvaltes, og sikre at vores penge blev brugt på en måde, der gavnede os selv og samfundet i sin helhed.
Vi kunne f.eks. demokratisk vælge, at vores opsparing blev brugt til at tilføre investeringer til grøn teknologi, der har svært ved at tiltrække investeringer fra privat hold. Vi kunne lade krav om miljøbeskyttelse og ordnede forhold for lønmodtagerne være betingelser for investeringer i virksomheder, eller på anden måde sikre at investeringer stillede krav om samfundsgavnlig adfærd hos virksomhederne.
Der findes allerede i dag andelskasser som Fælleskassen og Merkur Bank, der fungerer efter lignende præmisser – og oven i købet kan fremvise rigtig gode økonomiske resultater. Men hvis det virkelig skal batte, så skal staten på banen. Og det demokratiske samfundseje af bankerne, eller en del af bankerne, skal gøres permanent.
Liberalisterne har haft deres årtier til at bevise teorierne om den uregulerede kapitalismes lyksaligheder. Måske det var på tide at lade socialistiske idéer om demokratisk kontrol og økonomisk planlægning afprøve deres værd.
Finanskrisen skal løses fra venstre
Denne kronik om den finansielle krise, som jeg har skrevet sammen med Frank Aaen blev bragt i Politiken søndag d. 16. november 2008.
Finanskrisen skal løses fra venstre
Finanskrisen er resultatet af et spekulativt finansielt system, der har mistet enhver forbindelse til den virkelige verden. Men spekulationsøkonomien opstod ikke af sig selv. Den blev skabt af politiske beslutninger, og den kan ændres med politiske beslutninger.
Af Frank Aaen (MF for Enhedslisten) og Pelle Dragsted,(folketingskandidat for Enhedslisten)
Blodbad på børsen, panik i Wall Street, bankkrak, rentestigninger og konkurser. Omfanget og farten på den igangværende økonomiske krise er nok kommet bag på de fleste af os. Og vi er stadig langt fra at have overblik over rækkevidden og konsekvenserne af krisen.
Dog står det klart, at krisen har sin baggrund i et spekulativt finansielt system, hvis omfang i løbet af de seneste årtier er eksploderet i en grad, så det har mistet enhver jordforbindelse.
Når en krise på det amerikanske boligmarked i løbet af få måneder kan brede sig og blive til en global finanskrise, der når alle hjørner af kloden, er det fordi, det finansielle system er blevet en global sammenfiltret kolos, der bygger på finansiel spekulation af helt ufattelige dimensioner.
Den aktuelle krise er således udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre som nye afledte finansielle produkter – de såkaldte derivater
Dette internationale marked for spekulation i derivater er 7-doblet i omfang siden slutningen af 90’erne. Ifølge den internationale bank, BIS, udgjorde omfanget af disse spekulative papirer på markedet ved årsskiftet 625.000 milliarder $, altså 625 efterfulgt af 12 nuller og et $-tegn. For at gøre det astronomiske tal lidt mere forståeligt svarer det til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Verdens rigeste mand, Warren Buffet, der kender sådanne tal bedre end de fleste, har kaldt derivaterne for et masseødelæggelsesvåben og en tidsindstillet bombe.
Samtidig med væksten i disse nye spekulative finansprodukter er spekulation i kortvarige valuta-transaktioner eksploderet. Det anslås, at 98 % af de seneste års valutatransaktioner er spekulative – og uden noget produktivt sigte.
Den finansielle sektors oprindelige formål med at formidle kapital mellem virksomheder med overskud og virksomheder, der havde brug for investeringer, er blevet helt fortrængt til fordel for en selvstændig finansiel økonomi med stadig mere kringlede og fantasifulde investeringsformer. I USA er den finansielle sektors andel af de samlede fortjenester i erhvervslivet da også vokset fra 10% til 40% i løbet af ganske få år.
Problemet med denne finansielle kapitalisme er selvfølgelig, at den er uproduktiv og uden kontakt til virkeligheden. De fortjenester, der skabes, bygger ikke på en vækst i den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen, og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem.
Det siger næsten sig selv, at en økonomi baseret på at skabe fortjenester uden at skabe ny værdi må ende i noget, der mest af alt ligner et pyramidespil. Og advarselslamperne har da også blinket igen og igen. Sydøstasien nedsmeltede økonomisk for godt 10 år siden, og efter at dot.com-boblen bristede i 2000, oplevede størstedelen af verden en lang økonomisk krise med vækstrater nær nul.
Det ser dog ud til, at den nuværende krise vil få et langt større omfang og langt mere alvorlige konsekvenser.
Men den finansielle kasino-økonomi opstod ikke af sig selv. Den var et resultat af politiske beslutninger taget som følge af de seneste årtiers politiske og økonomiske højresving – den nyliberalistiske bølge.
Fra slutningen af 70´erne blev det den dominerende politiske opfattelse, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i økonomien, og at en svækkelse af den demokratiske kontrol ville være den rette medicin til fornyet vækst. I hele den vestlige verden gennemførte politikerne, rådgivet af liberalistiske tænketanke, en voldsom deregulering af økonomien. Valutakurserne skulle flyde frit og kapitalen lige så. Efterkrigstidens regulering af økonomien blev i det hele taget rullet tilbage for at skabe mere plads til markedet. Samtidig blev hele den finansielle sektor privatiseret, og reglerne for tilsyn og for, hvad bankerne måtte og kunne, blev svækket gang på gang.
Denne politik blev starten på en udvikling, hvor tyngdepunktet i stigende grad blev flyttet fra realøkonomien til den finansielle sektor. I stedet for investeringer i byggeri, ny produktion eller andre ting der bidrager til prduktivitet og beskæftigelse, blev der investeret i spekulative værdipapirer.
Teorien om, at kapitalens frie bevægelighed ville føre investeringerne der hen, hvor de gør mest gavn, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte der hen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.
Det var altså politiske beslutninger, der førte os der hen, hvor vi er i dag – og det er også politiske beslutninger, der skal til, hvis denne og fremtidige økonomiske kriser skal bekæmpes.
Svarene fra regeringerne på begge sider af Atlanten har indtil nu været at vedtage storstilede hjælpepakker, der har til formål at genskabe tilliden til den finansielle sektor.
Det er også tilfældet i Danmark, hvor Folketinget på rekordtid vedtog en hjælpepakke af enorme dimensioner. Regeringen har fremhævet, at de danske pengeinstitutter selv skal bidrage til redningsplanen. Men bankernes andel rækker ikke langt. Hvis blot en middelstor bank krakker, så er bankernes indskud allerede spist, og skatteyderne kommer til at hænge på resten af den samlede garanti på op til 3000 mia.
Hvis det ikke var så alvorligt, er det næsten komisk, at den finansielle sektor, der i årtier har skreget på mindre stats-indblandning, nu pludselig er store tilhængere af statslig intervention.
Enhedslisten vendte sig som det eneste parti imod redningspakken. Dels fordi vi finder det uanstændigt, at skatteyderne skal betale tabet, efter at spekulanter og direktører i årevis har forgyldt sig selv. Men først og fremmest fordi det efter vores mening er en helt forkert medicin.
Ligesom ved tidligere kriser forsøger man at løse problemet ved at tilføre ny kapital – og dermed genskabe tilliden til et system, som ganske enkelt ikke fortjener vores tillid.
Men i stedet for at forsøge at puste liv i en sygdomsramt spekulativ økonomi bør man tage fat om roden til problemerne – nemlig den mangel på demokratisk kontrol med økonomien, som er hovedårsagen til krisen. Krisen viser jo med al tydelighed, at en ureguleret og privatiseret finanssektor ikke skaber en sund økonomisk udvikling, i hvert fald ikke set fra almindelige menneskers synsvinkel. Og derfor må krisen indvarsle en ny demokratisk regulering.
Og her er det slet ikke nok at øge tilsynet med finanssektoren, som blandt andet den danske regering har foreslået. Når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er kontrol selvfølgelig en illusion. Det, der er brug for, er en
begrænsning af spekulationens omfang. Det er nødvendigt både at få mere politisk kontrol med den finansielle sektor og at reducere dens betydning i samfundet. Alle former for skadelig spekulation skal modarbejdes, og de finansielle transaktioner skal reduceres til dem, som er nødvendige for den virkelige økonomi.
Der er ikke ét indgreb, der vil kunne løse problemerne bag den finansielle krise. En lang række værktøjer skal bruges for at få rullet de sidste årtiers nyliberalistiske udvikling tilbage. Fælles for forslagene er, at der er tale om indgreb, der på bedste socialistiske vis ruller demokratiet frem på bekostning af markedskræfterne.
Nogle afgørende reformer vil være:
· Kontrol med spekulation
Der skal indføres langt skrappere regler for, hvad bankerne må og ikke må, for at undgå skadelig og risikabel adfærd. Investeringer skal godkendes på forhånd af de relevante myndigheder for at sikre, at de har et egentligt erhvervsmæssigt formål, og ikke udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. Risikable kreditformer, som afdragsfrie lån og flex-lån, bør afskaffes. Det handler grundlæggende om at privat banvirksomhed ikke må udgøre en risiko for fælles samfundsinteresser, men tværtimod skal underordnes disse.
· Afgift på finansielle transaktioner og valutatransaktioner.
En lille afgift på valutatransaktioner – en såkaldt Tobinskat - ville være uden betydning for realøkonomiske transaktioner, men ville begrænse de transaktioner, der bygger på kortsigtet spekulation. På samme måde kunne en beskeden afgift på aktiehandel begrænse kortsigtet aktiespekulation. Sænkes hastigheden af finansielle transaktioner og sikres det, at de i højere grad har et realøkonomisk formål, så vil deres omfang reduceres dramatisk
· Genoprettelse af et bank og kreditvæsen under demokratisk kontrol
Krisen har vist, at den finansielle sektor er alt for vigtig til at overlade alene til private spillere. Almindelige mennesker skal ikke frygte for udviklingen i deres boligrente og opsparing på grund af bankernes spekulation. Derfor skal vi have genskabt en samfundsejet finansiel sektor, der sikrer, at almindelige mennesker kan foretage normale bankforretninger uden risiko. Dette er ikke et vidtgående krav. Indtil for ganske få år siden fandtes en statslig bank (Girobank) og fællesejede realkreditinstitutter (som Realdanmark). Men de blev som et led i dereguleringsbølgen afhændet til private.
· Nyt Bretton Woods
Endelig bør der arbejdes for et nyt internationalt valutasystem, hvor forholdet mellem de enkelte landes valutaer er under demokratisk kontrol i stedet for at skulle dirigeres af markedet. Vekselkurserne kan så ændres i det omfang, landenes økonomiske udvikling kræver det. Det kan være opjustering af en valuta, hvis et land har en særlig stærk økonomi, eller en devaluering, hvis den har en svag økonomisk udvikling. Målet er, at landenes udenrigshandel er nogenlunde i balance, og der løbende sker en tilpasning, så spekulanter ikke kan gennemføre aktioner mod enkelte landes valuter.
De eksisterende globale frihandelsaftaler, der i alt for høj grad har fokuseret på kapitalens frie bevægelighed skal reformeres. Hensynet til beskæftigelse, til at bekæmpe skattekonkurrence mellem landene og kapitalflugt skal stå i centrum.
Mange af disse forslag vil stride imod den nuværende EU-lovgivning, som er blevet til under den nyliberalistiske epoke. Der må derfor arbejdes på tværs af Europa for et opgør med EU's liberalistiske grundlag. Samtidig er det afgørende, at Danmark bevarer sin undtagelse over for Euroen. Et dansk Euro-medlemskab under den nuværende EU-lovgiving er en ualmindelig skidt idé, da det yderligere vil svække vores muligheder for demokratisk regulering af økonomien.
Så vidt den finansielle sektor. Det er dog også nødvendigt at sætte ind over for den realøkonomiske krise, som vokser i omfang fra dag til dag.
For det første skal der sættes hurtigt og effektivt ind for at hjælpe de familier og små virksomheder, som rammes af krisen. Vi har foreslået, at boligejere, der rammes af krisen, skal kunne refinansiere deres lån i Nationalbanken til den rente, der var gældende før krisen. Betingelsen skal dog være, at værdistigninger i boligen skal beskattes, når den realiseres. Tilsvarende foreslår vi, at boliger, der går på tvangsaktion, skal kunne overtages af staten, hvis de, der bor i ejendommen, vil blive boende som lejere. De små erhvervsdrivende, der har fået begrænset deres kreditmuligheder på grund af bank-krisen, bør også hjælpes f.eks. gennem en statslig kreditfacilitet.
Aller vigtigst er det dog at bekæmpe den arbejdsløshed, som uvægerligt vil blive et af krisens resultater. For at modvirke arbejdsløshed skal staten afsætte penge til øget anlægsaktivitet i kommunerne og regionerne samtidig med at driftsbudgetterne skal forbedres, så flere kan ansættes til pleje og omsorg. Og så skal det almene boligbyggeri kickstartes med omfattende byggeri af gode og billige boliger.
En større offentlig sektor vil ud over at skabe større tryghed også gøre samfundet mere modstandsdygtigt over for nye kriser, fordi det offentlige ikke er afhængigt af private investeringer.
Derfor skal der også sættes en stopper for yderligere privatiseringer af vores fælles ejendom.
Men også fordelingspolitikken er et vigtig værkstøj for at sikre en sund økonomisk udvikling.
Den nyliberalistiske epoke har medført en stigende ulighed - også i Danmark. Lønningernes andel af samfundets velstand i de industrialiserede lande har for første gang siden 2. verdenskrig været faldende eller stagnerende, mens profitterne er vokset. Denne udvikling har medført, at flere penge er blevet ført ind i spekulationen på bekostning af den almindelige efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Den udvikling bør vendes. Et første skridt i den rigtige retning kunne være en skattereform, der flyttede beskatningen fra de laveste arbejdsindkomster til kapitalindkomster. Øget social retfærdighed er faktisk en del af løsningen på krisen.
Selvom der er tale om socialistisk inspirerede indgreb, er de ovenstående forslag ganske moderate og burde kunne samle både venstrefløjen og de socialdemokratiske partier. Og selvom vi i Enhedslisten gerne så en mere vidtgående socialistisk udvikling, er der ingen tvivl om, at selv disse moderate indgreb vil udgøre et vigtigt opgør med 25 års nyliberalistisk politik og således ændre styrkeforholdet mellem de private interesser og demokratiet – til fordel for sidstnævnte.
Der er dog igen garanti for, at krisen vil føre til en demokratisk og socialistisk udvikling. Krisen kan ligesom tidligere tilfælde føre til nye liberalistiske eksperimenter, der skaber grobunden for den næste krise. Derfor bliver den kommende ideologiske debat afgørende. Vil politikerne beholde de ideologiske skyklapper på, som indtil nu har forhindret de nødvendige indgreb, eller vil de gøre op med den liberalistiske dogmatik og erkende, at fremtiden er for vigtig til at overlade til markedet og kapitalens frie bevægelighed.
Finanskrisen skal løses fra venstre
Finanskrisen er resultatet af et spekulativt finansielt system, der har mistet enhver forbindelse til den virkelige verden. Men spekulationsøkonomien opstod ikke af sig selv. Den blev skabt af politiske beslutninger, og den kan ændres med politiske beslutninger.
Af Frank Aaen (MF for Enhedslisten) og Pelle Dragsted,(folketingskandidat for Enhedslisten)
Blodbad på børsen, panik i Wall Street, bankkrak, rentestigninger og konkurser. Omfanget og farten på den igangværende økonomiske krise er nok kommet bag på de fleste af os. Og vi er stadig langt fra at have overblik over rækkevidden og konsekvenserne af krisen.
Dog står det klart, at krisen har sin baggrund i et spekulativt finansielt system, hvis omfang i løbet af de seneste årtier er eksploderet i en grad, så det har mistet enhver jordforbindelse.
Når en krise på det amerikanske boligmarked i løbet af få måneder kan brede sig og blive til en global finanskrise, der når alle hjørner af kloden, er det fordi, det finansielle system er blevet en global sammenfiltret kolos, der bygger på finansiel spekulation af helt ufattelige dimensioner.
Den aktuelle krise er således udløst af, at de amerikanske kreditselskaber ligesom resten af den finansielle sektor har videresolgt og forsikret deres gældsbeviser, som så igen og igen er solgt videre som nye afledte finansielle produkter – de såkaldte derivater
Dette internationale marked for spekulation i derivater er 7-doblet i omfang siden slutningen af 90’erne. Ifølge den internationale bank, BIS, udgjorde omfanget af disse spekulative papirer på markedet ved årsskiftet 625.000 milliarder $, altså 625 efterfulgt af 12 nuller og et $-tegn. For at gøre det astronomiske tal lidt mere forståeligt svarer det til 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Verdens rigeste mand, Warren Buffet, der kender sådanne tal bedre end de fleste, har kaldt derivaterne for et masseødelæggelsesvåben og en tidsindstillet bombe.
Samtidig med væksten i disse nye spekulative finansprodukter er spekulation i kortvarige valuta-transaktioner eksploderet. Det anslås, at 98 % af de seneste års valutatransaktioner er spekulative – og uden noget produktivt sigte.
Den finansielle sektors oprindelige formål med at formidle kapital mellem virksomheder med overskud og virksomheder, der havde brug for investeringer, er blevet helt fortrængt til fordel for en selvstændig finansiel økonomi med stadig mere kringlede og fantasifulde investeringsformer. I USA er den finansielle sektors andel af de samlede fortjenester i erhvervslivet da også vokset fra 10% til 40% i løbet af ganske få år.
Problemet med denne finansielle kapitalisme er selvfølgelig, at den er uproduktiv og uden kontakt til virkeligheden. De fortjenester, der skabes, bygger ikke på en vækst i den virkelige økonomi. Det er de samme værdipapirer, som sælges igen og igen, og deres værdi kan kun fastholdes, så længe der blandt investorerne hele tiden er tillid til, at man kan sælge dem dyrere, end man har købt dem.
Det siger næsten sig selv, at en økonomi baseret på at skabe fortjenester uden at skabe ny værdi må ende i noget, der mest af alt ligner et pyramidespil. Og advarselslamperne har da også blinket igen og igen. Sydøstasien nedsmeltede økonomisk for godt 10 år siden, og efter at dot.com-boblen bristede i 2000, oplevede størstedelen af verden en lang økonomisk krise med vækstrater nær nul.
Det ser dog ud til, at den nuværende krise vil få et langt større omfang og langt mere alvorlige konsekvenser.
Men den finansielle kasino-økonomi opstod ikke af sig selv. Den var et resultat af politiske beslutninger taget som følge af de seneste årtiers politiske og økonomiske højresving – den nyliberalistiske bølge.
Fra slutningen af 70´erne blev det den dominerende politiske opfattelse, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i økonomien, og at en svækkelse af den demokratiske kontrol ville være den rette medicin til fornyet vækst. I hele den vestlige verden gennemførte politikerne, rådgivet af liberalistiske tænketanke, en voldsom deregulering af økonomien. Valutakurserne skulle flyde frit og kapitalen lige så. Efterkrigstidens regulering af økonomien blev i det hele taget rullet tilbage for at skabe mere plads til markedet. Samtidig blev hele den finansielle sektor privatiseret, og reglerne for tilsyn og for, hvad bankerne måtte og kunne, blev svækket gang på gang.
Denne politik blev starten på en udvikling, hvor tyngdepunktet i stigende grad blev flyttet fra realøkonomien til den finansielle sektor. I stedet for investeringer i byggeri, ny produktion eller andre ting der bidrager til prduktivitet og beskæftigelse, blev der investeret i spekulative værdipapirer.
Teorien om, at kapitalens frie bevægelighed ville føre investeringerne der hen, hvor de gør mest gavn, viste sig at være helt uunderbygget. Kapitalen søgte der hen, hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien.
Det var altså politiske beslutninger, der førte os der hen, hvor vi er i dag – og det er også politiske beslutninger, der skal til, hvis denne og fremtidige økonomiske kriser skal bekæmpes.
Svarene fra regeringerne på begge sider af Atlanten har indtil nu været at vedtage storstilede hjælpepakker, der har til formål at genskabe tilliden til den finansielle sektor.
Det er også tilfældet i Danmark, hvor Folketinget på rekordtid vedtog en hjælpepakke af enorme dimensioner. Regeringen har fremhævet, at de danske pengeinstitutter selv skal bidrage til redningsplanen. Men bankernes andel rækker ikke langt. Hvis blot en middelstor bank krakker, så er bankernes indskud allerede spist, og skatteyderne kommer til at hænge på resten af den samlede garanti på op til 3000 mia.
Hvis det ikke var så alvorligt, er det næsten komisk, at den finansielle sektor, der i årtier har skreget på mindre stats-indblandning, nu pludselig er store tilhængere af statslig intervention.
Enhedslisten vendte sig som det eneste parti imod redningspakken. Dels fordi vi finder det uanstændigt, at skatteyderne skal betale tabet, efter at spekulanter og direktører i årevis har forgyldt sig selv. Men først og fremmest fordi det efter vores mening er en helt forkert medicin.
Ligesom ved tidligere kriser forsøger man at løse problemet ved at tilføre ny kapital – og dermed genskabe tilliden til et system, som ganske enkelt ikke fortjener vores tillid.
Men i stedet for at forsøge at puste liv i en sygdomsramt spekulativ økonomi bør man tage fat om roden til problemerne – nemlig den mangel på demokratisk kontrol med økonomien, som er hovedårsagen til krisen. Krisen viser jo med al tydelighed, at en ureguleret og privatiseret finanssektor ikke skaber en sund økonomisk udvikling, i hvert fald ikke set fra almindelige menneskers synsvinkel. Og derfor må krisen indvarsle en ny demokratisk regulering.
Og her er det slet ikke nok at øge tilsynet med finanssektoren, som blandt andet den danske regering har foreslået. Når vi taler om en spekulationsøkonomi, der er ti gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, er kontrol selvfølgelig en illusion. Det, der er brug for, er en
begrænsning af spekulationens omfang. Det er nødvendigt både at få mere politisk kontrol med den finansielle sektor og at reducere dens betydning i samfundet. Alle former for skadelig spekulation skal modarbejdes, og de finansielle transaktioner skal reduceres til dem, som er nødvendige for den virkelige økonomi.
Der er ikke ét indgreb, der vil kunne løse problemerne bag den finansielle krise. En lang række værktøjer skal bruges for at få rullet de sidste årtiers nyliberalistiske udvikling tilbage. Fælles for forslagene er, at der er tale om indgreb, der på bedste socialistiske vis ruller demokratiet frem på bekostning af markedskræfterne.
Nogle afgørende reformer vil være:
· Kontrol med spekulation
Der skal indføres langt skrappere regler for, hvad bankerne må og ikke må, for at undgå skadelig og risikabel adfærd. Investeringer skal godkendes på forhånd af de relevante myndigheder for at sikre, at de har et egentligt erhvervsmæssigt formål, og ikke udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. Risikable kreditformer, som afdragsfrie lån og flex-lån, bør afskaffes. Det handler grundlæggende om at privat banvirksomhed ikke må udgøre en risiko for fælles samfundsinteresser, men tværtimod skal underordnes disse.
· Afgift på finansielle transaktioner og valutatransaktioner.
En lille afgift på valutatransaktioner – en såkaldt Tobinskat - ville være uden betydning for realøkonomiske transaktioner, men ville begrænse de transaktioner, der bygger på kortsigtet spekulation. På samme måde kunne en beskeden afgift på aktiehandel begrænse kortsigtet aktiespekulation. Sænkes hastigheden af finansielle transaktioner og sikres det, at de i højere grad har et realøkonomisk formål, så vil deres omfang reduceres dramatisk
· Genoprettelse af et bank og kreditvæsen under demokratisk kontrol
Krisen har vist, at den finansielle sektor er alt for vigtig til at overlade alene til private spillere. Almindelige mennesker skal ikke frygte for udviklingen i deres boligrente og opsparing på grund af bankernes spekulation. Derfor skal vi have genskabt en samfundsejet finansiel sektor, der sikrer, at almindelige mennesker kan foretage normale bankforretninger uden risiko. Dette er ikke et vidtgående krav. Indtil for ganske få år siden fandtes en statslig bank (Girobank) og fællesejede realkreditinstitutter (som Realdanmark). Men de blev som et led i dereguleringsbølgen afhændet til private.
· Nyt Bretton Woods
Endelig bør der arbejdes for et nyt internationalt valutasystem, hvor forholdet mellem de enkelte landes valutaer er under demokratisk kontrol i stedet for at skulle dirigeres af markedet. Vekselkurserne kan så ændres i det omfang, landenes økonomiske udvikling kræver det. Det kan være opjustering af en valuta, hvis et land har en særlig stærk økonomi, eller en devaluering, hvis den har en svag økonomisk udvikling. Målet er, at landenes udenrigshandel er nogenlunde i balance, og der løbende sker en tilpasning, så spekulanter ikke kan gennemføre aktioner mod enkelte landes valuter.
De eksisterende globale frihandelsaftaler, der i alt for høj grad har fokuseret på kapitalens frie bevægelighed skal reformeres. Hensynet til beskæftigelse, til at bekæmpe skattekonkurrence mellem landene og kapitalflugt skal stå i centrum.
Mange af disse forslag vil stride imod den nuværende EU-lovgivning, som er blevet til under den nyliberalistiske epoke. Der må derfor arbejdes på tværs af Europa for et opgør med EU's liberalistiske grundlag. Samtidig er det afgørende, at Danmark bevarer sin undtagelse over for Euroen. Et dansk Euro-medlemskab under den nuværende EU-lovgiving er en ualmindelig skidt idé, da det yderligere vil svække vores muligheder for demokratisk regulering af økonomien.
Så vidt den finansielle sektor. Det er dog også nødvendigt at sætte ind over for den realøkonomiske krise, som vokser i omfang fra dag til dag.
For det første skal der sættes hurtigt og effektivt ind for at hjælpe de familier og små virksomheder, som rammes af krisen. Vi har foreslået, at boligejere, der rammes af krisen, skal kunne refinansiere deres lån i Nationalbanken til den rente, der var gældende før krisen. Betingelsen skal dog være, at værdistigninger i boligen skal beskattes, når den realiseres. Tilsvarende foreslår vi, at boliger, der går på tvangsaktion, skal kunne overtages af staten, hvis de, der bor i ejendommen, vil blive boende som lejere. De små erhvervsdrivende, der har fået begrænset deres kreditmuligheder på grund af bank-krisen, bør også hjælpes f.eks. gennem en statslig kreditfacilitet.
Aller vigtigst er det dog at bekæmpe den arbejdsløshed, som uvægerligt vil blive et af krisens resultater. For at modvirke arbejdsløshed skal staten afsætte penge til øget anlægsaktivitet i kommunerne og regionerne samtidig med at driftsbudgetterne skal forbedres, så flere kan ansættes til pleje og omsorg. Og så skal det almene boligbyggeri kickstartes med omfattende byggeri af gode og billige boliger.
En større offentlig sektor vil ud over at skabe større tryghed også gøre samfundet mere modstandsdygtigt over for nye kriser, fordi det offentlige ikke er afhængigt af private investeringer.
Derfor skal der også sættes en stopper for yderligere privatiseringer af vores fælles ejendom.
Men også fordelingspolitikken er et vigtig værkstøj for at sikre en sund økonomisk udvikling.
Den nyliberalistiske epoke har medført en stigende ulighed - også i Danmark. Lønningernes andel af samfundets velstand i de industrialiserede lande har for første gang siden 2. verdenskrig været faldende eller stagnerende, mens profitterne er vokset. Denne udvikling har medført, at flere penge er blevet ført ind i spekulationen på bekostning af den almindelige efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Den udvikling bør vendes. Et første skridt i den rigtige retning kunne være en skattereform, der flyttede beskatningen fra de laveste arbejdsindkomster til kapitalindkomster. Øget social retfærdighed er faktisk en del af løsningen på krisen.
Selvom der er tale om socialistisk inspirerede indgreb, er de ovenstående forslag ganske moderate og burde kunne samle både venstrefløjen og de socialdemokratiske partier. Og selvom vi i Enhedslisten gerne så en mere vidtgående socialistisk udvikling, er der ingen tvivl om, at selv disse moderate indgreb vil udgøre et vigtigt opgør med 25 års nyliberalistisk politik og således ændre styrkeforholdet mellem de private interesser og demokratiet – til fordel for sidstnævnte.
Der er dog igen garanti for, at krisen vil føre til en demokratisk og socialistisk udvikling. Krisen kan ligesom tidligere tilfælde føre til nye liberalistiske eksperimenter, der skaber grobunden for den næste krise. Derfor bliver den kommende ideologiske debat afgørende. Vil politikerne beholde de ideologiske skyklapper på, som indtil nu har forhindret de nødvendige indgreb, eller vil de gøre op med den liberalistiske dogmatik og erkende, at fremtiden er for vigtig til at overlade til markedet og kapitalens frie bevægelighed.
Grådigheden skal tøjles
Dette indlæg om finanskrisen blev bragt i en forkortet udgave i Politiken i starten af oktober
Grådigheden skal tøjles
Med sin historiske kritik af de utøjlede markedskræfter bærer Socialdemokraterne og venstrefløjen et særligt ansvar for at finde svar på den aktuelle finanskrise
”Hvad sagde vi” er nogle gange frydefuldt at kunne sige. Og ganske rigtigt er det, at venstrefløjen og venstreorienterede økonomer i årevis har advaret mod den spekulative kapital, kasino-kapitalismen og finansboblen, mens regeringerne, erhvervslivet og de dominerende økonomer har vendt det døve øre til. Desværre er konsekvenserne af den aktuelle krise så alvorlige, at der ikke er særlig sjovt at konstatere, at advarslerne var berettigede. Som altid er det almindelige mennesker og særligt dem på samfundets bund, der må bære byrden når krisen kradser. Vi har formentlig kun set begyndelsen på problemerne med stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner og deraf følgende social udstødelse. Som et demokratisk medlem af USA's kongres har sagt, så er rigdommen og gevinsten i årevis blevet privatiseret til de få – mens tabet nu skal socialiseres til de mange. Det er resultatet af den økonomiske dogmatik som har domineret verden de seneste 25 år.
Dereguleringen af økonomien og kapitalstrømmene, afdemokratiseringen af nationalbankerne og privatiseringerne af kreditvæsnet er frugterne af den nyliberalistiske revolution, som blev indvarslet af Reagan og Thatcher i 80´erne. En dogmatisk ideologi, der foreskriver at staten (læs de demokratiske institutioner) skal blande sig så lidt så muligt i økonomien. En ideologi, som særligt efter murens fald spredtes udover kloden og som desværre vant indpas langt ind i de europæiske socialdemokratiske partier.
Nogle af konsekvenserne af denne politik har længe været kendte. Særligt i ulandene har dereguleringen slået hårdt. Landene i syd som valgte at følge den økonomiske dogmatik har betalt en hård pris. Lokal produktion er blevet udkonkurreret, og privatiseringer og udenlandsk overtagelse af hele brancher har medført en stigende kapitaleksport mod Nord. I Argentina – et af de lande som var mest trofast overfor dereguleringsdogmet, kom det til en statsbankerot allerede i 2001 – titusindvis af småsparere blev ruineret.
Men også i det rige nord har konsekvenserne været til at tage og føle på. Først og fremmest i form af en voksende ubalance i økonomien. For første gang siden anden verdenskrig, har lønningerne som andel af BNP i det seneste årti været faldende eller stagneret i OECD-landene, mens profitterne er vokset eksplosivt. Da selskabsskatterne samtidig er blevet halveret på globalt plan, er skattegrundlaget for velfærdssamfundet i mange lande under pres. Privatiseringen og dereguleringen af kreditmarkederne har samtidig skabt en bolig-boble, som ikke alene har gjort det næsten umuligt for almindelige mennesker at få en bolig i storbyerne, men som også markant har øget den økonomiske ulighed.
Alarmklokkerne burde altså have ringet for mange år siden. Men den økonomiske dogmatik om det frie markeds velsignelser har været så indgroet hos politikere, økonomer og meningsdannere, at det har forhindret en klar forståelse af udviklingen.
Det er derfor positivt at opleve, at flere og flere økonomer, politikere og meningsdannere nu erkender, at øget demokratisk kontrol med økonomien ikke er af det onde, men er en nødvendighed – også under en kapitalistisk markedsøkonomi. Det selvregulerende frie marked, hvor en usynlig hånd sikrer balance og social retfærdighed findes kun i de nyliberalistiske økonomers fantasi og modelverden - ikke i den virkelige verden. Grådigheden skal tøjles.
Derfor er det bydende nødvendigt, at politikere i Danmark, i Europa og i verden, nu vågner op til dåd. Det der er brug for, er ikke små redningsplaner, som sikrer en fortsættelse af den kriseramte økonomiske model. Det vil blot føre til, at det skadelige spekulationsspil starter forfra indtil næste krise forårsaget af de samme grundlæggende problemer.
Nej, det der er brug for er, at hele den økonomiske dogmatik, som har været dominerende i de seneste årtier udsættes for en gennemgribende kritik og revision. Hele den pakke af dereguleringer som er blevet gennemført skal underkastes en grundig analyse:
Skal kapitalstrømme igen reguleres, skal nationalbankerne på ny under demokratisk kontrol, skal privatiseringerne af offentlige virksomheder rulles tilbage, skal staten overtage kreditvæsnet og igen drive bankvirksomhed, som det var tilfældet ind til for få år siden. Det er nogle af de spørgsmål som trænger sig på.
Én af målsætningerne må være, at de demokratiske institutioner igen skal styrkes, så de får en hovedrolle i økonomien. En anden målsætning er, at den økonomiske vækst, er baseret på reel produktion, der skaber gode arbejdspladser og ikke på uproduktiv finansiel spekulation. Et sidste mål må være at sikre at udviklingen i balancen mellem løn og profit vendes så uligheden mindskes og statens skattegrundlag sikres
Der er kort sagt brug for grundlæggende ny økonomisk model både nationalt og globalt. Et særligt ansvar ligger i denne situation hos socialdemokratierne og venstrefløjen som historisk har været bærere af netop det blik på økonomien og demokratiet, som der nu er brug for. Nemlig det blik der sikrer, at det økonomiske system skal tjene samfundet – og ikke vice versa.
I første omgang handler det om regulering og demokratisk kontrol med den kapitalistiske markedsøkonomi – men den aktuelle krise bør også både på venstrefløjen og i Socialdemokratiet genrejse diskussionen om, hvorvidt historien ender med den kapitalistiske økonomi – eller om den aktuelle krise indvarsler nødvendigheden af en ny debat om alternativer til den kapitalistiske økonomi.
Pelle Dragsted
Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
Folketingskandidat for Enhedslisten
Grådigheden skal tøjles
Med sin historiske kritik af de utøjlede markedskræfter bærer Socialdemokraterne og venstrefløjen et særligt ansvar for at finde svar på den aktuelle finanskrise
”Hvad sagde vi” er nogle gange frydefuldt at kunne sige. Og ganske rigtigt er det, at venstrefløjen og venstreorienterede økonomer i årevis har advaret mod den spekulative kapital, kasino-kapitalismen og finansboblen, mens regeringerne, erhvervslivet og de dominerende økonomer har vendt det døve øre til. Desværre er konsekvenserne af den aktuelle krise så alvorlige, at der ikke er særlig sjovt at konstatere, at advarslerne var berettigede. Som altid er det almindelige mennesker og særligt dem på samfundets bund, der må bære byrden når krisen kradser. Vi har formentlig kun set begyndelsen på problemerne med stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner og deraf følgende social udstødelse. Som et demokratisk medlem af USA's kongres har sagt, så er rigdommen og gevinsten i årevis blevet privatiseret til de få – mens tabet nu skal socialiseres til de mange. Det er resultatet af den økonomiske dogmatik som har domineret verden de seneste 25 år.
Dereguleringen af økonomien og kapitalstrømmene, afdemokratiseringen af nationalbankerne og privatiseringerne af kreditvæsnet er frugterne af den nyliberalistiske revolution, som blev indvarslet af Reagan og Thatcher i 80´erne. En dogmatisk ideologi, der foreskriver at staten (læs de demokratiske institutioner) skal blande sig så lidt så muligt i økonomien. En ideologi, som særligt efter murens fald spredtes udover kloden og som desværre vant indpas langt ind i de europæiske socialdemokratiske partier.
Nogle af konsekvenserne af denne politik har længe været kendte. Særligt i ulandene har dereguleringen slået hårdt. Landene i syd som valgte at følge den økonomiske dogmatik har betalt en hård pris. Lokal produktion er blevet udkonkurreret, og privatiseringer og udenlandsk overtagelse af hele brancher har medført en stigende kapitaleksport mod Nord. I Argentina – et af de lande som var mest trofast overfor dereguleringsdogmet, kom det til en statsbankerot allerede i 2001 – titusindvis af småsparere blev ruineret.
Men også i det rige nord har konsekvenserne været til at tage og føle på. Først og fremmest i form af en voksende ubalance i økonomien. For første gang siden anden verdenskrig, har lønningerne som andel af BNP i det seneste årti været faldende eller stagneret i OECD-landene, mens profitterne er vokset eksplosivt. Da selskabsskatterne samtidig er blevet halveret på globalt plan, er skattegrundlaget for velfærdssamfundet i mange lande under pres. Privatiseringen og dereguleringen af kreditmarkederne har samtidig skabt en bolig-boble, som ikke alene har gjort det næsten umuligt for almindelige mennesker at få en bolig i storbyerne, men som også markant har øget den økonomiske ulighed.
Alarmklokkerne burde altså have ringet for mange år siden. Men den økonomiske dogmatik om det frie markeds velsignelser har været så indgroet hos politikere, økonomer og meningsdannere, at det har forhindret en klar forståelse af udviklingen.
Det er derfor positivt at opleve, at flere og flere økonomer, politikere og meningsdannere nu erkender, at øget demokratisk kontrol med økonomien ikke er af det onde, men er en nødvendighed – også under en kapitalistisk markedsøkonomi. Det selvregulerende frie marked, hvor en usynlig hånd sikrer balance og social retfærdighed findes kun i de nyliberalistiske økonomers fantasi og modelverden - ikke i den virkelige verden. Grådigheden skal tøjles.
Derfor er det bydende nødvendigt, at politikere i Danmark, i Europa og i verden, nu vågner op til dåd. Det der er brug for, er ikke små redningsplaner, som sikrer en fortsættelse af den kriseramte økonomiske model. Det vil blot føre til, at det skadelige spekulationsspil starter forfra indtil næste krise forårsaget af de samme grundlæggende problemer.
Nej, det der er brug for er, at hele den økonomiske dogmatik, som har været dominerende i de seneste årtier udsættes for en gennemgribende kritik og revision. Hele den pakke af dereguleringer som er blevet gennemført skal underkastes en grundig analyse:
Skal kapitalstrømme igen reguleres, skal nationalbankerne på ny under demokratisk kontrol, skal privatiseringerne af offentlige virksomheder rulles tilbage, skal staten overtage kreditvæsnet og igen drive bankvirksomhed, som det var tilfældet ind til for få år siden. Det er nogle af de spørgsmål som trænger sig på.
Én af målsætningerne må være, at de demokratiske institutioner igen skal styrkes, så de får en hovedrolle i økonomien. En anden målsætning er, at den økonomiske vækst, er baseret på reel produktion, der skaber gode arbejdspladser og ikke på uproduktiv finansiel spekulation. Et sidste mål må være at sikre at udviklingen i balancen mellem løn og profit vendes så uligheden mindskes og statens skattegrundlag sikres
Der er kort sagt brug for grundlæggende ny økonomisk model både nationalt og globalt. Et særligt ansvar ligger i denne situation hos socialdemokratierne og venstrefløjen som historisk har været bærere af netop det blik på økonomien og demokratiet, som der nu er brug for. Nemlig det blik der sikrer, at det økonomiske system skal tjene samfundet – og ikke vice versa.
I første omgang handler det om regulering og demokratisk kontrol med den kapitalistiske markedsøkonomi – men den aktuelle krise bør også både på venstrefløjen og i Socialdemokratiet genrejse diskussionen om, hvorvidt historien ender med den kapitalistiske økonomi – eller om den aktuelle krise indvarsler nødvendigheden af en ny debat om alternativer til den kapitalistiske økonomi.
Pelle Dragsted
Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
Folketingskandidat for Enhedslisten
Terrorlovgivningens dobbelte standarder
Her en kronik som jeg har skrevet sammen med Christine Lundgaard efter dommen mod Fighters and Lovers. Blev bragt i Information den 2. oktober.
Terrorlovgivningens dobbelte standarder
Landsrettens dom mod T-shirtfirmaet Fighters & Lovers blotlægger problemerne ved den terrorlovgivning, som Folketinget vedtog efter angrebet den 11. september 2001
Landsrettens dommere konkluderede i retssagen modt-shirtfirmaet Fighters & Lovers med henvisning til terrorlovgivningen, at væbnede grupper, som har civile liv på samvittigheden, skal anses som terrorgrupper. Og at dette gælder uanset under hvilke forhold oppositionsgrupperne opererer, og uanset om civile ofre var tilsigtede eller blev dræbt ved en fejltagelse.
Der er to helt afgørende problemer ved landsrettens definition af terror. Det første er, at det er udtryk for klare dobbelte standarder, når organisationer terrorstemples på grund af drab på civile, der ikke er sket tilsigtet, mens stater, der gør det samme, går fri.
En af de episoder som retten lægger til grund for at karakterisere FARC-guerillaen i Colombia som terrorister, er et sammenstød mellem en FARC-kolonne og paramilitære styrker, som samarbejdede med den colombianske hær i byen Bojayá i 2002. Under kampene affyrede FARC primitive raketter mod militærforlægningen i byen.
Én af raketterne ramte ved en fejl en kirke, hvor civile havde søgt tilflugt med et stort antal civile dræbte og sårede til følge. FARC beklagede offentligt aktionen over for de efterladte. Hændelsen er dybt tragisk, og FARC er med god grund blevet kritiseret for handlingen.
’Collateral damage’
Men utilsigtede drab på civile i kamphandlinger – såkaldt 'collateral damage' er jo noget vi hele tiden oplever fra statsmagternes side, og det er noget, vi i dagens krigsførende Danmark endda opdrages til at acceptere. Israel har i de seneste år dræbt hundredvis af civile i forbindelse med deres ’målrettede’ drab på palæstinensere. Colombias luftvåben holder sig ikke tilbage fra bombardementer af civile områder.
Det samme gælder de danske styrker i Irak og Afghanistan, som i flere tilfælde har medvirket i kampe, der har medført civile tab. Den danske udenrigsminister har sågar klart udtalt, at drab på civile ikke nødvendigvis er i strid med krigens love. Udenrigsministeren skrev i et svar til Enhedslisten:
»Endvidere skal der ved udførelsen af militære operationer altid drages omsorg for at skåne civilbefolkningen. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke lovligt efter den humanitære folkeret kan gennemføres militære operationer, hvor der er risiko for civile tab.«
Den nuværende terrorlovgivning indfører altså en grundlæggende forskelsbehandling. Stater og besættelsesmagter må gerne gennemføre militære aktioner, hvor civile dræbes utilsigtet uden, at det opfattes som folkeretsstridigt, og uden at det får konsekvenser. Men væbnede oppositionsbevægelser stemples som terrorister, hvis de foretager de samme handlinger. Det skaber en helt ujævn spillebane mellem de regimer, der har magten (uanset om de er demokratiske eller ej) og oppositionsbevægelserne.
Var ANC terrorister?
Det andet afgørende problem ved dommen er, at den i virkelighedens verden medfører, at alle væbnede modstandsbevægelser før eller siden vil blive karakteriseret som terrorister. Der findes ulykkeligvis ikke en modstandskamp, som ikke før eller siden får civile ofre på sin samvittighed.
De europæiske modstandsbevægelser under Anden Verdenskrig er et godt eksempel.
Den norske modstandsbevægelse bombede f.eks. en vigtig tysk våbentransport, velvidende, at et antal norske søfolk ville omkomme. Det nuværende sydafrikanske regeringsparti ANC var kendt for sine uhyggelige afstraffelsesmetoder, hvor kollaboratører fik brændende bildæk om halsen. Nicaraguas nuværende præsident Daniel Ortega stod i 70erne spidsen for Sandinistbevægelsen, der flere gange gennemførte blodige gidselaktioner mod Nicaraguas overklasse. Alt sammen handlinger, som er dybt problematiske og bør kritiseres, men som vi historisk ikke har opfattet som terrorisme.
Med Landsrettens dom står det klart, at den nuværende terrorlovgivning, hvis den havde været gældende dengang, havde betydet, at såvel støtte til de europæiske modstandsbevægelser som til ANC eller sandinisterne ville have været kriminelt.
Beskytter regimer
Som anklageren Charlotte Alsing Juul udtalte efter dommen, valgte Landsretten at se helt bort fra de omgivelser, som de terrorstemplede bevægelser opererer i. Der er ingen tvivl, om at FARC har ansvar for meget kritisable aktioner, som de ansvarlige bør stilles til ansvar for. Men det nytter ikke noget at se bort fra den borgerkrig, bevægelsen opererer i eller det faktum, at den anden part i borgerkrigen – den colombianske regering - i årtier har myrdet og tortureret tusindvis af bønder, fagforeningsledere og venstrefløjspolitikere.
Landsrettens tolkning af terrorlovgivningen medfører altså også her en problematisk forskelsbehandling af siddende regimer og væbnede oppositionsbevægelser.
Mens personer, som har haft til hensigt at støtte en FARC-radiostation, nu skal i fængsel, forhandler den danske regering og EU om en frihandelsaftale, der yderligere vil legitimere og understøtte det colombianske regime, hvis forbrydelser mod civile pt. mest af alt minder om Pinochets diktatur i 80’ernes Chile.Denne forskelsbehandling blotlægger den politiske karakter af terrorlovgivningen.
Lovgivningen har ikke først og fremmest til formål, at bekæmpe vold mod civile generelt. Hovedformålet er at beskytte siddende regimer. Landsrettens tolkning af loven ser bort fra, at der faktisk stadig er konflikter i verden, hvor væbnet modstand mod besættelsesmagter eller brutale regimer ulykkeligvis kan være nødvendig. Og hvor de bevægelser, som man nu kalder terrorister, om få år kan sidde med i demokratiske regeringer. På det punkt er den danske terrorlov i strid med både FN´s menneskerettighedserklæring og resolutionen om terrorisme fra 1987, som slår fast, at alle mennesker har en ukrænkelig ret til modstand mod tyranni og undertrykkelse.
Drop terrorbegrebet
Selv om justitsministeren i sin tid forsikrede om det modsatte, var det forudsigeligt, at terrorlovgivningen ville medføre en kriminalisering af solidaritetsarbejdet. Derfor stemte Enhedslisten i sin tid imod lovgivningen. Med landsrettens dom bliver det bydende nødvendigt at tage loven op til revision.
Hvis vi skal have en egentlig terrorlovgivning, må definitionen af terrorisme gøres langt snævrere, så kun målrettede angreb på civilbefolkningen a la al-Qaeda omfattes.
Det bedste ville dog efter vores mening være helt at droppe terrorbegrebet og i stedet operere med et begreb om forbrydelser mod civilbefolkningen, som jo allerede i en vis udstrækning findes i dansk lovgivning.
For vores ærinde er absolut ikke at bagatellisere overgreb mod civile, tværtimod. Erfaringen viser blot, at krigen mod terror, som den danske lovpakke er en del af, ikke dæmmer op for forbrydelser mod civile, men primært har været brugt til at beskytte udemokratiske regimer mod kritik. En ny lovgivning bør derfor tage udgangspunkt i beskyttelsen af menneskerettigheder og ikke beskyttelsen af institutioner.
Støtte til bevægelser eller stater, der systematisk og målrettet begår overgreb mod civile, skal retsforfølges og straffes. Mens solidaritetsarbejde med legitime befrielsesbevægelser skal kunne fortsætte.
Står i vejen for fred
En anden god grund til en lovrevision er, at terrorlovgivningen skaber hindringer for fredelige løsninger på de væbnede konflikter.
Inden terrorstemplingen af FARC mødtes repræsentanter fororganisationen f.eks. med danske politikere og embedsmænd. Det gav Danmark en mulighed for at få indsigt i konflikten og for at bidrage til fredsforhandlinger og dialog, sådan som Danmark faktisk gjorde under de strandede forhandlinger mellem parterne indtil 2002.
Oprørsbevægelsers mulighed for at indgå i international dialog har historisk spillet en vigtig rolle for fred i lande som eksempelvis El Salvador, Sydafrika og Østtimor. Men de internationale terrorlister har den modsatte effekt og kan være en direkte hindring for fredelige løsninger. Det har vi f.eks. set i Sri Lanka, hvor 30 års blodig borgerkrig er blusset op som følge af EU's terrorstempling af den srilankanske oprørsbevægelse. Terrorstemplingen af FARC i 2002 har på samme måde besværliggjort fredsforhandlinger og vil med stor sandsynlighed forlænge den væbnede konflikt i Colombia.
I krudtrøgen efter angrebet på World Trade Center blev der gennemført vidtrækkende og uigennemtænkt lovgivning. Efter syv år med terrorlovgivningen er der behov for at kigge på loven igen – et behov, der er blevet akut efter landsrettens dom mod Fighters & Lovers.
Pelle Dragsted og Christine Lundgaard er begge folketingskandidater for Enhedslisten
Terrorlovgivningens dobbelte standarder
Landsrettens dom mod T-shirtfirmaet Fighters & Lovers blotlægger problemerne ved den terrorlovgivning, som Folketinget vedtog efter angrebet den 11. september 2001
Landsrettens dommere konkluderede i retssagen modt-shirtfirmaet Fighters & Lovers med henvisning til terrorlovgivningen, at væbnede grupper, som har civile liv på samvittigheden, skal anses som terrorgrupper. Og at dette gælder uanset under hvilke forhold oppositionsgrupperne opererer, og uanset om civile ofre var tilsigtede eller blev dræbt ved en fejltagelse.
Der er to helt afgørende problemer ved landsrettens definition af terror. Det første er, at det er udtryk for klare dobbelte standarder, når organisationer terrorstemples på grund af drab på civile, der ikke er sket tilsigtet, mens stater, der gør det samme, går fri.
En af de episoder som retten lægger til grund for at karakterisere FARC-guerillaen i Colombia som terrorister, er et sammenstød mellem en FARC-kolonne og paramilitære styrker, som samarbejdede med den colombianske hær i byen Bojayá i 2002. Under kampene affyrede FARC primitive raketter mod militærforlægningen i byen.
Én af raketterne ramte ved en fejl en kirke, hvor civile havde søgt tilflugt med et stort antal civile dræbte og sårede til følge. FARC beklagede offentligt aktionen over for de efterladte. Hændelsen er dybt tragisk, og FARC er med god grund blevet kritiseret for handlingen.
’Collateral damage’
Men utilsigtede drab på civile i kamphandlinger – såkaldt 'collateral damage' er jo noget vi hele tiden oplever fra statsmagternes side, og det er noget, vi i dagens krigsførende Danmark endda opdrages til at acceptere. Israel har i de seneste år dræbt hundredvis af civile i forbindelse med deres ’målrettede’ drab på palæstinensere. Colombias luftvåben holder sig ikke tilbage fra bombardementer af civile områder.
Det samme gælder de danske styrker i Irak og Afghanistan, som i flere tilfælde har medvirket i kampe, der har medført civile tab. Den danske udenrigsminister har sågar klart udtalt, at drab på civile ikke nødvendigvis er i strid med krigens love. Udenrigsministeren skrev i et svar til Enhedslisten:
»Endvidere skal der ved udførelsen af militære operationer altid drages omsorg for at skåne civilbefolkningen. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke lovligt efter den humanitære folkeret kan gennemføres militære operationer, hvor der er risiko for civile tab.«
Den nuværende terrorlovgivning indfører altså en grundlæggende forskelsbehandling. Stater og besættelsesmagter må gerne gennemføre militære aktioner, hvor civile dræbes utilsigtet uden, at det opfattes som folkeretsstridigt, og uden at det får konsekvenser. Men væbnede oppositionsbevægelser stemples som terrorister, hvis de foretager de samme handlinger. Det skaber en helt ujævn spillebane mellem de regimer, der har magten (uanset om de er demokratiske eller ej) og oppositionsbevægelserne.
Var ANC terrorister?
Det andet afgørende problem ved dommen er, at den i virkelighedens verden medfører, at alle væbnede modstandsbevægelser før eller siden vil blive karakteriseret som terrorister. Der findes ulykkeligvis ikke en modstandskamp, som ikke før eller siden får civile ofre på sin samvittighed.
De europæiske modstandsbevægelser under Anden Verdenskrig er et godt eksempel.
Den norske modstandsbevægelse bombede f.eks. en vigtig tysk våbentransport, velvidende, at et antal norske søfolk ville omkomme. Det nuværende sydafrikanske regeringsparti ANC var kendt for sine uhyggelige afstraffelsesmetoder, hvor kollaboratører fik brændende bildæk om halsen. Nicaraguas nuværende præsident Daniel Ortega stod i 70erne spidsen for Sandinistbevægelsen, der flere gange gennemførte blodige gidselaktioner mod Nicaraguas overklasse. Alt sammen handlinger, som er dybt problematiske og bør kritiseres, men som vi historisk ikke har opfattet som terrorisme.
Med Landsrettens dom står det klart, at den nuværende terrorlovgivning, hvis den havde været gældende dengang, havde betydet, at såvel støtte til de europæiske modstandsbevægelser som til ANC eller sandinisterne ville have været kriminelt.
Beskytter regimer
Som anklageren Charlotte Alsing Juul udtalte efter dommen, valgte Landsretten at se helt bort fra de omgivelser, som de terrorstemplede bevægelser opererer i. Der er ingen tvivl, om at FARC har ansvar for meget kritisable aktioner, som de ansvarlige bør stilles til ansvar for. Men det nytter ikke noget at se bort fra den borgerkrig, bevægelsen opererer i eller det faktum, at den anden part i borgerkrigen – den colombianske regering - i årtier har myrdet og tortureret tusindvis af bønder, fagforeningsledere og venstrefløjspolitikere.
Landsrettens tolkning af terrorlovgivningen medfører altså også her en problematisk forskelsbehandling af siddende regimer og væbnede oppositionsbevægelser.
Mens personer, som har haft til hensigt at støtte en FARC-radiostation, nu skal i fængsel, forhandler den danske regering og EU om en frihandelsaftale, der yderligere vil legitimere og understøtte det colombianske regime, hvis forbrydelser mod civile pt. mest af alt minder om Pinochets diktatur i 80’ernes Chile.Denne forskelsbehandling blotlægger den politiske karakter af terrorlovgivningen.
Lovgivningen har ikke først og fremmest til formål, at bekæmpe vold mod civile generelt. Hovedformålet er at beskytte siddende regimer. Landsrettens tolkning af loven ser bort fra, at der faktisk stadig er konflikter i verden, hvor væbnet modstand mod besættelsesmagter eller brutale regimer ulykkeligvis kan være nødvendig. Og hvor de bevægelser, som man nu kalder terrorister, om få år kan sidde med i demokratiske regeringer. På det punkt er den danske terrorlov i strid med både FN´s menneskerettighedserklæring og resolutionen om terrorisme fra 1987, som slår fast, at alle mennesker har en ukrænkelig ret til modstand mod tyranni og undertrykkelse.
Drop terrorbegrebet
Selv om justitsministeren i sin tid forsikrede om det modsatte, var det forudsigeligt, at terrorlovgivningen ville medføre en kriminalisering af solidaritetsarbejdet. Derfor stemte Enhedslisten i sin tid imod lovgivningen. Med landsrettens dom bliver det bydende nødvendigt at tage loven op til revision.
Hvis vi skal have en egentlig terrorlovgivning, må definitionen af terrorisme gøres langt snævrere, så kun målrettede angreb på civilbefolkningen a la al-Qaeda omfattes.
Det bedste ville dog efter vores mening være helt at droppe terrorbegrebet og i stedet operere med et begreb om forbrydelser mod civilbefolkningen, som jo allerede i en vis udstrækning findes i dansk lovgivning.
For vores ærinde er absolut ikke at bagatellisere overgreb mod civile, tværtimod. Erfaringen viser blot, at krigen mod terror, som den danske lovpakke er en del af, ikke dæmmer op for forbrydelser mod civile, men primært har været brugt til at beskytte udemokratiske regimer mod kritik. En ny lovgivning bør derfor tage udgangspunkt i beskyttelsen af menneskerettigheder og ikke beskyttelsen af institutioner.
Støtte til bevægelser eller stater, der systematisk og målrettet begår overgreb mod civile, skal retsforfølges og straffes. Mens solidaritetsarbejde med legitime befrielsesbevægelser skal kunne fortsætte.
Står i vejen for fred
En anden god grund til en lovrevision er, at terrorlovgivningen skaber hindringer for fredelige løsninger på de væbnede konflikter.
Inden terrorstemplingen af FARC mødtes repræsentanter fororganisationen f.eks. med danske politikere og embedsmænd. Det gav Danmark en mulighed for at få indsigt i konflikten og for at bidrage til fredsforhandlinger og dialog, sådan som Danmark faktisk gjorde under de strandede forhandlinger mellem parterne indtil 2002.
Oprørsbevægelsers mulighed for at indgå i international dialog har historisk spillet en vigtig rolle for fred i lande som eksempelvis El Salvador, Sydafrika og Østtimor. Men de internationale terrorlister har den modsatte effekt og kan være en direkte hindring for fredelige løsninger. Det har vi f.eks. set i Sri Lanka, hvor 30 års blodig borgerkrig er blusset op som følge af EU's terrorstempling af den srilankanske oprørsbevægelse. Terrorstemplingen af FARC i 2002 har på samme måde besværliggjort fredsforhandlinger og vil med stor sandsynlighed forlænge den væbnede konflikt i Colombia.
I krudtrøgen efter angrebet på World Trade Center blev der gennemført vidtrækkende og uigennemtænkt lovgivning. Efter syv år med terrorlovgivningen er der behov for at kigge på loven igen – et behov, der er blevet akut efter landsrettens dom mod Fighters & Lovers.
Pelle Dragsted og Christine Lundgaard er begge folketingskandidater for Enhedslisten
Frihandel er benzin på fødevarekrisens bål
Denne kronik blev bragt i Information i den 24. Juli 2008.
Frihandel er benzin på fødevarekrisens bål
Den globale fødevarekrise fortsætter og mange ulande står over for truende eller igangværende sultkatastrofer
Ifølge fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er den vigtigste kur mod fødevarekrisen, at sætte yderligere skub i de globale aftaler om frihandel for landbrugsvarer. Ministeren udtalte før FN's fødevaretopmøde i juni, at det vigtigste svar på krisen var et "mere liberalt verdensmarked".
Udtalelserne fra ministeren skriger til himmelen al den stund, at netop liberaliseringen af verdenshandelen med fødevarer er en af hovedårsagerne til den nuværende krise. Nye liberaliseringer af fødevarehandelen vil kaste benzin på bålet.
For når et stort antal u-lande i dag er tæt på at bukke under for fødevarekrisen, bør man som det første stille det basale spørgsmål: Hvordan det gik til, at disse lande - hvoraf mange for blot et par årtier siden var selvforsynende eller nettoeksportører af fødevarer - i dag lider under eksploderende udgifter til fødevareimport?
Et af de væsentligste svar skal findes i u-landenes integration i den globaliserede nyliberalistiske markedsøkonomi. For nogle årtier siden var ulandenes fødevareproduktion først og fremmest rettet mod deres egne befolkninger, og staterne så det som en vigtig opgave at skabe stabile fødevarepriser på hjemmemarkedet. I dag er fødevaresystemet globalt og markedsdrevet, og staterne påtager sig ikke længere ansvaret for at sørge for at sikre billige fødevarer til deres befolkninger.
Frihandelsaftaler
Bag dette paradigmeskiftet står de internationale finansielle institutioner, der har dikteret u-landenes økonomiske politik i de seneste 20-30 år og har foreskrevet en dereguleret markedsøkonomi. Da en række u-lande i 80'erne var ruineret af stigende udlandsgæld, rykkede Den internationale valutafond (IMF) til undsætning. Men betingelsen for at hjælpe ulandene, var, at de fulgte IMFs anvisninger for en 'sund' økonomisk politik.
De følgende reformer fik store konsekvenser for ulandenes fødevareproduktion. Landbruget blev i stor stil konverteret fra fødevareproduktion rettet mod hjemmemarkedet til eksportafgrøder til verdensmarkedet. Samtidig blev den statslige subsidiering af landbruget sænket markant. Ordninger, der havde sikret småbønder billig såsæd og gødning, forsvandt. Endelig afskaffede mange u-lande de bufferlagre, som havde afbødet prissvingninger ved at opkøbe afgrøder, når priserne faldt og sælge dem, når priserne steg. Ligesom den statslige subsidiering blev lagrene af IMF opfattet som markedsforvrængende hindringer for en sund markedsøkonomi.
Næste fase i demonteringen af u-landenes fødevaresikkerhed var, at landbrugsvarer med den såkaldte Uruguay-runde blev integreret i de globale frihandelsaftaler. Aftalerne betød, at u-landene skulle sænke toldsatser og åbne op for import af fødevarer. Samtidig begrænsede aftalerne de redskaber, som u-landene havde anvendt til at beskytte deres landbrugsproduktion.
En ny model
Resultatet er efterhånden velkendt. Heftigt subsidierede landbrugsvarer fra EU og USA oversvømmede u-landenes markeder og udkonkurrerede den lokale produktion. Hundredetusinder af småbønder måtte vandre til byernes slumbælter for at brødføde familien. Her findes baggrunden for, at ulandene i dag står uden effektive redskaber til at sikre deres befolkninger mod de eksplosive prisstigninger.
I slutningen af juli vil man forsøge at indgå en ny global frihandelsaftale i WTO.
Hvis det, som Eva Kjer Hansen håber, lykkes at nå en aftale, vil alle de negative tendenser forværres. Den aftale, der ligger på bordet - og som ulandene hidtil har afvist - vil betyde, at ulandenes toldsatser på fødevarer bliver sænket yderligere, og de endnu resterende beskyttelsesmekanismer, som f.eks. eksportkvoter, vil blive gjort ulovlige.
Hvis fødevarekrisen skal bekæmpes, er der ikke brug for mere frihandel, men tværtimod for et
opgør med de seneste årtiers nyliberalistiske handelspolitik.
En ny model for fødevareproduktionen og distribution må sikre landenes ret til fødevaresuverænitet. Ulandene skal have mulighed for at genopbygge deres fødevareproduktion med effektiv statslig understøttelse og beskytte sig effektivt mod import fra de rige lande. Aftaler om international handel med fødevarer bør baseres på langsigtede aftagningsaftaler med prisstabilitet, frem for at overlades til markedskræfterne, så spekulation og pludselige prisfald og prishop kan begrænses.
Hvis dette skal realiseres, vil det formentlig kræve, at globale aftaler om fødevarer helt fjernes fra det markedsorienterede WTO's domæne, og at FN's fødevareorganisation FAO får langt større indflydelse.
Fødevarekrisen har med al tydelighed vist, at forvaltningen af en så følsom produktion som fødevarer ikke kan overlades til en global dereguleret kapitalistisk markedsøkonomi.
Pelle Dragsted er idenrigspolitisk medarbejder i Enhedslisten
Frihandel er benzin på fødevarekrisens bål
Den globale fødevarekrise fortsætter og mange ulande står over for truende eller igangværende sultkatastrofer
Ifølge fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er den vigtigste kur mod fødevarekrisen, at sætte yderligere skub i de globale aftaler om frihandel for landbrugsvarer. Ministeren udtalte før FN's fødevaretopmøde i juni, at det vigtigste svar på krisen var et "mere liberalt verdensmarked".
Udtalelserne fra ministeren skriger til himmelen al den stund, at netop liberaliseringen af verdenshandelen med fødevarer er en af hovedårsagerne til den nuværende krise. Nye liberaliseringer af fødevarehandelen vil kaste benzin på bålet.
For når et stort antal u-lande i dag er tæt på at bukke under for fødevarekrisen, bør man som det første stille det basale spørgsmål: Hvordan det gik til, at disse lande - hvoraf mange for blot et par årtier siden var selvforsynende eller nettoeksportører af fødevarer - i dag lider under eksploderende udgifter til fødevareimport?
Et af de væsentligste svar skal findes i u-landenes integration i den globaliserede nyliberalistiske markedsøkonomi. For nogle årtier siden var ulandenes fødevareproduktion først og fremmest rettet mod deres egne befolkninger, og staterne så det som en vigtig opgave at skabe stabile fødevarepriser på hjemmemarkedet. I dag er fødevaresystemet globalt og markedsdrevet, og staterne påtager sig ikke længere ansvaret for at sørge for at sikre billige fødevarer til deres befolkninger.
Frihandelsaftaler
Bag dette paradigmeskiftet står de internationale finansielle institutioner, der har dikteret u-landenes økonomiske politik i de seneste 20-30 år og har foreskrevet en dereguleret markedsøkonomi. Da en række u-lande i 80'erne var ruineret af stigende udlandsgæld, rykkede Den internationale valutafond (IMF) til undsætning. Men betingelsen for at hjælpe ulandene, var, at de fulgte IMFs anvisninger for en 'sund' økonomisk politik.
De følgende reformer fik store konsekvenser for ulandenes fødevareproduktion. Landbruget blev i stor stil konverteret fra fødevareproduktion rettet mod hjemmemarkedet til eksportafgrøder til verdensmarkedet. Samtidig blev den statslige subsidiering af landbruget sænket markant. Ordninger, der havde sikret småbønder billig såsæd og gødning, forsvandt. Endelig afskaffede mange u-lande de bufferlagre, som havde afbødet prissvingninger ved at opkøbe afgrøder, når priserne faldt og sælge dem, når priserne steg. Ligesom den statslige subsidiering blev lagrene af IMF opfattet som markedsforvrængende hindringer for en sund markedsøkonomi.
Næste fase i demonteringen af u-landenes fødevaresikkerhed var, at landbrugsvarer med den såkaldte Uruguay-runde blev integreret i de globale frihandelsaftaler. Aftalerne betød, at u-landene skulle sænke toldsatser og åbne op for import af fødevarer. Samtidig begrænsede aftalerne de redskaber, som u-landene havde anvendt til at beskytte deres landbrugsproduktion.
En ny model
Resultatet er efterhånden velkendt. Heftigt subsidierede landbrugsvarer fra EU og USA oversvømmede u-landenes markeder og udkonkurrerede den lokale produktion. Hundredetusinder af småbønder måtte vandre til byernes slumbælter for at brødføde familien. Her findes baggrunden for, at ulandene i dag står uden effektive redskaber til at sikre deres befolkninger mod de eksplosive prisstigninger.
I slutningen af juli vil man forsøge at indgå en ny global frihandelsaftale i WTO.
Hvis det, som Eva Kjer Hansen håber, lykkes at nå en aftale, vil alle de negative tendenser forværres. Den aftale, der ligger på bordet - og som ulandene hidtil har afvist - vil betyde, at ulandenes toldsatser på fødevarer bliver sænket yderligere, og de endnu resterende beskyttelsesmekanismer, som f.eks. eksportkvoter, vil blive gjort ulovlige.
Hvis fødevarekrisen skal bekæmpes, er der ikke brug for mere frihandel, men tværtimod for et
opgør med de seneste årtiers nyliberalistiske handelspolitik.
En ny model for fødevareproduktionen og distribution må sikre landenes ret til fødevaresuverænitet. Ulandene skal have mulighed for at genopbygge deres fødevareproduktion med effektiv statslig understøttelse og beskytte sig effektivt mod import fra de rige lande. Aftaler om international handel med fødevarer bør baseres på langsigtede aftagningsaftaler med prisstabilitet, frem for at overlades til markedskræfterne, så spekulation og pludselige prisfald og prishop kan begrænses.
Hvis dette skal realiseres, vil det formentlig kræve, at globale aftaler om fødevarer helt fjernes fra det markedsorienterede WTO's domæne, og at FN's fødevareorganisation FAO får langt større indflydelse.
Fødevarekrisen har med al tydelighed vist, at forvaltningen af en så følsom produktion som fødevarer ikke kan overlades til en global dereguleret kapitalistisk markedsøkonomi.
Pelle Dragsted er idenrigspolitisk medarbejder i Enhedslisten
Villy og Ejendomsretten
Ejendomsretten er stadig aktuel, Villy
Villy Søvndal er i de seneste par måneder kommet med en række ganske overraskende udtalelser om ejendomsret og kapitalisme. Nyhedsavisen kunne 1. maj referere SFs formand for at sige, at SF ikke længere er modstander af kapitalismen, og i et interview i Weekendavisen, slog Villy Søvndal tidligere fast at ”et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne” ikke længere er på SFs dagsorden.
Det er både overraskende og bekymrende, at SFs ledelse er kommet til den konklusion, at det ikke længere er et aktuelt spørgsmål for socialister og venstreorienterede, hvem der ejer og kontrollerer produktionen i vores samfund.
Det kan selvfølgelig umiddelbart lyde lidt gammeldags at ønske et “opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne”. Man forestiller sig måske umiddelbart cigarrygende revolutionære indtog i Havanna efterfølgende nationalisering af sukkerplantager og andre industrier.
Men spørgsmålet om ejendomsretten til produktionen er ikke først og fremmest et spørgsmål om en fjern socialistisk fremtid. Det er tværtimod et spørgsmål, der konstant er aktuelt i den politiske debat – debatten om hvad der er ejet af fælleskabet og hvad der er på private hænder.
For det kan godt være, at Villy Søvndal har opgivet opgøret om ejendomsretten til produktionsmidlerne, men det har de borgerlige partier og ideologer absolut ikke. De har tvært imod fuld gang i et opgør med samfundets ejendomsret til en række vigtige sektorer. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejet produktion til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundseje er i dag helt eller delvist privatiseret.
Jamen, vil nogen måske indvende, privatiseringer kan da være en god idé - det kan jo effektivisere og sikre lavere priser. Men dette har jo netop ikke været tilfældet. Over én kam er priserne steget og servicen er også mange steder forringet. Og det er jo ikke underligt - for det afkast som de nye ejere skal have - betales jo af os forbrugere.
Men dette er ikke det værste ved overgangen til privateje. Det værste er, at vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk ud fra hvad, der gavner samfundet bedst på kort og langt sigt. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et godt eksempel på konsekvenserne af at flytte virksomheder til privateje er børsnoteringen af det statslige energi-selskab DONG. Folketinget har valgt at gøre DONG til et børsnoteret aktieselskab. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt og at målsætningen bliver, at skabe det størst mulige overskud. Og konsekvenserne er allerede før børsnoteringen slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en stor vindmøllepark og i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
Når alle skriger på en indsats for at bremse klimapåvirkningen er det da toptåbeligt, at vi sælger vores største energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden. DONG kunne været blevet et vigtigt redskab til at fremme vedvarende energi - men sådan skulle det ikke være.
Desværre er der intet der tyder på, at privatiseringsbølgen er ved at stoppe. Inden for sygehusvæsnet oplever vi en snigende privatisering som følge af regeringens behandlingsgaranti. Ifølge vores nuværende undervisningsminister Bertel Haarder skal også undervisningssektoren forberede sig på at private leverandører kommer på banen. Og senest er det foreslået at vores veje og broer skal privatiseres.
Kort sagt: Der foregår uanset om Villy vil det eller ej i disse år et markant opgør om ejerskabet til samfundets produktionsmidler. Et opgør mellem samfundseje og dermed demokratisk indflydelse, og privateje. Samtidig oplever vi hvordan det private ejerskab til produktionsmidlerne koncentreres på færre og færre enorme og hovedrige selskaber - som dermed får enorm indflydelse - uden at være valgt af nogen.
På den baggrund virker Villy Søvndals udtalelse hovedløs. Man kunne tro at Villy bare var blevet lidt svimmel af al den popularitet. Men det er nok desværre ikke tilfældet - for hans udtalelse hænger meget godt sammen med den politik som SF fører. SF stemmer f.eks. sammen med regeringen for den føromtalte privatisering af DONG. Og SF borgmestre rundt omkring i landet har også stået i spidsen for privatisering og udlicitering.
Det er egentlig pudsigt, at SFs ledelse ikke ser noget problem i at flytte ejendom fra offentligt til privat eje, men samtidig nu fuldstændig afviser, at ejendomsretten også kunne flyttes den anden vej – fra privat til offentlig.
Samfundsejet produktion, vil i sin natur være mere velegnet til at tage langsigtede samfundsmæssige hensyn f.eks. i forhold til miljø og arbejdsvilkår. Simpelthen fordi det samfundsmæssigt kan betale sig. At samfundsejet produktion skulle være mindre produktiv end privatejet, som Villy Søvndal i sine udtalelser antyder, er en myte, der dagligt modbevises i den offentlige sektor, som på trods af årelang smalhans, dagligt leverer varen.
Selvfølgelig skal socialistiske og venstreorienterede idéer hele tiden udfordres, fornyes og gentænkes. Men barnet skal ikke skylles ud med badevandet. Og spørgsmålet om hvem, der ejer og dermed har indflydelse på vores veje, energiforsyning, uddannelses- og omsorgssektor , men også vores vare- og service-produktion, vil altid være et helt centralt spørgsmål for alle der kalder sig selv for venstreorienterede.
Så kære Villy: Kom igen. Hvis vores demokrati ikke skal udvikle sig til det rene administrationskontor for markedets interesser har vi brug for dig og SF i kampen for et mere demokratisk og socialistisk samfund. Det er alt for tidligt at resignere.
Frank Aaen, MF for Enhedslisten
Pelle Dragsted, medarbejder i Enhedslistens folketingssekretariat
Villy Søvndal er i de seneste par måneder kommet med en række ganske overraskende udtalelser om ejendomsret og kapitalisme. Nyhedsavisen kunne 1. maj referere SFs formand for at sige, at SF ikke længere er modstander af kapitalismen, og i et interview i Weekendavisen, slog Villy Søvndal tidligere fast at ”et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne” ikke længere er på SFs dagsorden.
Det er både overraskende og bekymrende, at SFs ledelse er kommet til den konklusion, at det ikke længere er et aktuelt spørgsmål for socialister og venstreorienterede, hvem der ejer og kontrollerer produktionen i vores samfund.
Det kan selvfølgelig umiddelbart lyde lidt gammeldags at ønske et “opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne”. Man forestiller sig måske umiddelbart cigarrygende revolutionære indtog i Havanna efterfølgende nationalisering af sukkerplantager og andre industrier.
Men spørgsmålet om ejendomsretten til produktionen er ikke først og fremmest et spørgsmål om en fjern socialistisk fremtid. Det er tværtimod et spørgsmål, der konstant er aktuelt i den politiske debat – debatten om hvad der er ejet af fælleskabet og hvad der er på private hænder.
For det kan godt være, at Villy Søvndal har opgivet opgøret om ejendomsretten til produktionsmidlerne, men det har de borgerlige partier og ideologer absolut ikke. De har tvært imod fuld gang i et opgør med samfundets ejendomsret til en række vigtige sektorer. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejet produktion til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundseje er i dag helt eller delvist privatiseret.
Jamen, vil nogen måske indvende, privatiseringer kan da være en god idé - det kan jo effektivisere og sikre lavere priser. Men dette har jo netop ikke været tilfældet. Over én kam er priserne steget og servicen er også mange steder forringet. Og det er jo ikke underligt - for det afkast som de nye ejere skal have - betales jo af os forbrugere.
Men dette er ikke det værste ved overgangen til privateje. Det værste er, at vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk ud fra hvad, der gavner samfundet bedst på kort og langt sigt. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et godt eksempel på konsekvenserne af at flytte virksomheder til privateje er børsnoteringen af det statslige energi-selskab DONG. Folketinget har valgt at gøre DONG til et børsnoteret aktieselskab. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt og at målsætningen bliver, at skabe det størst mulige overskud. Og konsekvenserne er allerede før børsnoteringen slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en stor vindmøllepark og i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
Når alle skriger på en indsats for at bremse klimapåvirkningen er det da toptåbeligt, at vi sælger vores største energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden. DONG kunne været blevet et vigtigt redskab til at fremme vedvarende energi - men sådan skulle det ikke være.
Desværre er der intet der tyder på, at privatiseringsbølgen er ved at stoppe. Inden for sygehusvæsnet oplever vi en snigende privatisering som følge af regeringens behandlingsgaranti. Ifølge vores nuværende undervisningsminister Bertel Haarder skal også undervisningssektoren forberede sig på at private leverandører kommer på banen. Og senest er det foreslået at vores veje og broer skal privatiseres.
Kort sagt: Der foregår uanset om Villy vil det eller ej i disse år et markant opgør om ejerskabet til samfundets produktionsmidler. Et opgør mellem samfundseje og dermed demokratisk indflydelse, og privateje. Samtidig oplever vi hvordan det private ejerskab til produktionsmidlerne koncentreres på færre og færre enorme og hovedrige selskaber - som dermed får enorm indflydelse - uden at være valgt af nogen.
På den baggrund virker Villy Søvndals udtalelse hovedløs. Man kunne tro at Villy bare var blevet lidt svimmel af al den popularitet. Men det er nok desværre ikke tilfældet - for hans udtalelse hænger meget godt sammen med den politik som SF fører. SF stemmer f.eks. sammen med regeringen for den føromtalte privatisering af DONG. Og SF borgmestre rundt omkring i landet har også stået i spidsen for privatisering og udlicitering.
Det er egentlig pudsigt, at SFs ledelse ikke ser noget problem i at flytte ejendom fra offentligt til privat eje, men samtidig nu fuldstændig afviser, at ejendomsretten også kunne flyttes den anden vej – fra privat til offentlig.
Samfundsejet produktion, vil i sin natur være mere velegnet til at tage langsigtede samfundsmæssige hensyn f.eks. i forhold til miljø og arbejdsvilkår. Simpelthen fordi det samfundsmæssigt kan betale sig. At samfundsejet produktion skulle være mindre produktiv end privatejet, som Villy Søvndal i sine udtalelser antyder, er en myte, der dagligt modbevises i den offentlige sektor, som på trods af årelang smalhans, dagligt leverer varen.
Selvfølgelig skal socialistiske og venstreorienterede idéer hele tiden udfordres, fornyes og gentænkes. Men barnet skal ikke skylles ud med badevandet. Og spørgsmålet om hvem, der ejer og dermed har indflydelse på vores veje, energiforsyning, uddannelses- og omsorgssektor , men også vores vare- og service-produktion, vil altid være et helt centralt spørgsmål for alle der kalder sig selv for venstreorienterede.
Så kære Villy: Kom igen. Hvis vores demokrati ikke skal udvikle sig til det rene administrationskontor for markedets interesser har vi brug for dig og SF i kampen for et mere demokratisk og socialistisk samfund. Det er alt for tidligt at resignere.
Frank Aaen, MF for Enhedslisten
Pelle Dragsted, medarbejder i Enhedslistens folketingssekretariat
Venstrefløjens visioner om demokrati
Politiken, som ellers ikke plejer at have voldsom interesse i venstrefløjens idéer og visioner, satte for en måneds tid siden gang i en eftersøgning efter venstrefløjens visioner og projekt, som de mente var usynlige eller ikke eksisterende.
Derfor skrev jeg sammen med Frank Aaen denne kronik til Politiken, som er et forsøg på at beskrive nogle af vores centrale visioner:
Se kronikken her
Venstrefløjens demokratiske visioner
Af Frank Aaen, medlem af Folketinget for Enhedslisten.
og Pelle Dragsted, sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe
Politiken har sat en landsdækkende eftersøgning i gang efter venstrefløjens projekt. Hvor gemmer I jer spørges der, hvor er jeres visioner for samfundet? Snorksover I?
Det er trist, at venstrefløjens visioner efterlyses – i stedet for at diskuteres. Måske skyldes det øjensynlige fravær af visioner, at venstrefløjen er travlt optaget med at forsvare tidligere landvindinger – velfærden, retssikkerheden og det tolerante samfund.
Men visionerne har vi – visioner, som er under stadig udvikling i takt med de ændringer, der sker i samfundet omkring os.
Mange af Enhedslistens visioner er bundet sammen af ønsket om mere demokrati. For selv om vi er nået langt i Danmark, så er der stadig store huller i vores demokrati og desværre har vi i de seneste årtier oplevet en yderligere underminering af det pluralistiske demokrati fra flere sider.
Der er kort sagt alt for meget, der ikke kan træffes demokratisk beslutning om, fordi handlemulighederne er blokeret. For det første foregår den politiske debat i stigende grad inden for snævre rammer af ”økonomiske nødvendigheder”. For det andet begrænser den økonomiske globalisering de enkelte landes politiske råderum, og for det tredje indskrænker privatiseringen og markedsgørelsen af stadig flere samfundsområder det felt, der kan træffes demokratiske beslutninger om.
Demokratiet sættes på den måde ofte skakmat og det har medført, at størstedelen af de politiske partier klumper sig sammen på midten, hvor de politiske forskelle er yderst begrænsede – i nogle tilfælde en diskussion om et par vindmøller fra eller til. Politik bliver til administration af en snæver politisk konsensus uden udsyn og visioner.
Men reelt demokrati handler ikke bare at vælge mellem partier. Demokrati indebærer muligheden for at kunne vælge mellem reelt forskellige politiske projekter. Det er derfor en central opgave for venstrefløjen at udvide demokratiet og genskabe troen på, at der ikke kun findes én mulig politik.
En af de store udfordringer for venstrefløjen er at få gjort op med de myter og påstande, som det borgerlige økonomiske projekt hviler på. Det er i alt for høj grad lykkedes at få en ideologisk offensiv maskeret som ”økonomiske nødvendigheder” og ”sund fornuft”. Igen og igen får vi at vide, at ældrebyrden tvinger os til at gennemføre velfærdsreformer (læs nedskæringer), at vi ikke kan hæve lønningerne, fordi det vil føre til overophedning, eller at det er helt nødvendigt at sænke topskatten for at tiltrække arbejdskraft eller skabe incitament til at arbejde mere. Påstandene tager udgangspunkt i den liberalistiske økonomis modeller og hviler sjældent eller aldrig på noget egentligt erfaringsgrundlag. Alligevel bruges myterne om det nødvendiges politik – eller om den ’sunde fornuft’ til at indsnævre rammerne for samfundsdebatten og få den borgerlig/liberalistiske politik til at fremstå som næsten videnskabelige, naturgivne nødvendigheder.
Et eksempel på nødvendigheden af at gøre op med disse myter er den aktuelle diskussion om mangel på arbejdskraft. Regeringen vil i ramme alvor gennemføre en kvalitetsreform uden at ansætte flere medarbejdere i den offentlige sektor. De borgerlige partiers modvilje mod vækst i den offentlige sektor pakkes ind i myten om den manglende arbejdskraft. Men virkeligheden er en anden. Der findes faktisk titusinder af arbejdsløse og flere hundrede tusinder, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Omkring hver femte i den arbejdsdygtige alder er ikke i beskæftigelse. Ved at inddrage de arbejdsløse, gennem øget uddannelse og ved at nedbringe nedslidningen på arbejdsmarkedet, kan der skaffes hænder nok. Enhedslisten fremlagde under valgkampen 2007 et forslag til, hvordan der kan skaffes 100.000 ekstra i arbejde inden for velfærdssektoren.
Senest har vi oplevet, at regeringen med alvorlig mine har afvist de offentligt ansattes lønkrav med henvisning til truslen om overophedning. Men sjovt nok har regeringen ikke samme bekymring for overophedning når den rundhåndet deler skattelettelser ud til de rigeste eller når virksomhederne i de seneste år har haft enorme overskud.
Det er således en politisk afgørelse om det er aktieejerne eller de lavtlønnede offentligt ansatte der skal tage ansvar for at afværge en eventuel overophedning.
Det er en central opgave for venstrefløjen at trække debatten om samfundets økonomiske udvikling ud af den spændetrøje, som i dag begrænser udsynet og muligheden for at gennemføre progressive reformer af økonomi og arbejdsmarked. Beskæftigelsen er et helt afgørende emne. Flere arbejdspladser vil løse store sociale problemer og mindske uligheden. Der hvor der for alvor mangler flere ansatte inden for velfærdssektoren, kan man bare ansætte flere. Det er stort set gratis for samfundet. At få alle i arbejde er også en mulighed for at inkludere dem, der i dag føler sig udelukket og uretfærdigt behandlet af samfundet. Mere social sikkerhed - også for nydanskerne - og integration på arbejdsmarkedet vil gøre borgerne mindre utrygge og gøre det nemmere for alle at finde en god plads i samfundet.
En anden rambuk for angreb på det solidariske velfærdsamfund er den økonomiske globalisering.
Vi har i årevis fået tudet ørerne fulde med alle de ting, som globaliseringen og den øgede internationale konkurrence tvinger os til. Den økonomiske globalisering fremstilles som en neutral naturkraft, som vi bare må tilpasse os. Men de regler, der regulerer det internationale samarbejde og handel er langt fra upolitiske. Både de globale handelsaftaler og EU's indre marked er baseret på klare nyliberale prioriteringer, hvor virksomhedernes ”ret” til markedsadgang og nedbrydning af toldmure går forud for alt andet. Reglerne i EU's indre marked forhindrer f.eks. Danmark i at forbyde en række giftstoffer, fordi et forbud anses som en handelshindring, dvs. en barriere mod den frie handel. .
Den uregulerede frihandel tvinger samtidig landene til at konkurrere om at være mest attraktive for de store virksomheder og dermed indskrænkes vores råderum til at udvikle samfundet efter egne ønsker. Krav om lønforhøjelser eller om øget selskabsbeskatning mødes med trusler om udflytning.
Det er en hovedopgave for venstrefløjen, at politisere debatten om globaliseringen og om de internationale aftaler, som Danmark indgår i. Det er politiske beslutninger, der har formet den globalisering, vi kender i dag, og politiske beslutninger kan ændre den.
Enhedslisten har en vision om at gøre globaliseringen demokratisk, bæredygtig og socialt ansvarlig. Det kræver et opgør med de nyliberalistiske principper, som i dag er grundlaget for det internationale samarbejde, både i EU og i det globale handelssamarbejde. Et demokratisk og socialt samarbejde må tøjle markedskræfterne, frem for at styrke dem, sådan som det i dag er tilfældet.
Hensynet til miljø, arbejdstagerrettigheder og til det enkelte lands mulighed for at føre en politik i overensstemmelse med flertallets ønsker, skal indtage den centrale placering, som hensynet til de store virksomheder har i dag.
Samtidig må vi udvikle bud på, hvordan de regionale og globale samarbejder kan demokratiseres – så de bliver langt mindre centralistiske end dem, vi kender i dag.
Men det er ikke kun på globalt niveau, at de store virksomheder og markedstænkningen æder sig ind på demokratiets domæne. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejede virksomheder til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundets fælles ejendom, privatiseres. Hver gang en virksomhed privatiseres eroderes demokratiet – fordi vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk, ud fra hvad der gavner samfundet bedst. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det, der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et helt aktuelt eksempel er privatiseringen af det statslige energiselskab DONG. Et flertal i Folketinget har valgt at privatisere og børsnotere DONG. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt - dvs. at målsætningen er at skabe overskud til aktionærerne. Konsekvenserne er allerede slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en vindmøllepark og har i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
I en tid hvor alle skriger på en indsats for at bremse klimaforandringerne, er det da tåbeligt, at vi sælger vores energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden.
I Enhedslisten vil vi gå den modsatte vej. Privatiseringen skal stoppes og rulles tilbage. Vi ser også gerne langt mere offentlig produktion både i statsligt og kommunalt regi.
Samfundsejede virksomheder vil selvfølgelig tage større ansvar for det omkringliggende samfund end de private – simpelthen fordi det kan betale sig. En kommunalt ejet produktionsvirksomhed vil f.eks. have langt mindre incitament til at flytte til lavtlønslande, fordi det vil medføre lokal arbejdsløshed og dermed øgede udgifter for kommunen. Den vil også have langt større incitament til at være rummelig for medarbejdere, der ikke kan yde optimalt, da de ellers vil ende på passiv forsørgelse betalt af samme kasse.
Der er intet grundlag for at hævde, at offentlige virksomheder er mindre effektive end de private, selvom vi ofte hører det. Vi har allerede en stor offentlig sektor i Danmark, der fungerer godt på trods af de elendige politiske rammer, den tilbydes i disse år. Samtidig er spørgsmålet også, hvad der forstås ved effektivitet. Betragter man effektivitet kortsigtet ud fra regnskabsårets bundlinje, eller tager man langsigtede, menneskelige hensyn?
Det er givetvis mere effektivt for en privat virksomhed at presse det maksimale ud af medarbejderne i de år, de befinder sig på den pågældende virksomhed. Men for samfundet som helhed er det altså en fordel, at medarbejderne ikke nedslides og derfor kan være med et helt arbejdsliv. Øget samfundseje og demokratisk kontrol med produktionen vil betyde en langt mere bæredygtig udnyttelse af både naturressourcer og menneskelige ressourcer - fordi det betaler sig og er bedst for samfundet i det lange løb.
Men demokratisering af økonomien handler ikke kun om samfundets demokratiske kontrol med større dele af produktionen. Det handler også om den enkelte medarbejders indflydelse på sit arbejdsliv. På trods af snak om selvstyrende teams, de åbne døres politik og afskaffelsen af stempeluret, stopper demokratiet i dag ved indgangsdøren til langt størstedelen af de danske arbejdspladser. Rundt om virksomhederne står et usynligt hegn med påskriften: ”Her stopper demokratiet, inden for bestemmer jeg. Ejeren.”
Selvfølgelig er der lovgivning, der rækker ind bag hegnet til arbejdspladserne. Og de ansatte har - eller kan tilkæmpe sig - indflydelse. Men basalt er det ejeren, der bestemmer hvem der ansættes, hvad der skal produceres, tilrettelæggelsen af arbejdet, hvem der skal fyres osv. Det er dybest set absurd i et moderne samfund, at når vi træder ind over tærsklen til vores arbejdsplads, så fratages vi den demokratiske indflydelse, som vi ellers er sikret i det politiske liv.
Det er vores vision, at demokratiet skal overskride grænsen til arbejdslivet. Det kan ske ved at skabe flere fællesejede arbejdspladser, kooperativer, kommunale og statslige virksomheder, hvor det fra politisk hold sikres, at virksomheden giver vidstrakt indflydelse til ansatte, brugere og befolkningen i lokalområderne. På hospitaler, plejehjem og andre velfærdsinstitutioner kan mere demokrati indføres ved beslutning. Her vil en mængde af det bureaukrati, der findes i dag, kunne fjernes hvis de ansatte i samspil med brugerne fik lov til at tage roret. Men denne mulighed bliver udhulet af privatiseringer og markedstænkningens indtog i de offentlige.
I modsætning til den offentlige sektor, hvor styringen kan demokratiseres ved lov, er det oplagt sværere i de private virksomheder. Derfor er det nødvendigt at genrejse debatten om økonomisk demokrati. Og heldigvis er mulighederne for at udvide demokratiet til også at dække økonomiens område ved af ændre sig til arbejdstagernes fordel som følge af udviklingen i vores måde at producere på:
I den industrielle produktion var ejerskabet til maskiner det centrale. Maskinerne var nødvendige for produktionen, og ejerskabet til maskinerne sikrede ejerne kontrollen over medarbejderne. Denne kontrol udhules i takt med, at videns- eller informationsøkonomien vinder frem. Her er det ikke længere maskinerne, der er det centrale, men derimod medarbejdernes kreativitet, følelser og evne til at samarbejde. Det er i stigende grad de ansatte selv, der tilrettelægger og leder arbejdet, og arbejdsgiverne er således mere og mere overflødige. I princippet kan medarbejderne tage deres evner og viden med sig, hvis de ønsker det, mens arbejdsgiveren efterlades med de tomme lokaler.
Viden, kreativitet og samarbejde kan ikke som en maskine, bare købes og sælges af ejeren, og den moderne udvikling giver helt nye muligheder for at give medarbejderne demokratisk ejerskab til arbejdspladsen. Nye muligheder for at frigøre produktivkræfterne fra kapitalisternes magt, som vi ville have sagt i gamle dage.
Der udvikler sig således helt nye perspektiver for at lade demokratiet overskride det politiske rums grænser. Og jo stærkere demokratiet er på arbejdspladserne, og jo flere virksomheder, der ikke har en privat aktionær eller en multinational ejer, der bestemmer, jo stærkere bliver demokratiet.
Men hov, vil nogen måske sige her ved afslutningen. Hvor blev socialismen af? Har Enhedslisten glemt den socialistiske vision? Nej, for virkelig socialisme og virkeligt demokrati er hinandens nødvendige forudsætninger - uanset om nogle lande, der har kaldt sig socialistiske, glemte demokratiet. Det var basalt set derfor, de gik bankerot. Den fejl skal ikke begås igen.
Derfor skrev jeg sammen med Frank Aaen denne kronik til Politiken, som er et forsøg på at beskrive nogle af vores centrale visioner:
Se kronikken her
Venstrefløjens demokratiske visioner
Af Frank Aaen, medlem af Folketinget for Enhedslisten.
og Pelle Dragsted, sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe
Politiken har sat en landsdækkende eftersøgning i gang efter venstrefløjens projekt. Hvor gemmer I jer spørges der, hvor er jeres visioner for samfundet? Snorksover I?
Det er trist, at venstrefløjens visioner efterlyses – i stedet for at diskuteres. Måske skyldes det øjensynlige fravær af visioner, at venstrefløjen er travlt optaget med at forsvare tidligere landvindinger – velfærden, retssikkerheden og det tolerante samfund.
Men visionerne har vi – visioner, som er under stadig udvikling i takt med de ændringer, der sker i samfundet omkring os.
Mange af Enhedslistens visioner er bundet sammen af ønsket om mere demokrati. For selv om vi er nået langt i Danmark, så er der stadig store huller i vores demokrati og desværre har vi i de seneste årtier oplevet en yderligere underminering af det pluralistiske demokrati fra flere sider.
Der er kort sagt alt for meget, der ikke kan træffes demokratisk beslutning om, fordi handlemulighederne er blokeret. For det første foregår den politiske debat i stigende grad inden for snævre rammer af ”økonomiske nødvendigheder”. For det andet begrænser den økonomiske globalisering de enkelte landes politiske råderum, og for det tredje indskrænker privatiseringen og markedsgørelsen af stadig flere samfundsområder det felt, der kan træffes demokratiske beslutninger om.
Demokratiet sættes på den måde ofte skakmat og det har medført, at størstedelen af de politiske partier klumper sig sammen på midten, hvor de politiske forskelle er yderst begrænsede – i nogle tilfælde en diskussion om et par vindmøller fra eller til. Politik bliver til administration af en snæver politisk konsensus uden udsyn og visioner.
Men reelt demokrati handler ikke bare at vælge mellem partier. Demokrati indebærer muligheden for at kunne vælge mellem reelt forskellige politiske projekter. Det er derfor en central opgave for venstrefløjen at udvide demokratiet og genskabe troen på, at der ikke kun findes én mulig politik.
En af de store udfordringer for venstrefløjen er at få gjort op med de myter og påstande, som det borgerlige økonomiske projekt hviler på. Det er i alt for høj grad lykkedes at få en ideologisk offensiv maskeret som ”økonomiske nødvendigheder” og ”sund fornuft”. Igen og igen får vi at vide, at ældrebyrden tvinger os til at gennemføre velfærdsreformer (læs nedskæringer), at vi ikke kan hæve lønningerne, fordi det vil føre til overophedning, eller at det er helt nødvendigt at sænke topskatten for at tiltrække arbejdskraft eller skabe incitament til at arbejde mere. Påstandene tager udgangspunkt i den liberalistiske økonomis modeller og hviler sjældent eller aldrig på noget egentligt erfaringsgrundlag. Alligevel bruges myterne om det nødvendiges politik – eller om den ’sunde fornuft’ til at indsnævre rammerne for samfundsdebatten og få den borgerlig/liberalistiske politik til at fremstå som næsten videnskabelige, naturgivne nødvendigheder.
Et eksempel på nødvendigheden af at gøre op med disse myter er den aktuelle diskussion om mangel på arbejdskraft. Regeringen vil i ramme alvor gennemføre en kvalitetsreform uden at ansætte flere medarbejdere i den offentlige sektor. De borgerlige partiers modvilje mod vækst i den offentlige sektor pakkes ind i myten om den manglende arbejdskraft. Men virkeligheden er en anden. Der findes faktisk titusinder af arbejdsløse og flere hundrede tusinder, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Omkring hver femte i den arbejdsdygtige alder er ikke i beskæftigelse. Ved at inddrage de arbejdsløse, gennem øget uddannelse og ved at nedbringe nedslidningen på arbejdsmarkedet, kan der skaffes hænder nok. Enhedslisten fremlagde under valgkampen 2007 et forslag til, hvordan der kan skaffes 100.000 ekstra i arbejde inden for velfærdssektoren.
Senest har vi oplevet, at regeringen med alvorlig mine har afvist de offentligt ansattes lønkrav med henvisning til truslen om overophedning. Men sjovt nok har regeringen ikke samme bekymring for overophedning når den rundhåndet deler skattelettelser ud til de rigeste eller når virksomhederne i de seneste år har haft enorme overskud.
Det er således en politisk afgørelse om det er aktieejerne eller de lavtlønnede offentligt ansatte der skal tage ansvar for at afværge en eventuel overophedning.
Det er en central opgave for venstrefløjen at trække debatten om samfundets økonomiske udvikling ud af den spændetrøje, som i dag begrænser udsynet og muligheden for at gennemføre progressive reformer af økonomi og arbejdsmarked. Beskæftigelsen er et helt afgørende emne. Flere arbejdspladser vil løse store sociale problemer og mindske uligheden. Der hvor der for alvor mangler flere ansatte inden for velfærdssektoren, kan man bare ansætte flere. Det er stort set gratis for samfundet. At få alle i arbejde er også en mulighed for at inkludere dem, der i dag føler sig udelukket og uretfærdigt behandlet af samfundet. Mere social sikkerhed - også for nydanskerne - og integration på arbejdsmarkedet vil gøre borgerne mindre utrygge og gøre det nemmere for alle at finde en god plads i samfundet.
En anden rambuk for angreb på det solidariske velfærdsamfund er den økonomiske globalisering.
Vi har i årevis fået tudet ørerne fulde med alle de ting, som globaliseringen og den øgede internationale konkurrence tvinger os til. Den økonomiske globalisering fremstilles som en neutral naturkraft, som vi bare må tilpasse os. Men de regler, der regulerer det internationale samarbejde og handel er langt fra upolitiske. Både de globale handelsaftaler og EU's indre marked er baseret på klare nyliberale prioriteringer, hvor virksomhedernes ”ret” til markedsadgang og nedbrydning af toldmure går forud for alt andet. Reglerne i EU's indre marked forhindrer f.eks. Danmark i at forbyde en række giftstoffer, fordi et forbud anses som en handelshindring, dvs. en barriere mod den frie handel. .
Den uregulerede frihandel tvinger samtidig landene til at konkurrere om at være mest attraktive for de store virksomheder og dermed indskrænkes vores råderum til at udvikle samfundet efter egne ønsker. Krav om lønforhøjelser eller om øget selskabsbeskatning mødes med trusler om udflytning.
Det er en hovedopgave for venstrefløjen, at politisere debatten om globaliseringen og om de internationale aftaler, som Danmark indgår i. Det er politiske beslutninger, der har formet den globalisering, vi kender i dag, og politiske beslutninger kan ændre den.
Enhedslisten har en vision om at gøre globaliseringen demokratisk, bæredygtig og socialt ansvarlig. Det kræver et opgør med de nyliberalistiske principper, som i dag er grundlaget for det internationale samarbejde, både i EU og i det globale handelssamarbejde. Et demokratisk og socialt samarbejde må tøjle markedskræfterne, frem for at styrke dem, sådan som det i dag er tilfældet.
Hensynet til miljø, arbejdstagerrettigheder og til det enkelte lands mulighed for at føre en politik i overensstemmelse med flertallets ønsker, skal indtage den centrale placering, som hensynet til de store virksomheder har i dag.
Samtidig må vi udvikle bud på, hvordan de regionale og globale samarbejder kan demokratiseres – så de bliver langt mindre centralistiske end dem, vi kender i dag.
Men det er ikke kun på globalt niveau, at de store virksomheder og markedstænkningen æder sig ind på demokratiets domæne. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejede virksomheder til private selskaber. Postvæsen, telekommunikation, energiforsyning, transportsektor og andre dele af produktionen, der tidligere har været samfundets fælles ejendom, privatiseres. Hver gang en virksomhed privatiseres eroderes demokratiet – fordi vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk, ud fra hvad der gavner samfundet bedst. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for det, der er private virksomheders opgave - nemlig at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.
Et helt aktuelt eksempel er privatiseringen af det statslige energiselskab DONG. Et flertal i Folketinget har valgt at privatisere og børsnotere DONG. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt - dvs. at målsætningen er at skabe overskud til aktionærerne. Konsekvenserne er allerede slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv så muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en vindmøllepark og har i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.
I en tid hvor alle skriger på en indsats for at bremse klimaforandringerne, er det da tåbeligt, at vi sælger vores energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden.
I Enhedslisten vil vi gå den modsatte vej. Privatiseringen skal stoppes og rulles tilbage. Vi ser også gerne langt mere offentlig produktion både i statsligt og kommunalt regi.
Samfundsejede virksomheder vil selvfølgelig tage større ansvar for det omkringliggende samfund end de private – simpelthen fordi det kan betale sig. En kommunalt ejet produktionsvirksomhed vil f.eks. have langt mindre incitament til at flytte til lavtlønslande, fordi det vil medføre lokal arbejdsløshed og dermed øgede udgifter for kommunen. Den vil også have langt større incitament til at være rummelig for medarbejdere, der ikke kan yde optimalt, da de ellers vil ende på passiv forsørgelse betalt af samme kasse.
Der er intet grundlag for at hævde, at offentlige virksomheder er mindre effektive end de private, selvom vi ofte hører det. Vi har allerede en stor offentlig sektor i Danmark, der fungerer godt på trods af de elendige politiske rammer, den tilbydes i disse år. Samtidig er spørgsmålet også, hvad der forstås ved effektivitet. Betragter man effektivitet kortsigtet ud fra regnskabsårets bundlinje, eller tager man langsigtede, menneskelige hensyn?
Det er givetvis mere effektivt for en privat virksomhed at presse det maksimale ud af medarbejderne i de år, de befinder sig på den pågældende virksomhed. Men for samfundet som helhed er det altså en fordel, at medarbejderne ikke nedslides og derfor kan være med et helt arbejdsliv. Øget samfundseje og demokratisk kontrol med produktionen vil betyde en langt mere bæredygtig udnyttelse af både naturressourcer og menneskelige ressourcer - fordi det betaler sig og er bedst for samfundet i det lange løb.
Men demokratisering af økonomien handler ikke kun om samfundets demokratiske kontrol med større dele af produktionen. Det handler også om den enkelte medarbejders indflydelse på sit arbejdsliv. På trods af snak om selvstyrende teams, de åbne døres politik og afskaffelsen af stempeluret, stopper demokratiet i dag ved indgangsdøren til langt størstedelen af de danske arbejdspladser. Rundt om virksomhederne står et usynligt hegn med påskriften: ”Her stopper demokratiet, inden for bestemmer jeg. Ejeren.”
Selvfølgelig er der lovgivning, der rækker ind bag hegnet til arbejdspladserne. Og de ansatte har - eller kan tilkæmpe sig - indflydelse. Men basalt er det ejeren, der bestemmer hvem der ansættes, hvad der skal produceres, tilrettelæggelsen af arbejdet, hvem der skal fyres osv. Det er dybest set absurd i et moderne samfund, at når vi træder ind over tærsklen til vores arbejdsplads, så fratages vi den demokratiske indflydelse, som vi ellers er sikret i det politiske liv.
Det er vores vision, at demokratiet skal overskride grænsen til arbejdslivet. Det kan ske ved at skabe flere fællesejede arbejdspladser, kooperativer, kommunale og statslige virksomheder, hvor det fra politisk hold sikres, at virksomheden giver vidstrakt indflydelse til ansatte, brugere og befolkningen i lokalområderne. På hospitaler, plejehjem og andre velfærdsinstitutioner kan mere demokrati indføres ved beslutning. Her vil en mængde af det bureaukrati, der findes i dag, kunne fjernes hvis de ansatte i samspil med brugerne fik lov til at tage roret. Men denne mulighed bliver udhulet af privatiseringer og markedstænkningens indtog i de offentlige.
I modsætning til den offentlige sektor, hvor styringen kan demokratiseres ved lov, er det oplagt sværere i de private virksomheder. Derfor er det nødvendigt at genrejse debatten om økonomisk demokrati. Og heldigvis er mulighederne for at udvide demokratiet til også at dække økonomiens område ved af ændre sig til arbejdstagernes fordel som følge af udviklingen i vores måde at producere på:
I den industrielle produktion var ejerskabet til maskiner det centrale. Maskinerne var nødvendige for produktionen, og ejerskabet til maskinerne sikrede ejerne kontrollen over medarbejderne. Denne kontrol udhules i takt med, at videns- eller informationsøkonomien vinder frem. Her er det ikke længere maskinerne, der er det centrale, men derimod medarbejdernes kreativitet, følelser og evne til at samarbejde. Det er i stigende grad de ansatte selv, der tilrettelægger og leder arbejdet, og arbejdsgiverne er således mere og mere overflødige. I princippet kan medarbejderne tage deres evner og viden med sig, hvis de ønsker det, mens arbejdsgiveren efterlades med de tomme lokaler.
Viden, kreativitet og samarbejde kan ikke som en maskine, bare købes og sælges af ejeren, og den moderne udvikling giver helt nye muligheder for at give medarbejderne demokratisk ejerskab til arbejdspladsen. Nye muligheder for at frigøre produktivkræfterne fra kapitalisternes magt, som vi ville have sagt i gamle dage.
Der udvikler sig således helt nye perspektiver for at lade demokratiet overskride det politiske rums grænser. Og jo stærkere demokratiet er på arbejdspladserne, og jo flere virksomheder, der ikke har en privat aktionær eller en multinational ejer, der bestemmer, jo stærkere bliver demokratiet.
Men hov, vil nogen måske sige her ved afslutningen. Hvor blev socialismen af? Har Enhedslisten glemt den socialistiske vision? Nej, for virkelig socialisme og virkeligt demokrati er hinandens nødvendige forudsætninger - uanset om nogle lande, der har kaldt sig socialistiske, glemte demokratiet. Det var basalt set derfor, de gik bankerot. Den fejl skal ikke begås igen.
DR2-debat om CIA-flyene
Skandalen om CIA-flyene ruller videre - og synes aldrig at stoppe. Hvad mange måske i dag har glemt, var, at det var Enhedslisten, der første gang for snart tre år siden afslørede, at CIA-flyene havde landet i Danmark. Enhedslistens flerårige research er faktisk en vigtig del af forudsætningen for at regeringen nu omsider er blevet presset til at gennemføre en undersøgelse.
Det var baggrunden for, at jeg den 2. februar var inviteret i studiet i DR2 for at debattere CIAs hemmelige fangeprogram i DR2 temaaften.
Debatten kan ses her
Det var baggrunden for, at jeg den 2. februar var inviteret i studiet i DR2 for at debattere CIAs hemmelige fangeprogram i DR2 temaaften.
Debatten kan ses her
Myten om venstrefløjens mangende opgør
Forfatteren Peter Øvig Knudsen langede i et interview i Information i forbindelse med udgivelsen af hans Blekingegade-bøger voldsomt ud efter Enhedslisten og Frank Aaen, som han ikke mente havde taget det nødvendige opgør med de problematiske sider af fortiden.
(Se interviewet her)
Jeg skrev denne replik, som dog blev forkortet af redaktionen:
Myten om det manglende opgør?
Jeg ved ikke hvor Peter Øvig Knudsen har befundet sig de seneste 20 år, når han (information 25/1) kan fastholde den hårdnakkede påstand om, at venstrefløjen og Enhedslisten aldrig har foretaget noget opgør med de tvivlsomme sider af venstrefløjens historie. Er det eksempelvis gået hen over hovedet på ham, at DKP i slutningen af 80´erne gennemgik et ”blodigt” opgør netop om holdningen til Sovjetunionen som endte med, at et af Danmarks ældste partier blev splittet i to uforsonlige grupper. Den del af DKP´erne, der ønskede et opgør med fortiden gik ind og blev medstifter af Enhedslisten. Er det gået hen over hovedet på ham, at enigheden om en klar afstandstagen til den ”virkeliggjorte socialisme”, var selve grundlaget for, at de tidligere stridende venstrefløjsfraktioner kunne finde sammen i Enhedslisten, og at denne afstandstagen tydeligt fremgår af partiets principprogram hvor man f.eks. kan læse, at:
” Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er begået, illustrerer hvad der sker, når magt korrumperer hos en lille elite og når socialistiske elementer i den økonomiske og sociale politik ikke underbygges af en styrket politisk bevidsthed og gennemførte demokratiske rettigheder.”
Så kan det vist ikke siges mere klart.
Selvfølgelig skal vi blive ved med at diskutere og lære af venstrefløjens historie. Men det vedholdende krav om et opgør, der allerede for længst er foretaget, er, som jeg ser det, ikke andet end et forsøg fra højrefløjen på at fastholde venstrefløjen og de venstreorienterede idéer i en defensiv position, til fordel for højrefløjens politiske projekt. Det er synd, at Øvig Knudsen bidrager til dette.
Mens venstrefløjen i dag således er sig pinlig bevidst, om fortidens fejltagelser, savner jeg stadig en selvrefleksion på højrefløjen over dens rolle i den kolde krig. Den kolde krig var jo ikke et opgør mellem et godt og et ondt imperium. Indenfor den vestlige interessesfære og i antikommunismens navn blev der begået forbrydelser, som i deres brutalitet og kynisme ikke lader de socialistiske staters undertrykkelse noget tilbage. Jeg kan i flæng nævne: De tidligere kolonimagters blodige massakrer mod uafhængighedsbevægelserne i Afrika, massemordet på op mod en halv million indonesiske kommunister efter Suhartos USA-støttede kup, Vietnamkrigens massakrer i Indokina, de europæiske militærdiktaturers (og NATO-medlemmers) forfølgelse og fængslinger af enhver anderledes tænkende, de latinamerikanske militærregimers koordinerede massemord på landenes venstrefløj og fagbevægelse, og det sydafrikanske apartheidsystem. Alt sammen forbrydelser begået i antikommunismens og markedsøkonomiens navn og med støtte fra et eller flere af de vestlige lande. Højrefløjen herhjemme var i al overvejende grad tavse overfor disse overgreb og har aldrig siden reflekteret over denne tavshed.
Tænk f.eks. at Søren Pind kan slippe af sted med at sige at Reagan var det 20. århundredes største statsmand. En præsident, der støttede og godkendte opbygningen af de latinamerikanske dødspatruljer som på ganske få år tog livet af 10.000 vis af mennesker på de mest bestialske måder.
Den manglende selvrefleksion til højre er måske også årsagen til, at det i dag er på højrefløjen vi finder ”voldsromantikerne”, som retfærdiggør militære interventioner som den vi så i Irak, og som accepterer, at menneskerettighederne gradbøjes i krigen mod terror. Måske skulle Øvig Knudsen rette blikket den vej næste gang.
(Se interviewet her)
Jeg skrev denne replik, som dog blev forkortet af redaktionen:
Myten om det manglende opgør?
Jeg ved ikke hvor Peter Øvig Knudsen har befundet sig de seneste 20 år, når han (information 25/1) kan fastholde den hårdnakkede påstand om, at venstrefløjen og Enhedslisten aldrig har foretaget noget opgør med de tvivlsomme sider af venstrefløjens historie. Er det eksempelvis gået hen over hovedet på ham, at DKP i slutningen af 80´erne gennemgik et ”blodigt” opgør netop om holdningen til Sovjetunionen som endte med, at et af Danmarks ældste partier blev splittet i to uforsonlige grupper. Den del af DKP´erne, der ønskede et opgør med fortiden gik ind og blev medstifter af Enhedslisten. Er det gået hen over hovedet på ham, at enigheden om en klar afstandstagen til den ”virkeliggjorte socialisme”, var selve grundlaget for, at de tidligere stridende venstrefløjsfraktioner kunne finde sammen i Enhedslisten, og at denne afstandstagen tydeligt fremgår af partiets principprogram hvor man f.eks. kan læse, at:
” Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne er således en vigtig forudsætning for socialisme, men den er langt fra tilstrækkelig. Det viser ikke mindst erfaringerne fra de påståede socialistiske samfund, hvor et lille, privilegeret mindretal udøvede et diktatur på bekostning af befolkningsflertallet. De uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der her er begået, illustrerer hvad der sker, når magt korrumperer hos en lille elite og når socialistiske elementer i den økonomiske og sociale politik ikke underbygges af en styrket politisk bevidsthed og gennemførte demokratiske rettigheder.”
Så kan det vist ikke siges mere klart.
Selvfølgelig skal vi blive ved med at diskutere og lære af venstrefløjens historie. Men det vedholdende krav om et opgør, der allerede for længst er foretaget, er, som jeg ser det, ikke andet end et forsøg fra højrefløjen på at fastholde venstrefløjen og de venstreorienterede idéer i en defensiv position, til fordel for højrefløjens politiske projekt. Det er synd, at Øvig Knudsen bidrager til dette.
Mens venstrefløjen i dag således er sig pinlig bevidst, om fortidens fejltagelser, savner jeg stadig en selvrefleksion på højrefløjen over dens rolle i den kolde krig. Den kolde krig var jo ikke et opgør mellem et godt og et ondt imperium. Indenfor den vestlige interessesfære og i antikommunismens navn blev der begået forbrydelser, som i deres brutalitet og kynisme ikke lader de socialistiske staters undertrykkelse noget tilbage. Jeg kan i flæng nævne: De tidligere kolonimagters blodige massakrer mod uafhængighedsbevægelserne i Afrika, massemordet på op mod en halv million indonesiske kommunister efter Suhartos USA-støttede kup, Vietnamkrigens massakrer i Indokina, de europæiske militærdiktaturers (og NATO-medlemmers) forfølgelse og fængslinger af enhver anderledes tænkende, de latinamerikanske militærregimers koordinerede massemord på landenes venstrefløj og fagbevægelse, og det sydafrikanske apartheidsystem. Alt sammen forbrydelser begået i antikommunismens og markedsøkonomiens navn og med støtte fra et eller flere af de vestlige lande. Højrefløjen herhjemme var i al overvejende grad tavse overfor disse overgreb og har aldrig siden reflekteret over denne tavshed.
Tænk f.eks. at Søren Pind kan slippe af sted med at sige at Reagan var det 20. århundredes største statsmand. En præsident, der støttede og godkendte opbygningen af de latinamerikanske dødspatruljer som på ganske få år tog livet af 10.000 vis af mennesker på de mest bestialske måder.
Den manglende selvrefleksion til højre er måske også årsagen til, at det i dag er på højrefløjen vi finder ”voldsromantikerne”, som retfærdiggør militære interventioner som den vi så i Irak, og som accepterer, at menneskerettighederne gradbøjes i krigen mod terror. Måske skulle Øvig Knudsen rette blikket den vej næste gang.
Fem år med Guantanamo
I forbindelse med femåret for opbygningen af den berygtede Guantanamo fangelejr, skrev jeg sammen med Frank Aaen i Information et "jubilæumsskrift", som sætter lys på Fogh-regeringens svigt i sagen om Guantanamo og USAs krænkelser af menneskerettighederne.
Fem år med Guantánamo
Af: Frank Aaen, Pelle Dragsted
Guantánamo-lejren fylder idag fem år, det samme gør Fogh-regeringens mangel på reaktion, ligesom intet ser ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo. Et moderne højsikkerhedsfængsel er således under opførelse i lejren
Den 11. januar 2002 landede det første fly med fanger fra Afghanistan i Guantánamo.
Billederne af fangerne i deres orange dragter, med bind for øjne, ører og mund, gik verden rundt og blev et første symbol på, at USA havde indført ganske nye spilleregler i den såkaldte 'krig mod terror'.
Ved at placere fængslet på en flådebase uden for USA ønskede Bush-regeringen at fratage fangerne de rettigheder, som de takket være den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de sad fængslet i selve USA. Herunder særligt rettigheden til at få prøvet deres skyld ved amerikanske domstole.
Det juridiske tomrum blev fuldstændiggjort med Bush-regeringens beslutning om at nægte fangerne krigsfangestatus og i stedet opfinde begrebet 'ulovlige kombattanter' - et begreb som ikke eksisterer i den humanitære folkeret. Som ulovlige kombattanter har fangerne hverken krigsfangers rettigheder eller de rettigheder, som civile er sikret i forbindelse med fængsling.
Resultatet af de juridiske krumspring er velkendt. Over 400 fanger sidder nu på femte år i Guantánamo-lejren, uden nogensinde at have fået prøvet deres fængsling ved en uafhængig domstol.
Kun 10 af de 775 fanger, der har været fængslet i lejren, er sigtet for at tilhøre al-Qaeda, og Pentagon har erkendt, at man kun vil rejse sigtelse mod 30-40 personer. De øvrige fanger er i forvaring på ubestemt tid.
Mishandling og ydmygelser har været systematiseret, siden lejren åbnede. Alle løsladte fanger har samstemmende berettet, hvordan de blev udsat for direkte vold og for mere sofistikerede former for tortur såsom udsættelse for ekstreme temperaturer, ekstrem lyd- og lys-påvirkning, intimidering ved hjælp af kamphunde og seksuelle ydmygelser. Oplysningerne er senest blevet bekræftet af en intern FBI-rapport, hvori FBI-medarbejdere bekræfter, at der er foregået systematisk mishandling i lejren.
Der er ikke tale om mishandling begået af enkelte brodne kar, men om en praksis, som har opbakning fra Bush-regeringen. Efter at lederen af lejren i efteråret 2002 havde beklaget sig over de dårlige resultater af afhøringerne, godkendte USA's tidligere forsvarsminister Rumsfeld, at afhøringsofficerer måtte anvende en række såkaldte "udvidede" forhørsmetoder, der alle falder ind under den danske definition af tortur.
Forholdene i lejren kombineret med uvisheden om fremtiden har afstedkommet over 40 selvmordsforsøg, hvoraf tre er lykkedes. Andre fanger har gennemført langvarige og livstruende sultestrejker.
Intet ser desværre ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo eller i højere grad vil respektere fangernes rettigheder. For det første er et moderne højsikkerhedsfængsel under opførelse i lejren.
For det andet vedtog USA's kongres i efteråret en lov, som tilsidesatte en dom fra USA's højesteret, der havde givet fangerne ret til at få prøvet deres sag ved civile amerikanske domstole.
Den nye lov stadfæstede begrebet 'ulovlige kombattanter' og nægtede eksplicit disse at få prøvet deres sag ved civile domstole.
Man kunne have forventet, at en så åbenbar tilsidesættelse af internationale konventioner og borgerrettigheder havde mødt modstand fra et land som Danmark. Men det har desværre ikke været tilfældet.
Fogh-regeringen har i de bedste øjeblikke forholdt sig passivt og i de værste øjeblikke direkte legitimeret lejrens uhyrligheder.
Regeringen var advaret
Årsdagen for Guantánamo-lejren falder sammen med afsløringerne af, at Danmark i marts 2002 udleverede 31 fanger til USA i Afghanistan. Fanger, som var mistænkt for at tilhøre Taleban, blev afleveret til den lejr i Kandahar, som i denne periode var udskibningssted for de fleste af de fanger, der i dag sidder i Guantánamo.
Når de 31 fanger ikke endte på Guantánamo, men 'slap' med tre dages mishandling i Kandahar, var det alene, fordi det viste sig, at de tilhørte en venligtsindet milits. Det er altså et rent tilfælde, at vi ikke i dag har direkte medansvar for et større antal menneskers fængsling i Guantánamo.
I sin redegørelse om fange-sagen henviser regeringen til, at den ikke, da den udleverede fangerne, havde grund til at mistænke amerikanerne for at tilsidesætte grundlæggende rettigheder eller mishandle fanger på Guantánamo. Men regeringen var så rigeligt advaret.
Allerede i januar 2002 offentliggjorde Pentagon de kendte billeder af de ydmygede fanger i de orange dragter og pigtrådsburene, hvilket afstedkom et internationalt ramaskrig. Både danske og udenlandske aviser kritiserede højlydt forholdene i lejren både i artikler og på lederplads. Den engelske avis Mail on Sunday ryddede eksempelvis forsiden med billederne ledsaget af teksten "Torture".
Menneskererettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International talte med store bogstaver om nødvendigheden af at respektere fangernes grundlæggende rettigheder.
Herudover blev den danske regering i en direkte henvendelse fra Internationalt Røde Kors i februar gjort opmærksom på, at USA's kategorisering af fangerne som 'ulovlige kombattanter' stred mod den humanitære folkeret, og at fangerne således havde krav på enten at få krigsfangestatus eller at få de rettigheder, som tilkommer civile.
Også i Folketinget blev udenrigsministeren konfronteret af medlemmer af oppositionen, der var bekymrede over oplysningerne om USA's tilsidesættelse af konventionerne.
Regeringen vidste også allerede i november 2001 fra en offentlig erklæring fra Det Hvide Hus, at fangerne på Guantánamo kunne idømmes dødsstraf - noget som i sig selv burde have umuliggjort en udlevering af fanger til USA.
Indstuderet koreografi
Der var altså masser af lamper, der blinkede, men det fik ikke regeringen til at ændre direktiverne for den udsendte styrke i Afghanistan, hvad angår udlevering af fanger til amerikanerne.
Hvis vi et øjeblik lader regeringens påstand om den manglende viden stå til troende, måtte en naturlig følge af denne være, at regeringen, efterhånden som informationerne om Guantánamo kom frem, havde ladet den nye viden få konkrete konsekvenser. Men det har ikke været tilfældet.
I starten af 2003 ryddede udenrigsminister Per Stig Møller forsiderne med sit forsvar for Guantánamo og sit udsagn om, at fangerne kunne komme til at sidde uden dom i op til 30 år, da der jo ikke var tale om en almindelig krig.
Efter at fangemishandlingsskandalen i Abu Ghraib havde chokeret verden, og der i samme forbindelse blev fornyet fokus på Guantánamo, begyndte Fogh godt nok nødtvungent at kritisere Guantánamolejren. Og Fogh har siden fastholdt det synspunkt i offentligheden, at lejren burde lukkes snarligt.
Men at lejren på trods af den nye danske holdning stadig eksisterer på femte år, har ikke fået nogen som helst konsekvenser for regeringens loyale samarbejde med USA.
Der er tale om en indstuderet koreografi, hvor Fogh kritiserer Guantánamolejren vel vidende, at det ikke ændrer noget, og Bush-regeringen nikker anerkendende til kritikken vel vidende, at Fogh har brug for at markere sig indenrigspolitisk - og så fortsætter alt som før.
Ingen garanti
Da USA sidste efterår vedtog den lov, der legitimerede Guantánamolejrens hidtidige praksis, stillede Enhedslisten en række spørgsmål i Folketinget om, hvilke konsekvenser regeringen ville drage: Ville regeringen garantere, at Danmark ikke fremover udleverede fanger, hvis disse kunne ende på Guantánamo? Ville regeringen garantere, at Danmark ikke bidrog med efterretningsmateriale, der kunne føre mennesker til Guantánamo? Ville regeringen sikre, at fanger, der blev taget ved militære operationer med deltagelse af danske soldater, ikke kunne ende på Guantánamo? Svarene var i alle tilfældene negative.
Den dag i dag, fem år efter lejren åbnede og med al mulig viden om de uhyrlige forhold i Guantánamo, vil Fogh-regeringen altså stadig ikke give garantier for, at Danmark ikke medvirker til, at mennesker ender på Guantánamo.
Regeringen burde bruge femårsdagen til et kursskifte og melde ud til de amerikanske allierede, at et fortsat militært og efterretningsmæssigt samarbejde betinges af, at USA lukker Guantánamolejren, løslader eller sigter de tilbageværende 435 fanger og begynder at respektere grundlæggende internationale konventioner.
Frank Aaen er MF for Enhedslisten og Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslisten
Fem år med Guantánamo
Af: Frank Aaen, Pelle Dragsted
Guantánamo-lejren fylder idag fem år, det samme gør Fogh-regeringens mangel på reaktion, ligesom intet ser ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo. Et moderne højsikkerhedsfængsel er således under opførelse i lejren
Den 11. januar 2002 landede det første fly med fanger fra Afghanistan i Guantánamo.
Billederne af fangerne i deres orange dragter, med bind for øjne, ører og mund, gik verden rundt og blev et første symbol på, at USA havde indført ganske nye spilleregler i den såkaldte 'krig mod terror'.
Ved at placere fængslet på en flådebase uden for USA ønskede Bush-regeringen at fratage fangerne de rettigheder, som de takket være den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de sad fængslet i selve USA. Herunder særligt rettigheden til at få prøvet deres skyld ved amerikanske domstole.
Det juridiske tomrum blev fuldstændiggjort med Bush-regeringens beslutning om at nægte fangerne krigsfangestatus og i stedet opfinde begrebet 'ulovlige kombattanter' - et begreb som ikke eksisterer i den humanitære folkeret. Som ulovlige kombattanter har fangerne hverken krigsfangers rettigheder eller de rettigheder, som civile er sikret i forbindelse med fængsling.
Resultatet af de juridiske krumspring er velkendt. Over 400 fanger sidder nu på femte år i Guantánamo-lejren, uden nogensinde at have fået prøvet deres fængsling ved en uafhængig domstol.
Kun 10 af de 775 fanger, der har været fængslet i lejren, er sigtet for at tilhøre al-Qaeda, og Pentagon har erkendt, at man kun vil rejse sigtelse mod 30-40 personer. De øvrige fanger er i forvaring på ubestemt tid.
Mishandling og ydmygelser har været systematiseret, siden lejren åbnede. Alle løsladte fanger har samstemmende berettet, hvordan de blev udsat for direkte vold og for mere sofistikerede former for tortur såsom udsættelse for ekstreme temperaturer, ekstrem lyd- og lys-påvirkning, intimidering ved hjælp af kamphunde og seksuelle ydmygelser. Oplysningerne er senest blevet bekræftet af en intern FBI-rapport, hvori FBI-medarbejdere bekræfter, at der er foregået systematisk mishandling i lejren.
Der er ikke tale om mishandling begået af enkelte brodne kar, men om en praksis, som har opbakning fra Bush-regeringen. Efter at lederen af lejren i efteråret 2002 havde beklaget sig over de dårlige resultater af afhøringerne, godkendte USA's tidligere forsvarsminister Rumsfeld, at afhøringsofficerer måtte anvende en række såkaldte "udvidede" forhørsmetoder, der alle falder ind under den danske definition af tortur.
Forholdene i lejren kombineret med uvisheden om fremtiden har afstedkommet over 40 selvmordsforsøg, hvoraf tre er lykkedes. Andre fanger har gennemført langvarige og livstruende sultestrejker.
Intet ser desværre ud til, at USA er ved at nedlægge Guantánamo eller i højere grad vil respektere fangernes rettigheder. For det første er et moderne højsikkerhedsfængsel under opførelse i lejren.
For det andet vedtog USA's kongres i efteråret en lov, som tilsidesatte en dom fra USA's højesteret, der havde givet fangerne ret til at få prøvet deres sag ved civile amerikanske domstole.
Den nye lov stadfæstede begrebet 'ulovlige kombattanter' og nægtede eksplicit disse at få prøvet deres sag ved civile domstole.
Man kunne have forventet, at en så åbenbar tilsidesættelse af internationale konventioner og borgerrettigheder havde mødt modstand fra et land som Danmark. Men det har desværre ikke været tilfældet.
Fogh-regeringen har i de bedste øjeblikke forholdt sig passivt og i de værste øjeblikke direkte legitimeret lejrens uhyrligheder.
Regeringen var advaret
Årsdagen for Guantánamo-lejren falder sammen med afsløringerne af, at Danmark i marts 2002 udleverede 31 fanger til USA i Afghanistan. Fanger, som var mistænkt for at tilhøre Taleban, blev afleveret til den lejr i Kandahar, som i denne periode var udskibningssted for de fleste af de fanger, der i dag sidder i Guantánamo.
Når de 31 fanger ikke endte på Guantánamo, men 'slap' med tre dages mishandling i Kandahar, var det alene, fordi det viste sig, at de tilhørte en venligtsindet milits. Det er altså et rent tilfælde, at vi ikke i dag har direkte medansvar for et større antal menneskers fængsling i Guantánamo.
I sin redegørelse om fange-sagen henviser regeringen til, at den ikke, da den udleverede fangerne, havde grund til at mistænke amerikanerne for at tilsidesætte grundlæggende rettigheder eller mishandle fanger på Guantánamo. Men regeringen var så rigeligt advaret.
Allerede i januar 2002 offentliggjorde Pentagon de kendte billeder af de ydmygede fanger i de orange dragter og pigtrådsburene, hvilket afstedkom et internationalt ramaskrig. Både danske og udenlandske aviser kritiserede højlydt forholdene i lejren både i artikler og på lederplads. Den engelske avis Mail on Sunday ryddede eksempelvis forsiden med billederne ledsaget af teksten "Torture".
Menneskererettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International talte med store bogstaver om nødvendigheden af at respektere fangernes grundlæggende rettigheder.
Herudover blev den danske regering i en direkte henvendelse fra Internationalt Røde Kors i februar gjort opmærksom på, at USA's kategorisering af fangerne som 'ulovlige kombattanter' stred mod den humanitære folkeret, og at fangerne således havde krav på enten at få krigsfangestatus eller at få de rettigheder, som tilkommer civile.
Også i Folketinget blev udenrigsministeren konfronteret af medlemmer af oppositionen, der var bekymrede over oplysningerne om USA's tilsidesættelse af konventionerne.
Regeringen vidste også allerede i november 2001 fra en offentlig erklæring fra Det Hvide Hus, at fangerne på Guantánamo kunne idømmes dødsstraf - noget som i sig selv burde have umuliggjort en udlevering af fanger til USA.
Indstuderet koreografi
Der var altså masser af lamper, der blinkede, men det fik ikke regeringen til at ændre direktiverne for den udsendte styrke i Afghanistan, hvad angår udlevering af fanger til amerikanerne.
Hvis vi et øjeblik lader regeringens påstand om den manglende viden stå til troende, måtte en naturlig følge af denne være, at regeringen, efterhånden som informationerne om Guantánamo kom frem, havde ladet den nye viden få konkrete konsekvenser. Men det har ikke været tilfældet.
I starten af 2003 ryddede udenrigsminister Per Stig Møller forsiderne med sit forsvar for Guantánamo og sit udsagn om, at fangerne kunne komme til at sidde uden dom i op til 30 år, da der jo ikke var tale om en almindelig krig.
Efter at fangemishandlingsskandalen i Abu Ghraib havde chokeret verden, og der i samme forbindelse blev fornyet fokus på Guantánamo, begyndte Fogh godt nok nødtvungent at kritisere Guantánamolejren. Og Fogh har siden fastholdt det synspunkt i offentligheden, at lejren burde lukkes snarligt.
Men at lejren på trods af den nye danske holdning stadig eksisterer på femte år, har ikke fået nogen som helst konsekvenser for regeringens loyale samarbejde med USA.
Der er tale om en indstuderet koreografi, hvor Fogh kritiserer Guantánamolejren vel vidende, at det ikke ændrer noget, og Bush-regeringen nikker anerkendende til kritikken vel vidende, at Fogh har brug for at markere sig indenrigspolitisk - og så fortsætter alt som før.
Ingen garanti
Da USA sidste efterår vedtog den lov, der legitimerede Guantánamolejrens hidtidige praksis, stillede Enhedslisten en række spørgsmål i Folketinget om, hvilke konsekvenser regeringen ville drage: Ville regeringen garantere, at Danmark ikke fremover udleverede fanger, hvis disse kunne ende på Guantánamo? Ville regeringen garantere, at Danmark ikke bidrog med efterretningsmateriale, der kunne føre mennesker til Guantánamo? Ville regeringen sikre, at fanger, der blev taget ved militære operationer med deltagelse af danske soldater, ikke kunne ende på Guantánamo? Svarene var i alle tilfældene negative.
Den dag i dag, fem år efter lejren åbnede og med al mulig viden om de uhyrlige forhold i Guantánamo, vil Fogh-regeringen altså stadig ikke give garantier for, at Danmark ikke medvirker til, at mennesker ender på Guantánamo.
Regeringen burde bruge femårsdagen til et kursskifte og melde ud til de amerikanske allierede, at et fortsat militært og efterretningsmæssigt samarbejde betinges af, at USA lukker Guantánamolejren, løslader eller sigter de tilbageværende 435 fanger og begynder at respektere grundlæggende internationale konventioner.
Frank Aaen er MF for Enhedslisten og Pelle Dragsted er international sekretær i Enhedslisten
En anden globalisering er mulig
Enhedslisten blive tit skudt i skoen at vi er "modstandere" af globalisering og af internationalt arbejde. Det skete i igen i et læserbrev fra Steen Gade og Magrethe Auken i Information i foråret 2007. Her et det svar vi skrev:
http://www.information.dk/138754
Enhedslisten vil ændre globaliseringen
Af: Frank Aaen, MF for Enhedslisten, Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten
Enhedslisten er ikke modstander af bindende internationale aftaler, hvis disse kan skabe en modvægt til markedskræfterne og de multinationale selskabers magt - tvært i mod. Men vi er ikke for enhver international aftale, Vi ser på indholdet og institutioner som WTO og EU, som vi kender dem i dag, regulerer ikke markedskræfterne, men uddyber dem og forstærker deres magt. Enhedslisten arbejder derfor for at disse institutioner erstattes. Men det forhindrer ikke, at vi ikke samtidig forsøger at forbedre politikken i de eksisterende organisationer fra dag til dag.
Handelsaftaler er ikke politisk neutrale. De kan favorisere visse interesser og skade andre. Det er netop tilfældet med WTO, der sætter de store virksomheders 'rettigheder' til markedsadgang over f.eks. arbejdernes rettigheder. WTO har åbnet et globalt marked, uden at der samtidig er lavet forpligtende internationale krav om hvilke vilkår varerne må produceres under. Der er ingen globale mekanismer, der sikrer, at konventioner der skal beskytte miljøet og arbejderne rent faktisk overholdes.
Denne ubalance fører helt automatisk til et kapløb mod bunden hvor virksomhederne flytter deres produktion derhen hvor lønnen er lavest, hvor der ingen fagforening er og hvor miljøet ikke skal beskyttes. Fagforeningsfolk fra ulandene fortæller os, at hver gang de får skabt en fagforening hos en udenlandsk virksomhed, så flytter virksomheden produktionen videre, noget de uden videre kan gøre takket været de eksisterende handelsaftaler. Også i Danmark kender vi til virksomhedernes trusler om udflytning hvis lønmodtagernes ikke accepterer ringere vilkår.
Et andet samarbejde
Enhedslistens alternativ er ikke 'intet handelssamarbejde', men 'et andet handelssamarbejde'. Vi ønsker at WTO erstattes af en ny handelsorganisation, gerne under FN. Opfyldelse af de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, samt internationale miljøstandarder, skal være en forudsætning for deltagelsen i den globale handel, så den sociale dumpning mellem landene kan bremses. Dette krav deles af ulandenes fagforeninger. Men vores ønske om et grundlæggende andet globalt handelssamarbejde, betyder ikke, at vi bare har lagt os i hængekøjen indtil WTO er erstattet.
Det er rent faktisk Enhedslisten der igennem de seneste 4 år har indkaldt stort set alle debatter om WTO i folketinget, hvor vi har forsøgt at få forpligtet regeringen på en ordentlig forhandlingslinje.
Desværre står vi i folketinget for det meste alene i disse bestræbelser. For der er en kedelig tradition for at den øvrige opposition slutter op om regeringen når den danske udenrigspolitik og handelspolitik skal fastlægges. Hver gang vi forsøger at forpligte den danske regering på en fornuftig politik i WTO-forhandlingerne, hiver den øvrige opposition gummistemplet frem og giver regeringen mandat til at fortsætte den asociale forhandlingslinje. Det skete også ved gårsdagens forespørgselsdebat hvor SF i skøn forening med Dansk Folkeparti støttede regeringens vedtagelse.
Så kære Steen og Magrethe. Kom op af hængekøjen. Bryd traditionen med de brede forlig om handelspolitik. Lad os vise befolkningen, at der er et alternativ til højrefløjens asociale globaliseringspolitik. At vi, både herhjemme og sammen med progressive i andre dele af verden kan forandre den nuværende asociale globaliseringsmodel.
http://www.information.dk/138754
Enhedslisten vil ændre globaliseringen
Af: Frank Aaen, MF for Enhedslisten, Pelle Dragsted, international sekretær i Enhedslisten
Enhedslisten er ikke modstander af bindende internationale aftaler, hvis disse kan skabe en modvægt til markedskræfterne og de multinationale selskabers magt - tvært i mod. Men vi er ikke for enhver international aftale, Vi ser på indholdet og institutioner som WTO og EU, som vi kender dem i dag, regulerer ikke markedskræfterne, men uddyber dem og forstærker deres magt. Enhedslisten arbejder derfor for at disse institutioner erstattes. Men det forhindrer ikke, at vi ikke samtidig forsøger at forbedre politikken i de eksisterende organisationer fra dag til dag.
Handelsaftaler er ikke politisk neutrale. De kan favorisere visse interesser og skade andre. Det er netop tilfældet med WTO, der sætter de store virksomheders 'rettigheder' til markedsadgang over f.eks. arbejdernes rettigheder. WTO har åbnet et globalt marked, uden at der samtidig er lavet forpligtende internationale krav om hvilke vilkår varerne må produceres under. Der er ingen globale mekanismer, der sikrer, at konventioner der skal beskytte miljøet og arbejderne rent faktisk overholdes.
Denne ubalance fører helt automatisk til et kapløb mod bunden hvor virksomhederne flytter deres produktion derhen hvor lønnen er lavest, hvor der ingen fagforening er og hvor miljøet ikke skal beskyttes. Fagforeningsfolk fra ulandene fortæller os, at hver gang de får skabt en fagforening hos en udenlandsk virksomhed, så flytter virksomheden produktionen videre, noget de uden videre kan gøre takket været de eksisterende handelsaftaler. Også i Danmark kender vi til virksomhedernes trusler om udflytning hvis lønmodtagernes ikke accepterer ringere vilkår.
Et andet samarbejde
Enhedslistens alternativ er ikke 'intet handelssamarbejde', men 'et andet handelssamarbejde'. Vi ønsker at WTO erstattes af en ny handelsorganisation, gerne under FN. Opfyldelse af de grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, samt internationale miljøstandarder, skal være en forudsætning for deltagelsen i den globale handel, så den sociale dumpning mellem landene kan bremses. Dette krav deles af ulandenes fagforeninger. Men vores ønske om et grundlæggende andet globalt handelssamarbejde, betyder ikke, at vi bare har lagt os i hængekøjen indtil WTO er erstattet.
Det er rent faktisk Enhedslisten der igennem de seneste 4 år har indkaldt stort set alle debatter om WTO i folketinget, hvor vi har forsøgt at få forpligtet regeringen på en ordentlig forhandlingslinje.
Desværre står vi i folketinget for det meste alene i disse bestræbelser. For der er en kedelig tradition for at den øvrige opposition slutter op om regeringen når den danske udenrigspolitik og handelspolitik skal fastlægges. Hver gang vi forsøger at forpligte den danske regering på en fornuftig politik i WTO-forhandlingerne, hiver den øvrige opposition gummistemplet frem og giver regeringen mandat til at fortsætte den asociale forhandlingslinje. Det skete også ved gårsdagens forespørgselsdebat hvor SF i skøn forening med Dansk Folkeparti støttede regeringens vedtagelse.
Så kære Steen og Magrethe. Kom op af hængekøjen. Bryd traditionen med de brede forlig om handelspolitik. Lad os vise befolkningen, at der er et alternativ til højrefløjens asociale globaliseringspolitik. At vi, både herhjemme og sammen med progressive i andre dele af verden kan forandre den nuværende asociale globaliseringsmodel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
